Rangleklods: »Elektronisk musik kan blive meget rent og poleret, så vi ville gerne fucke det op«

Rangleklods: »Elektronisk musik kan blive meget rent og poleret, så vi ville gerne fucke det op«

Der er efterhånden tre år siden, Esben Nørskov Andersen udsendte debuten ‘Beekeeper’. Sidenhen er Rangleklods blevet udvidet til en duo med indlemmelsen af Pernille Smith-Sivertsen, og sammen har de netop udsendt ‘Straitjacket’, som vi har kåret til ugens bedste album. Her fortæller Esben og Pernille om transformationen til duo, inspirationskilder og den svære to’er.

Esben, hvordan føltes det, da du fik Pernilles vokal med på dine numre første gang?
Esben: »Første gang vi gjorde det, uden det var et kor, der var begravet i effekter, var på ’Clouds’, en af de sidste sange, vi lavede til ’Beekeeper’. Det var en virkelig, virkelig god proces, fordi den gik hurtigt. Der er mange af vores sange, der tager rigtig lang tid at lave, men denne her kom på ingen tid. Det var oplevelsen af, at det bare virkede – i stedet for at skulle finde på et eller andet spektakulært omkvæd, der kunne sparke min vokal endnu længere ud, som det ellers ville have været tilfældet, hvis det bare var mig, der skulle have sunget det, fungerede det så fint at introducere Pernilles lyse klang versus min mørkere baryton.

Det var virkelig en revelation på det tidspunkt, både i forhold til arbejdsprocessen, men også lyden. Det passer perfekt ind i vores univers, så ret kort tid efter ’Beekeeper’ var udkommet begyndte Pernille at spille med fast live. Derfra tog det nok et års tid, før vi tænkte os selv som en duo, men det første vokalsamarbejde sparkede helt sikkert den proces i gang. Der begyndte tingene bare at give mening. De to vokaler overfor hinanden har formet ’Straitjacket’«.

Var det en udfordring at omsætte jeres nye dynamik til et helt album?
Pernille: »Det er klart en udfordring. Vi ville gerne etablere os som en duo med det her album, men det er svært at indarbejde en ny vokal i et allerede etableret udtryk. Det har helt klart været med til at afgøre mange af de valg, der er truffet på albummet, på en helt anden måde, end hvis det kun var Esbens vokal. Det har farvet sangene stemningsmæssigt på en god måde. To stemmer, der er så forskellige, giver nogle helt andre muligheder for at eksperimentere og tage det ud i nogle andre kroge«.

Esben: »Det kan være enormt frustrerende, hvis man føler, man har fundet en fantastisk melodi, men ens stemme bare ikke fungerer til den. En god melodi er ikke nødvendigvis en god melodi til mig. Jeg kan nogle ting, Pernille ikke kan, men hun kan virkelig enormt mange ting, jeg slet ikke kan. Derfor føler jeg oftere, vi kan gå med den bedste idé, snarere end den, der lige var nemmest for mig at synge«.

Følte du, at du manglede muligheden for en ekstra vokal på ’Beekeeper’?
Esben: »Nej, sådan havde jeg det faktisk aldrig. Det handler nok bare om, at man gerne vil videre, der skal ske noget. Mange af melodierne på ’Beekeeper’ virker, fordi de er simple, men det lå ikke i kortene, at det skulle gentages. Så i forhold til at komme væk fra det udtryk, var det ekstremt vigtigt at have Pernille«.

Hvordan har I konkret arbejdet med at udvide Rangleklods’ udtryk med jeres to vokaler?
Esben: »Det har taget lang, lang tid. Det er klart en af grundene til, at det har taget tre år siden det sidste album, for vi havde en virkelig lang eksperimenterende fase, hvor vi udover at lege med lyd også har udfordret vores arbejdsmetoder. Det var først i løbet af de sidste seks-syv måneder af processen, at vi ramte den – men så ramte vi den så også fuldstændig, som vi havde håbet på«.

Pernille: »Det er på ingen måde sådan et overbearbejdet, overnørdet, overproduceret album, hvilket vi er vildt glade for, for det er nemt faren med ’den svære toer’. Men for os er ’Straitjacket’ virkelig frisk, fordi sangene er komponeret indenfor det sidste halve år. Det har været et langt tilløb med masser af eksperimenter, hvor mange ting også er gået galt, men det har lært os, hvor vi ikke skal hen med det her«.

