Med dagens sidste fem navne på plakaten er NorthSide nu musikalsk rustet til årets festival. Vi har talt med festivalens medbooker og talsmand, John Fogde, om årets endelige program. Det blev til en snak om billetnedskæringer og festivalkonkurrenter, drømmebookingen af The Black Keys og en Lady Gaga i tiende potens – og hiphoppens indtog og rockfestivalens død.
Tillykke med programmet. Hvad er dine tanker om årets plakat i forhold til tidligere år?
»Vi synes, vi har lavet vores mest sammenhængende og fokuserede program til dato. Vi har en god kerne af bands i den indie-agtige genre, folk forventer af NorthSide. Det er alt fra Interpol og Placebo til The Jesus and Mary Chain og Savages – og så har vi The Black Keys, som er det mest ønskede navn til NorthSide nogensinde. Men vi går også ud og overrasker med nogle navne med crossover-appel, såsom Wu-Tang Clan, som må være et af de vigtigste hiphop-navne nogensinde, og popsensationen Sam Smith, der nok er den største popstjerne i verden lige nu. Og så det sidste hovednavn, Antony and the Johnsons med Aarhus Symfoniorkester, der er kommet på i 11. time. Det har vi store forventninger til, og det glæder vi os enormt meget til at kunne præsentere«.
Hovednavnene spænder meget bredt genremæssigt. Er I stadig en rockfestival?
»Vi har aldrig sagt, vi var en rockfestival. Jeg tror også, at langt de fleste er enige om, at det begreb er dødt, for der er ikke nok store rockbands til at kunne lave en rockfestival, med mindre det er en metalfestival. Vi er en musik- og kulturbegivenhed med alle mulige ting. Vi har altid haft en profil omkring indie og elektronisk musik, og vi har altid haft singer/songwritere. Sidste år begyndte vi at sætte hiphop på, fordi vi kunne få adgang til de navne, vi gerne ville have, men vi har altid haft en ambition om sætte hiphop på«.
Hvordan har jeres selvopfattelse rykket sig fra år til år?
»Jeg synes, at vi sidste år havde det bredeste program hidtil. I år er vi blevet mere fokuserede omkring et kerneområde af indierock-bands, som vi ved, vores gæster gerne vil se, mens vi hele tiden prøver at sikre os, at der er noget uventet, der stikker ud. Vi står jo hvert eneste år og kigger på lister over, hvilken type navne folk allerhelst vil se hos os, og de navne matcher rigtig godt med profilen, vi selv synes, vi har. Det er altså ikke sådan, at Britney Spears ligger nummer et og Slayer ligger nummer to, når folk ønsker – det er ting, der giver mening i Northside-kontekst«.
Med Wu-Tang Clan og Earl Sweatshirt har hiphop samme kadence som sidste år – kunne man tænke, at genren fik mere plads i fremtiden?
»Vi vil gerne have de rigtige navne, og det er det, der er det vigtigste for os. Vi ved, at mange af dem, der kan lide rock og elektronisk musik, også kan lide et navn som Wu-Tang Clan. Sådan ser vi det også med Earl Sweatshirt – og S!vas, som repræsenterer den danske side af det. Sidste år havde vi Jurassic 5 og ASAP Rocky på, og vi har hvert eneste år en ambition om at præsentere hiphop. Men det skal være de rigtige navne, som har en crossover-appel«.
Har I nogle betænkeligheder ved at booke bands som Incubus og Placebo, der nok nærmere peakede for ti år siden?
»Nej, egentlig ikke. Placebo er et navn, der siden deres første plade har haft en rigtig god fanbase i Danmark, og de spillede i København i 2013 med stor succes. Selv om de måske ikke længere har hits, som de havde i deres tidlige år, synes jeg stadig, der er kvalitet i de udgivelser, de laver. Incubus er et navn, der ikke har spillet her i over ti år, og som måske er blevet glemt lidt herhjemme. Men i resten af Europa har de spillet på kæmpestore festivaler, så vi ved, at de er et rigtig velfungerende live-orkester. Der er rigtig mange, der er vokset op med dem og har hørt dem før i tiden, men som aldrig har haft muligheden for at se dem live. Folk var virkelig overraskede over, vi turde sætte dem på plakaten, og rigtig glade for, vi gjorde det. Så nej, ingen betænkeligheder overhovedet«.
Antony and the Johnsons med Aarhus Symfoniorkester er dagens store scoop. Hvordan kommer sådan en aftale i stand, og hvad kan man forvente?
