Taragana Pyjarama forsager beatet på smuk, men uforløst ep
Nick Kold Eriksen har i en god håndfuld år beriget den danske electronica-scene med nogle af dens smukkeste kompositioner. Han begyndte som Eim Ick, der var det perfekte soundtrack til et rave på en knaldvarm sommerdag med silende regn og strålende regnbuer. Stilen fortsatte til dels på de første udgivelser som Taragana Pyjarama, men som årene er gået, er lyden blevet mindre og mindre dansabel og mere og mere indadvendt.
Den udvikling kulminerer på ep’en ’Ariel’, der desværre ender som et stærkt frustrerende og antiklimatisk bekendtskab. De fem numre gør ellers så mange ting rigtigt, og har i den grad potentiale til mere, men forbliver sitrende uforløste.
Flere af numrene lyder som indie-mutationer af melodisk trance fra start-90’erne, som den blev dyrket på Ibiza eller Berlins Love Parade, men med den forbandet vigtige detalje, at de er som støvsugede for enhver beatstruktur.
‘Givers’ bygger og bygger op i det uendelige, men uden nogen forløsning. Det er som at løbe op ad et bjerg for kun lige at misse solnedgangen. I den anden ende har vi et track som ‘Togetherness’, der stikker af i flere forskelligartede retninger og eksperimenterer interessant med nogle stærkt computermanipulerede vokalharmonier. Men igen sidder man så meget og venter på det beat, der aldrig kommer, at det bliver forstyrrende. Flere af numrene lyder som noget, der ville passe på en af de endeløse chillout-opsamlinger, der fulgte i kølvandet på trance-bølgen, og det er nok ikke meningen.
Men Tagarana Pyjarama har fat i noget rigtigt, hvilket kommer stærkt til udtryk på pladens bedste nummer, ‘Ber’. Små glitchede stød sætter gang i et simpelt Massive Attack-lydende beat, der danner baggrund for de perlende og hypermelankolske synthstemninger, som han mestrer så smukt. Suppleret af opklippede, forvrængede vokalstykker er det alt, hvad der skal til, og hvor ville det dog være skønt, hvis beatet på et tidspunkt igen får lov at spille en rolle i Eriksens produktioner.
Kort sagt:
‘Ariel’ er fyldt med perlende og hypermelankolske trance-strukturer, der desværre aldrig bliver forløst i det bombastiske og eklektiske rave-soundtrack, de ellers har potentiale til. De beatløse tracks giver lytteren en frustreret og antiklimatisk oplevelse, hvor skuffelsen over det uforløste overskygger de smukke kompositioner.
Læs anmeldelse: Taragana Pyjarama ‘Nothing Hype’