Mikal Cronin
Efter tre aflytninger af Mikal Cronins tredje album som solist var jeg klar til at overgive mig komplet: Aner man ikke konturerne af et mesterværk her? Det lyder sådan.
Efter otte aflytninger kunne jeg mærke, at der var noget galt. Pludselig slog det mig, at jeg egentlig bare savner den ’gamle’ Mikal Cronin, slackeren med den kopitunge, men ærlige rockmusik, der lyder som et destillat af honky tonk-klaver, akustisk lejrbålssang, psykedelisk garagerock, ska-punket flabethed og powerpop fra Alex Chiltons storhedstid med Big Star i 70’erne.
På ’MCII’ fra 2013 fandt Cronin, Ty Segalls gode ven fra det Californien, der er permanent leveringsdygtig i dygtigt udført rockstilisme, en fornem balance mellem det harmoniske og det forvrængede, det melodisk medrivende og det henslængt mutte. På sit nye album introducerer han os for klassiske guitarsoli, stort forløste klaverballader, opulente strygere og blæserarrangementer. Vi er med andre ord rykket et skridt op i ambitionsniveau, måske inspireret af Segalls tilsvarende udfoldede rockvision på sidste års ’Manipulator’, hvor Cronin fungerede som medarrangør. Det lyder rigtig stort og flot og indbydende, men noget af uhøjtideligheden og, nå ja, slacker-charmen, er aftaget.
Bevares, det let mariachi-farvede strygerarrangement på ’Feel Like’ sidder i skabet og blæserne tilfører ’Say’ en dynamik, nummeret havde manglet foruden, men i længden bliver det helt store udtræk, der præger disse vindblæste kreationer – som var der tale om Springsteen-oder til den horisontale frelse derude på vejene udsat for Phil Spectors ’wall of sound’ – en kende spærrende for indlevelsen. Er celloen på den fine ’I’ve Been Loved’ ikke med til at tæmme smerten i sangen snarere end at trække den frem?
Albummets side to er bygget op som en suite af grandiose rocksange – variationen spænder fra det operatiske, klassisk inspirerede på ’i) Alone’ til det glam-stampende rockhyl (med et arabisk-klingende muzak-mellemstykke!) på ’ii) Gold’. Det er som om Cronin mister lidt af sit overblik i suiteopbygningen, selv om han formentlig har inddraget denne mere viltre side af sit sangskrivertalent for at understrege, at den store produktion ikke har gjort ham til en mindre presserende sangskriver.
Cronin er fortsat bedst, når hans powerpoppede akkorder finder sammen med en mere sart skønhed/skævhed, som for eksempel på de Teenage Fanclub-lydende ’vi) Circle’ og ’Made My Mind Up’, der bruser af overskud, men uden at bruse over.
Kort sagt:
Mikal Cronin er – lig sin musikalske makker Ty Segall – i konstant udvikling. På sit tredje soloalbum serverer han det helt store udtræk med strygere, blæsere og klaverornamentik. Sangskrivningen og produktionerne fejler som sådan intet, men de spærrer lidt for den indlevelse og charme, der er slackeren Cronins kendemærke.
Læs anmeldelse: Mikal Cronin ‘MCII’