Esben: »Vi er allerede gået i gang med nye sange, og det er så lækkert at mærke, at vi kan køre videre på den her måde. Det fungerer bare. Efter sidste album gik vi helt i stå i lang tid. Vi er pænt optimistiske omkring, at det ikke kommer til at tage tre år, før den næste plade kommer!«

Hvad tror I udløste skiftet, hvor det hele slog klik og bare fungerede for jer?
Pernille: »Jeg tror, det var da vi besluttede at droppe alle de her dogmer og benspænd. Vi nåede til et punkt, hvor vi var så trætte af at snakke form og proces, og i stedet bare begyndte at lege. Et af de øjeblikke, hvor kreativiteten fik lov at blomstre, var med sangen ’Degeneration’, som er et slags remake af en improvisation af den vildt dygtige komiker og musiker Reggie Watts. Esben fandt det her 45-sekunders loop, og vi tænkte, ’fuck albummet, nu skal vi lige lege og have det sjovt’. Vi havde det så grineren med det, og der indså vi virkelig, at vi bliver nødt til at lege, at turde at blive inspireret af helt forskellige ting og ikke tænke så meget over den her helhedstanke. At turde gå ud i mærkelige afkroge«.

Esben: »Mangfoldigheden af ideer er også meget mere os, end den her fokuserede tanke på én ide, ét lydbillede. Det er slet ikke sådan, vi kan lide at arbejde. Jeg synes klart, der er en rød tråd gennem alle vores sange, både i lyden men især i vokalmelodierne, men derudover er det virkelig det her med at tillade os at gå på opdagelse i, hvad der overhovedet er muligt. Da vi slap tøjlerne og bare havde det lækkert med at lave musik igen, så kom det strømmende over os. Det her er jo ikke sådan et feel good-album, men det er heller ikke deprimerende – det er en blanding af det hele, netop fordi vi tillod os selv at gå lige derhen, hvor vi havde lyst, uden at tænke over det«.

RANGLEKLODS2014
På ’Degeneration’ leger I netop med vokalerne, som tager udtrykket i helt nye retninger. Hvordan har I ellers eksperimenteret med virkemidlerne på albummet?
Esben: »Jeg har samplet rigtig mange kilder, hvor de originale kilder har været så ringe i kvalitet eller indhold, at man skulle tro, at det ikke ville virke. Det startede som en joke med Mads fra Reptile Youth, hvor vi hørte en lydbid, hvor Mads sagde ’det der, det kan du ikke få noget ud af’, hvor jeg var sådan, ’det vil jeg fucking vædde med, jeg kan’. Det var sådan noget med at rippe en eller anden obskur film fra Youtube med 200 views og bruge et splitsekund af den, gøre det effekttungt og transportere den ud på keyboardet, så den kunne spilles på en synth. Jeg var aldrig selv kommet på de lyde, men det var så befriende, for vi havde længe koncentreret os om den smukke lyd, de perfekte klangflader, og det her var det modsatte: Hvor godt kan jeg få den her dårlige lyd til at lyde? Det, jeg endte med, var markant bedre, meget mere interessant. Det er den her lidt 90’er-agtige ting med breakbeat-trommer og brug af smadrede samples«.

Pernille: »Ja, det tangerer også lidt dårlig smag. At tage noget, der ikke burde fungere, men som bliver fedt, når man leger med det. Det har været meget kendetegnende for hele processen, at indtænke noget punk i det pæne og elektroniske, det grimme i det smukke. Elektronisk musik kan hurtigt blive meget rent og poleret, så vi ville gerne fucke det op og gøre det beskidt«.

Esben: »Der er ikke noget værre end at stå med en sang, hvor det går op for én, at det er sådan noget, der kunne blive spillet i en lounge eller en tøjbutik… når den har den der glatte lyd, skal der ske noget markant, og ellers ryger den sgu«.

Hvilke inspirationskilder eller ideer har I hver især bidraget med i jeres nye, legende proces?
Esben: »Hvis man snakker musikinspiration, synes jeg det er kendetegnende for os, at vi altid bliver inspireret af det, der ligger langt væk fra det, vi selv laver. Det er egentlig sjældent, vi dyrker klubmusik. Det, jeg har lyttet mest til under pladens tilblivelse, var ’Salad Days’ med Mac DeMarco, som på meget få måder har noget med vores univers at gøre. Men for vores vedkommende handler det om at finde musik, der giver os lyst til at lave musik«.

