Fredagens program bød blandt andet på Night Slugs-bossen Bok Bok og stærke nyere danske navne som Courtesy og Sekuoia, men tre ud af vores fire højdepunkter blev altså oplevet på den største scene i DR Koncerthusets foyer.
1. Kenton Slash Demon
Førstegangsoplevelser er (sjovt nok) altid unikke, men der var noget helt særligt over Kenton Slash Demons første live-show i to år. Koncerten bestod nemlig udelukkende af nye numre, og den danske duo bestående af Silas Moldenhawer og Jonas Kenton samlede i den grad folket i Koncerthusets foyer til en opvisning af internationalt format.
House er et fattigt ord, for duoen bevægede sig rundt i mange forskellige elektroniske hjørner – lidt UK garage her, lidt tungere techno der. Én ting var sikkert: Fra start til slut gik det kun én vej, og det var op. Det ene klimaks erstattede det andet, og overraskelsesmomentet i at overvære en jomfrukoncert med helt friskt materiale var selvfølgelig også medvirkende til en højere ekstase. Kendetegnet ved Kenton Slash Demon var dog stadig den hypermelodiøse tilgang til house over en bred kam, som gør, at deres materiale kan fungere på både klub og i høretelefoner. Pop i Berghain-format.
Læs om flere højdepunkter på de følgende sider.
2. Metronomy
Da Metronomy midtvejs i koncerten satte den veloplagte drillepind ’The Look’ i søen, og en glad mand ved siden af mig fejrede det ved at danse fjollet rundt med sin sweater bundet om livet, fik man sgu lidt festivalfeber.
Metronomy var generelt et velspillende, hyggeligt og veloplagt bekendtskab med deres særegne hybrid af håndspillet pop og electro. Som en dreven kapelmester dirigerede Joseph Mount sit band rundt i en eklektisk fremvisning af briternes bagkatalog fremført med en række forskellige setups. Nogle gange smagte det lidt af sene London-nætter i de glade 00’ere, men når Metronomy var bedst, ramte de et herligt sweet spot mellem det dansable og det melankolske.
3. Vessel
I bar overkrop tæskede Vessel løs på publikum med sin aggressive post-dubstep, mens urovækkende visuals med nøgne kroppe i tvivlsomme situationer bragede ind på nethinden. Der var noget decideret befriende ved den unge brites kunstneriske kompromisløshed og de konstant angribende rytmer.
Sebastian Gainsborough virkede bedøvende ligeglad med, om de få hundrede tilhørere havde en fed fredag aften, og i stedet for at jagte et festligt klimaks jagtede han sin egen kunstneriske vision. Som besat vred han industrielle klange og forvredne garage-beats ud af sit gear med en intensitet, så man som tilhører flere gange var ved at få sin østrigske energidrik og vodka galt i halsen.
4. Jon Hopkins
Jon Hopkins fik den tvivlsomme ære at efterfølge Kenton Slash Demons lille mesterstykke af et live-set, men briten tog titlen som hovednavn på sine skuldre og satte for alvor skub i foyeren. Det var primetime (00.30-01.45) på Sónar Copenhagens største scene, og som forventet erstattede højere tempo og mere bas de mere dvælende stemninger fra bagkataloget og ’Immunity’-albummet fra 2013, der i høj grad prægede settet.
Tekniske problemer og en mindre afbrydelse betød ikke alverden, for sammen med de maleriske backdrops gjorde Hopkins præcis det, han skulle: Han lavede en fest, hvor fællesskabet kunne mærkes i de tungeste passager, men hvor man resten af tiden ellers hypnotiseret forsvandt ind i den organiske technos melodiske og melankolske rundgange. Det var fest for både krop og sjæl.