Daughn Gibson er som en moderne inkarnation af Roy Orbison og Chris Isaak
Som en moderne mørkemandsinkarnation af Roy Orbison og Chris Isaak kom Daughn Gibson i 2012 slentrende ind på rockscenen udstyret med en golden voice og en bemærkelsesværdig lyd i spændingsfeltet mellem elektronisk musik og country. Den lyd får klædelige tilføjelser på amerikanerens tredje album.
Tæppet går med den preludium-agtige ‘Bled to Death’, hvor Gibsons karakteristisk højstemte sangforedrag ikke som tidligere indtager den dominerende førerrolle i lydbilledet. Generelt har musikken fået et større spillerum, og Gibsons vokal flyder mere sammen med instrumenternes bifloder modsat tidligere, hvor den svævede som en ørn over lydlandskaberne.
At vokalen denne gang indgår på niveau med, og i momenter som en del af, instrumenterne understreges i den slæbende ‘Heaven You Better Come In’ gennemvædet af brede guitar-strums og ‘For Every Bite’, hvor den er diskret manipuleret med vocoder-effekt.
Hvor Gibson tidligere fandt sit udgangspunkt indenfor moderne countryrock, er der i denne ombæring en mere cinematisk klangbund at spore. Udover de rumklangsdrivende guitarer draperer han sine melodier med en større keyboardfunderet base end tidligere, evident i ‘Daddy, I Cut My Hair’, hvor både strygerflader og modulerende synthbas farver lydbilledet.
Landevejsrock gennemsyrer stemningen på ‘Let Him Deal’, hvis pulserende bas, klirrende percussion og sfæriske guitarlinjer optegner et ildevarslende roadtrip. Netop denne dimension får autentisk vægt idet Gibson selv har en fortid som lastbilschauffør og således har lagret oplevelser i erindringen: »Cover the pain in black / he’s the one I know that I can’t erase«.
Den medrivende ‘Shatter You Through’ brillerer med lifligt piano, basgrooves og twangy guitar, så man både føler sig hensat til en pastelfarvet natklub i 80’erne og et snusket sprutskur i udkants-USA. Det er netop en af Gibsons forcer, at han kan pendulere mellem forskellige tidslommer.
Albummet kan dog ikke undsige sig automatpilotens faldgrupper, dertil er lydbilledet for skåret over samme læst. Men med tredje omgang i albumringen bjergtager Gibson stadig med sin dybe baryton og originale sange, der nænsomt sprætter den amerikanske rocktradition op og føjer nye filmiske nuancer til udtrykket.
Kort sagt:
Den amerikanske crooner har på sit tredje album erstattet de tidligere country-tendenser med en filmisk klangbund, hvor musikken har fået mere spillerum med rumklangs-drivende guitarer, strygerflader og en mere keyboard-funderet base. Gibsons karakteristiske barytonvokal smelter klædeligt sammen med den nye instrumentering, men lydbilledet kan, med fortidens originalitet i baghovedet, virke lidt for konformt.
Læs anmeldelse: Daughn Gibson ‘Me Moan’