»Vi var slet ikke klar over, han overhovedet skulle ud og spille koncerter. Vi blev informeret om det relativt sent, så det handlede om, om det passede med hans koncertplaner, og om vi kunne finde et symfoniorkester, der ville kunne bakke ham op til den turné, han skal spille. Aarhus Symfoniorkester kendte allerede Antony i forvejen og havde forsøgt at få en koncert i stand med ham, da han var i Danmark og spillede koncert med DR Underholdningsorkesteret i 2011, så de var enormt interesserede i at få lov til at spille sammen med ham. Det betød meget for mig, at symfoniorkesteret er investeret i det og at de ser den kunstneriske værdi i det, så det ikke bare er et job, de har taget for at tjene penge. Han har aldrig spillet på en dansk festival, og vi har aldrig prøvet at få et symfoniorkester til at spille på Northside. Så det er et kæmpe scoop, og vi har virkelig store forventninger til det«.
Læs videre på næste side – om The Black Keys, Frank Ocean og årets store veteraner.
John Fogde
Grace Jones, Wu-Tang Clan, The Jesus and Mary Chain og Underworld er alle veteraner indenfor hvert deres felt – hvad er motivationen bag at booke disse ’gamle’ navne?
»Vi ville gerne have noget elektronisk musik til at lukke lørdag aften, og der synes vi, Underworld er en klasse for sig selv. De har mange år og hits på bagen, og det er længe siden, de sidst har været i Danmark, hvilket gør dem ekstra spændende. Så det var ikke svært at tage beslutningen om at sætte dem på, da vi fik tilbuddet. The Jesus and Mary Chain kommer med en tour, hvor de spiller deres debutalbum, og i min og vores verden er det en klassiker inden for den indiegenre, vi ynder at booke en masse af. Og lur mig om der ikke er en hel masse bands, der står på vores plakat, der også har lyttet rigtig meget til The Jesus and Mary Chain i starten af deres karriere. Så det er muligheden for at præsentere et stykke rockhistorie, der er sindssygt interessant«.
»Grace Jones er jo lidt en kanin, vi hiver op af hatten. Hun er et fænomen – hun er Lady Gaga i tiende potens, før der var nogen, der havde hørt om Lady Gaga. Hun har en visuel side, som er underholdende og fascinerende, hun har rigtig mange hits, og hun har et orkester med, som er sindssygt fedt. De gange hun har spillet i Danmark, har hun fået kanon anmeldelser, også selv om hun ikke lige havde udgivet nogen album. Wu-Tang er et af de største hiphop-navne, der nogensinde har eksisteret, og et af de vigtigste navne fra 90’ernes amerikanske musikscene. De er ikke et orkester, der bare er ude og spille greatest hits – de kommer med et album, som folk har hørt og kan lide, og de er i god live-form«.
Holder I længere åbent til morgenfest med Underworld?
»Nej, det gode ved NorthSide er, at vi er i gå-afstand fra Aarhus’ centrum. Så når vi lukker, er der mange, der går i byen og fester derude. Man kan bare tage på for eksempel Train eller på Godsbanen og fyre den af dernede. Vi behøver ikke gøre noget – det klarer Aarhus helt af sig selv«.
Kunne man forestille sig noget, hvor NorthSide går mere ind og tage chancer på mindre etablerede bands?
»Det synes jeg helt klart, vi gør. Vi synes, det er interessant at sætte Wolf Alice, St. Paul and the Broken Bones og Jack Garratt på plakaten – navne, som jeg vil påstå, at meget få ved hvem er. Et band som The Parov Stelar Band er et navn, der aldrig har spillet i Danmark før, og som stilmæssigt nok falder rimelig meget uden for de øvrige navne på plakaten. Men det er et navn, der har leveret en kæmpe fest på europæiske festivaler. Så vi synes, det er sjovt at sætte sådan noget på og se, om det fungerer hos os«.
Kommer inspirationen til de mindre bookinger fra udenlandske festivaler?
»Det er en vigtig del af det. Vi er hvert år på festivaler som South by South West i Austin og gennem det festivalnetværk, vi er en del af i Europa, er vi inviteret til festivaler som Southside og Hurricane, så vi rejser rundt og ser mange bands der. Men rigtig meget af det er jo også at læse anmeldelser, høre musik på Spotify og Youtube og snakke med hinanden i booker-netværket, vi er en del af. Der er mange inspirationskilder, men det er vigtigt at komme ud og se, hvordan tingene fungerer live«.
Er der festivaler, I programmæssigt er særligt inspirerede af?
