Noel Gallagher’s High Flying Birds
Gammel kærlighed ruster som bekendt ikke så let. Hverken for undertegnede, der som inkarneret britpop-elsker i de ellers så bekymringsfrie 90’ere var ung nok til at føle reel bedrøvelse, hver eneste gang det rygtedes, at Oasis ville gå hver til sit, eller for Noel Gallagher, der aldrig har lagt skjul på, at han nærer en inderlig kærlighed til den engelske rockarv.
Især grupper som The Kinks, Slade og The Beatles formede Oasis til det ofte fænomenale rockorkester, det var, og jeg kan da også allerede nu afsløre, at det ikke er på nærværende, andet post-Liam og de andre rødder-album fra Noel, at der brydes med de gamle forbilleder.
Pladen, der selv om afsenderen reelt hedder Noel Gallagher’s High Flying Birds er at betragte som et de facto soloalbum, byder i det store hele på mere af det samme fra en mand, der kender sine spidskompetencer og ikke er bange for at lyde som det, han helst selv lytter til: Sig selv.
Med dette in mente er det jo således et temperamentsspørgsmål, hvorvidt Gallagher fortjener ris eller ros for ’Chasing Yesterday’. For selv om der ud over et par saxofoner hist og nogle kvindelige gæstevokaler her ikke er meget nyt under solen, så er det sådan set ikke noget dårligt britrock-album. For om ikke andet må man jo give manden, at han besidder en signaturlyd.
Allerede med åbneren ’Riverman’s første guitarakkord sendes en kærlig hilsen til mesterstykket, den tyve år gamle ’Wonderwall’, og siden er man aldrig i tvivl om, at man befinder sig i Gallagher-land. Som i ’Riverman’ trækkes der overalt på albummet, i både tekst og lyd, tråde til den store, britiske sangskat, som Gallagher jo selv er blevet en del af. ’While the Song Remains The Same’ letter på sixpencen af Led Zeppelin, og albummets formentlig bedste nummer, ’You Know We Can’t Go Back’, lyder ironisk nok som en opdateret version af Gallagher i sine velmagtsdage.
Alligevel er det som om, der mangler noget. Er det Liams gavflabede fuck alt-attitude? Eller er det bare Noel selv, der ikke længere har noget spil? Sikkert er det, at Noel er ’en af de store’, og at kærligheden til ham, omend den har fået et par ridser i lakken, er intakt. Men det ville nu alligevel klæde ham for en stund at droppe jagten på fortiden og i stedet prøve at kigge en smule fremad. Vi holder hjerterne åbne.
Kort sagt:
Der er intet nyt under solen fra den tidligere Oasis-hovedmand på nyt soloalbum. ’Chasing Yesterday’ indeholder således en solid samling rocksange, formet af den engelske 60’er-scene, bearbejdet af en håndværker, som kan sine kneb, men som mangler for alvor at have noget på hjerte.
Læs også: Jamie xx, Bikstok og Noel Gallagher blandt 24 nye navne til Roskilde Festival