Florence and the Machines nye album er skudsikkert, medrivende og forløsende
Albumtitlen siger det hele: Florence Welchs sange er store og prægtige som himmelrummet selv. På debuten ’Lungs’ blændede briten op for et højstemt og sprudlende popunivers med hendes skærebrænder af en vokal som det bærende instrument – en opskrift, hun valgte at genbruge på opfølgeren ’Ceremonials’ med mindre effekt. På album nummer tre lever dramaet stadig i bedste velgående, men Welch og co. har alligevel forstået vigtigheden af at opdatere udtrykket.
Væk er den tungt belæssede lydkulisse og den næsten gotiske dommedagsstemning fra forgængeren, og i stedet sætter bandet strøm til en mere klassisk rocklyd, hvor flænsende guitarer parres med statelige blæsere som albummets to hovedkomponenter. Bevares, bandets lyd bliver nok aldrig underspillet, men den er her mere fokuseret og skarptsleben end tidligere hørt.
På ’Ship to Wreck’ spædes den hellige treenighed – guitar, bas og trommer – således kun op med diskrete spor af xylofon og orgel, så Welchs sirenesang får god plads at boltre sig på langs de energiske vers og det triumferende omkvæd. I samme boldgade er ’What Kind of Man’ en sortrandet ballade med stampende trommer og aggressiv guitar i svidende kinddans med bidske tekstbidder som »sometimes you’re half in, and then you’re half out, but you never close the door«.
Selv når Florence and the Machine er mere nedbarberede end vanligt, larmer de stadig godt igennem, så man som lytter er taknemmelig for de afdæmpede åndehuller, der optræder undervejs. ’Long and Lost’ og ’St. Jude’ er et par umådeligt fine ballader, hvor Welch klædeligt skruer ned for sin vokals tågehornseffekt og i stedet lader den hviske, klage og reflektere.
Bandets mesterstykker er dog stadig de store popøjeblikke, og et sådant indtræffer på ’Third Eye’ med ’uh-oh-uh-oh’-kor, dybe blæserklange, klaprende percussion og gospelklingende vokal. Skudsikkert, medrivende og forløsende for enhver Florence-fan.
Kort sagt:
Florence og band er i storform på deres tredje album, hvor de sætter strøm til en fokuseret og mere klassisk rocklyd end tidligere hørt. Den tungtbelæssede lydkulisse fra albumforgængerne er skiftet ud med en mere ren bund domineret af flænsende guitarer og statelige blæsere, men som lytter snydes man ikke for de store, forløsende popøjeblikke.
Læs også: Disse 12 album skal du høre i juni