»For mig personligt, både i forhold til opbygning og program, er det Primavera i Barcelona. Hot brunette teen Vlada gets her ass stretched Hot Ebony Riding Dildo Sexy nurse pleases her pussy with her panties Fucking Hot Mila Blaze and Her Sexy Voice Is Sure To Make You Hard Sexy nurse treats horny patient White guy is sticking his cock inside a black babe teen fucks big black dildo cums hard Watch the best porn videos available on the internet https://www.pornjk.com/tags/thumbzilla/ Blowjob Stella Cox getting BBC Anal Gloryhole Karma Rx gets assfucked by Markus Dupree Gia Steel and her gf rides cock one after another Pornjk.com – XXX Video HD, XXX HD Porn Tube, Pornjk Porn, Hot HD Video, Free XXX Pornjk Porn Videos. Jeg kom på festivalen, inden jeg startede på NorthSide, og det har helt klart været en inspiration, da de viser, hvordan man kan lave et fokuseret og målrettet program, hvor der samtidig er plads til forskellige afstikkere. Det er i høj grad det, vi også er interesserede i at gøre med NorthSide«.
Specielt når det kommer til nye navne, er NorthSide meget glad for britiske kunstnere – hvad er baggrunden for det?
»Noget af det har at gøre med, at der kommer sindssygt meget spændende musik fra England i øjeblikket, som George Ezra eller FKA Twigs. Men det handler også om, at de britiske navne har en tendens til at spille på europæiske festivaler i vores periode, mens de spændende amerikanske bands spiller på mange af de amerikanske festivaler. Hvis du ser programmet for Bonnaroo, som ligger samtidig med os, kan du se en masse navne, som vi frygteligt gerne ville have haft på vores program, men som valgte at prioritere USA i stedet for Europa. Det er der, vores største konkurrenter ligger: De internationale festivaler, navnligt i USA, som kan trække disse bands«.
Hvem ærgrer I jer over, I ikke fik fingrene i i år?
»Listen er meget, meget lang. Hvert eneste år er vi i dialog med omkring 500 bands, vi byder på 150 af dem og ender med 40 navne, der kan give mening i forhold til stil, penge, opbygning og kalender. Men det er klart, at vi frygtelig gerne ville have haft Modest Mouse og Mumford and Sons, som begge har meldt afbud hos os tidligere«.
Fra vores synspunkt ser fredag meget pakket ud med store navne i forhold til lørdag og søndag – hvordan kan det være?
»Det er desværre lidt tilfældigt. De sidste to år har søndag været rigtig tung, og sidste år var ekstrem med Queens of the Stone Age, The Pixies og Arcade Fire. Men det handler om, hvornår bands har tid til at komme og spille, og hvornår vi kan få dem placeret. Det er også derfor, vi har været ude og booke Underworld og Antony and the Johnsons så sent, fordi det tog dem lang tid at beslutte sig for, om de overhovedet skulle turnere i Europa i juni måned. Vi er i en kontinuerlig dialog med agenterne ude i verden og prøver at få de bedste bands, som overhovedet muligt. Hvis de siger, de kun kan fredag, så må vi tage dem der. Der er ikke så meget andet at gøre«.
Sidste år fremhævede du The Black Keys som dit største ønske. Nu gik det jo i opfyldelse, så hvem er næste på listen over drømmebookinger?
»Så langt er vi slet ikke kommet. Der er selvfølgelig nogle navne, der er øverst på listen for alle festivalbookere i verden, om det er så Daft Punk eller David Bowie. Men hvad der er realistisk for os og vores budget, er det svært at sige. Men vi landede Arcade Fire sidste år og The Black Keys i år, så vi har efterhånden været der med nogle af de mest ønskede navne på festivaler overhovedet, og det er vi enormt stolte af«.
Sidste år talte vi også om Frank Ocean – har han været på banen?
»Han er på banen hvert år. Ham har vi gået efter, siden han var ude med sin første ep. At han er aktuel med ny musik, gør ham kun endnu mere interessant, så ham vil vi altid kigge på. Men han er svær at få trukket til Europa, men vi vil gøre, hvad vi kan«.
Læs videre på næste side – om Mø, Tinderbox-konkurrencen, årets bedste bookinger og programmets skjulte perler.
Mø bevæger sig længere og længere op i skriftstørrelse på plakaten. Nu kommer hun for tredje år i træk – er det ikke næsten for meget af det gode?
»Det er det nok, hvis vi booker hende til næste år. Det kan der være en pointe i. Men hun er jo, ligesom FKA Twigs, et eksempel på en post-Spotify-generation, som ikke er bundet af at lave ét album og en turné, ét album og en turné hele tiden. Hun samarbejder kontinuerligt med andre folk, udgiver musik i tide og utide, og har en mere dynamisk karriere end mange bands, der er kommet op i 80’erne eller 90’erne. Hun er jo et af de største navne, der er i Danmark lige nu, og vi ved, hun leverer fantastiske shows, ligesom hun gjorde sidste år. Så vi vil rigtig gerne se hende tilbage igen og høre noget af det nye materiale, hun har lavet siden sidst«.
Hvordan har etableringen af Tinderbox påvirket jer?