Pernille: »Det er nemlig farligt at læne sig op af noget, der minder for meget om en selv. Det bliver for kedeligt, for man ender bare med at kopiere. Vi er meget genreløse, både i vores egen smag, men også i forhold til Rangleklods. Jeg har gerne ville indarbejde den der r’n’b-sensibilitet, så jeg har lyttet ret meget til Kylie Minogue, Mariah Carey, TLC… der er en lækkerhed i den der 00’er-lyd, som man ikke så tit finder i elektronisk musik, hvor kvindevokaler tit bliver meget kolde og distancerede. Det har været vildt spændende at trække noget af det varme og sleazy fra r’n’b-genren ind i begge vores vokaler«.

Esben: »Jeg er også sikker på, at vi kommer til at blive ved med at ændre på vokaler fremover. Vi har det sådan med vokaler, som med alle andre lydkilder, at vi ikke har fundet vores endelige stemme, men at vi bliver ved med at videreudvikle udtrykket, så det passer til den enkelte sang«.

I har den her tætte, private relation og har arbejdet intenst sammen på albummet – er det svært eller let at give kritik og modspil, når man kender hinanden så godt?
Pernille: »Det har været sindssygt svært, men jeg tror egentlig det er sådan med alle typer samarbejder. Man skal lære hinandens grænser at kende, og vi er nået til et punkt, hvor vi kan være ekstremt ærlige og stole på, at vi i sidste ende deler den samme smag og opfattelse af, hvad der er det bedste for vores musik. Det er okay, når den anden siger, at noget ikke holder, man skal ikke tage det personligt«.

Esben: »En god lektion, vi tog med os fra ’Straitjacket’, var, at alle de sange, der endte på albummet, var vi komplet enige om fungerede. De ting, vi er gladest for, er dem, der rammer os begge to«.

Pernille: »Ja, tidligere har man måske haft en usikkerhed om, hvad der holder, hvor man kan blive ved med at arbejde videre, men det bliver bare aldrig godt. Så skal det bare skrottes. Omvendt skal man ikke være bange for at omfavne de der kampe, der giver en spænding og gør det interessant. Vi er ikke bange for at diskutere«.

Esben: »Vi er nok bare virkelig enige, i hvert fald i forhold til andre bands. Det er kun to meninger, ikke fire eller fem. Jeg skal aldrig spille i band igen. Jeg er for meget ego til at blive enig. To er det perfekte antal i forhold til at give hinanden modspil, men ikke konstant at ende i kompromiser. Jeg hader, når jeg kan høre på en eller anden sang, at der er blevet gået musikalske kompromiser blandt bandmedlemmer. Hos os er det den bedste idé, der vinder, og så er det fuldstændig ligegyldigt, hvem der kommer med den. Vores Spotify-bibliotek består faktisk primært også kun af solo- eller duoartister: Beach House, Jai Paul, James Holden, Caribou…«

I har netop spillet en række danske koncerter med en guitarist på scenen, men nu er det bare jer to igen. Er duo-konstellationen den eneste, der fungerer for jer?
Esben: »Jeg tror, vi følte, at der skulle noget akustisk med, men vi fandt ud af, at det slet ikke er det, der betyder noget for hverken os eller publikum. Vi er ved at introducere os selv som en duo nu, og så vil vi hellere spille ekstremt live elektroniske koncerter, fremfor semi-elektroniske rockkoncerter. Jeg har prøvet at spille guitar til en Rangleklods-koncert før, og det var så mærkeligt. Folk lagde mærke til alle de preprogrammerede ting i stedet for musikken som helhed. Selv på Pumpehuset, hvor vi lige har spillet, var det faktisk for meget at være tre personer. Man står lidt som sild i en tønde, når man skal bruge et helt bord til alle sine ting«.

Pernille: »Man kan helt klart forvente, at vores kommende shows bliver gennemelektroniske med fokus på, at det hele bliver afviklet live. Vi står rent faktisk og spiller samples og manipulerer lyden live, så det bliver en anden oplevelse end pladen. Vi skal væk fra rockkoncerten, for det giver slet ikke mening i forhold til vores lyd eller den her konstellation som duo«.

Esben: »Vi kunne jo også se, at der var virkelig god respons på sangene, selv om folk kun havde hørt ’Lost U’ på det tidspunkt. Det understreger bare, at vi har ramt noget rigtigt. Vi var helt ude på et sidespor i indspilningsprocessen, og nu er vi bare så lettede over, at vi har skabt noget sammen, som vi er sindssygt stolte af«.

Læs anmeldelse: Rangleklods ‘Straitjacket’

Læs anmeldelse: Rangleklods på Spot Festival – klubstemning med organisk puls

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af