Drenge
Det var forudsigeligt, da tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen erklærede, at hans yndlingskunstner var Tina Turner, lydsporet fra ungdommen. Mere opsigtsvækkende var det derimod, da den engelske Labour-politiker Tom Watson i et indlæg for et par år siden proklamerede: »Hvis man har lyst til at se et fedt band, anbefaler jeg Drenge«.
Denne blåstempling fra den røde fløj var ren foræring for brødrene Eoin (vokal/guitar) og Rory Loveless (trommer), som netop var ved at etablere deres garage-inficerede postpunk på landkortet. Hype af den slags, et PR-team ikke kan forudsige, og som den britiske presse elsker.
Den nationale omtale er bestemt også berettiget, for Drenge kommer yderst stærkt fra start på deres andet album. Ballet åbner med øjeblikkeligt stemningsangivende guitarer indsvøbt i chorus-effekter, som smelter sammen med den storslåede ‘Running Wild’, hvor den knugende melodramatik accentueres yderligere af storebror Eoins patosladede vokal i en overbevisende opdatering af postpunkens kardinaldyder.
De formår at udnytte duobegrænsningen glimrende i ‘Never Awake’ og ‘Favourite Son’, hvor trommernes fremdrift dikterer numrenes styrke, ligesom ‘The Snake’s kantede, groovy frækhed belyser hvorledes Eoin og Rory skaber dynamik med det skrabede set-up. Her spidser brødrene i øvrigt den lyriske pen over en skarp allegori: »When we shake hands like business men / I feel his fangs seeping in«.
Det tjener også til Drenges fordel, når de fremviser en klædelig sårbarhed i ‘The Woods’, ‘Standing In The Cold’ og ‘Have You Forgotten My Name?’ Her har de desuden udtonet de højstemte postpunk-udladninger en anelse.
»We Can Do What We Want« lyder det på den forrygende sang af samme navn, og det er lige præcis, hvad Drenge har gjort. Med et fremragende albumresultat til følge, der emmer af overskud, fokus og vitalitet. Og det danske bandnavn? Det er såmænd valgt, fordi Loveless-brødrene syntes, at ordet lød grimt og farligt, og således indkapslede, hvordan deres musik skulle lyde.
Kort sagt:
Den engelske duo oser af overskud og vitalitet på deres andet album, som er en overbevisende opdatering af postpunkens kardinaldyder. Brødrene Eoin og Rory Loveless veksler fokuseret mellem storslåede rockudladninger og klædelig sårbarhed, ligesom de både nuancerer og får det maksimale resultat ud af besætningen guitar og trommer.