»Internt i organisationen har vi nogle folk, der på produktionssiden arbejder på begge dele, men udover det, har det ikke rigtigt påvirket os som festival. Internt er vi ret bevidste om, hvad NorthSide er og ikke er. Vores program har sin egen tone og stil, hvor man tydeligvis vil nogle helt andre ting på Tinderbox, eksempelvis med temmelig hårdtslående navne og EDM-navne, som man ikke vil se på et NorthSide-program«.
Er den stigende konkurrence mellem festivaler god eller dårlig for jer?
»Der, hvor der er egentlig konkurrence, er i forhold til billetkøbere, men vi ved jo først, om det er gået godt eller dårligt, når sommeren er ovre. Men da der er festivaler til højre og venstre, der melder udsolgt af partoutbilletter, virker det som om, festivallandet har det ganske fint. Vi har heller ingen problemer med at sælge billetter og føler os i hvert fald på ingen måde presset. Man kan godt stå med følelsen af, at festivalkrigen og alt det hurlumhej har været en storm i et glas vand, og at vi ender med at stå med et festivallandskab, som er mere varieret end nogensinde før, og at der endnu engang, ligesom da vi kom på markedet med NorthSide, har vist sig at være plads til alle sammen«.
I 2013 havde I Modest Mouse på programmet, som aflyste deres koncert. Hvordan kan det være, de gik til Tinderbox i år?
»Det handler simpelthen bare om planlægning. Det passede ikke ind i deres koncertplaner, så Tinderbox besluttede, at det var bedre at få dem til Danmark end at gå glip af dem. En beslutning, jeg er fuldstændig enig i, og jeg glæder mig enormt meget til at se koncerten«.
Hvor stort var jeres bookingbudget i år i forhold til de seneste år?
»Vi lander på omkring 20 millioner danske kroner, så vi er gået lidt op i forhold til sidste år«.
Er planen stadig ikke at udvide rent størrelsesmæssigt?
»Ja, og det er også sådan, det bliver. Der er en mulighed for, at vi kommer til at sætte lidt færre billetter i salg og mindske kapaciteten en lille smule, så vi beholder intimiteten, som folk sætter pris på ved vores festival«.
Har I oplevet noget specifikt, der er skyld i beslutningen om at sælge færre billetter?
»Ja, der var nogle køproblemer sidste år, både i indgangen og i nogle barer. I starten var der nogle år, hvor der kun var 25.000 mennesker på et område, hvor der i virkeligheden var plads til 35.000 mennesker. Så folk havde en følelse af, at der var vildt meget plads, og at man kunne stå og sidde alle steder. Det skyldes blandt andet, at vi i nogle af de tidlige år solgte alt for få billetter og havde underskud. Vi har ikke mulighed for at gøre området større, så det er klart, at folk, der har været med de tidlige år, føler, at der er blevet mindre plads. Vi har selvfølgelig som mål, at alle har en god festival, og at alle føler, de kan være derude. Det er det, vi prøver at tage hånd om i år, ved at sørge for, at der kommer lidt færre folk på festivalpladsen, end der var sidste år«.
Sker der så ændringer på festivalpladsen?
»Vi fastholder placeringerne af de to store scener og den P6 Beat-scene, vi introducerede sidste år. Men det område, hvor P6 Beat er, får en kærlig hånd i forhold til opbygning og indretning. Sidste år havde selve område ikke særligt meget karakter eller sjæl, så det skal vi have lavet om på i år. Jeg tror, området bliver en helt ny oase for folk, der har været på festivalen før, og som tror, de kender NorthSide«.
Hvilken booking er du mest stolt af i år?
»For festivalens vedkommende er det The Black Keys, som vi har jagtet siden 2012. Det er måske det største rockband lige nu og det har været det mest ønskede navn til festivalen. Men for mig personligt er det Death Cab for Cutie, som jeg har haft øverst på ønskelisten, siden jeg startede på festivalen i 2011. Det er et af mine all time yndlingsbands«.
Kan du anbefale en gemt perle i programmet, som de fleste nok ikke kender?
»Jeg synes helt klart, man skal tage ud og se Savages. De er helt vilde. De spiller benhård rockmusik og er et virkelig cool band. Jeg så Wolf Alice til SXSW, og det var en øjenåbner-koncert for mig. På de indspillede numre er de enormt velfungerende, men der kommer sindssygt meget mere energi og nerve på, når de står på scenen. Så det er helt klart et band, man skal tjekke ud. Og så Matthew E. White, som Soundvenue også har skrevet en del om. Han er en fed performer og har lavet nogle fede plader – så hvis man ikke allerede kender ham, er det om at dykke ned i nogle skiver«.
Læs også: Her er NorthSides seks største scoops