Den alsidige producer Son Lux er detaljens mester
En rigtig god producer kan kreere små detaljer, man måske først bemærker tiende gang, man lytter til en sang, men som man derefter slet ikke kan forestille sig sangen uden. Ryan Lott, mastermind bag Son Lux (foruden Sufjan Stevens-sideprojektet Sisyphus), er en af tidens mest interessante og alsidige producere i skyggelandet mellem indie, pop og electronica, og han er lidt af en specialist i at skabe den slags øjeblikke.
På nummeret ’Undone’ indlejrer han (nu sammen med to lejesvende) allehånde percussive elementer (blandt andet noget der lyder som ægte bongotrommer), kønne klavertriller, en smidig baslinje og – til allersidst – en smuk guitarfigur. Souffleen klapper ikke sammen af den grund. Tværtimod får man appetit på mere. Detaljerigdommen er kun befordrende for fordybelse.
’Bones’ udvider sigtekornet i forhold til forrige års glimrende ’Lanterns’. Det drømmende og sfæriske ved forgængeren er blevet strømlinet, så popambitionen træder tydeligere frem, uden at musikken af den grund mister sit singulære udtryk.
Lott skærper med ret enkle midler lytterens opmærksomhed, som ved den urovækkende, nærmest stikkende keyboardtone i starten af ’Change Is Everything’. Når først man således har skærpet alle sanser, venter der en forholdsvis blød popsang med et iørefaldende omkvæd forude.
Andre sange er kendetegnet ved deres suspense-fyldte uafgjorthed. ’I Am the Others’ lyder tung og truende som en tordensky samtidig med, at den bevarer en fjedret lethed over sig. Den spænding bevares sangen igennem. Hvis den var en film, ville det være så godt som umuligt at fastslå, om den har en lykkelig eller ulykkelig slutning.
Desværre er Lotts vokal og lyrik ikke af helt samme kvalitet som hans producerarbejde. Teksterne knytter ofte an til en lidt anstrengt kroppen-som-et-billede-på-sindet-metaforik (jævnfør albumtitlen), der sjældent løfter sig over det vage eller anonyme. Lotts stemme spærrer også indimellem for en følelsesmæssig værdsættelse af musikken, fordi de genkendelige sangstrukturer bliver afsunget med en patos eller dramatisk effekt, der føles en kende uoprigtig. Det er med til at punktere snarere end skærpe sangenes fascinationskraft. Når vokalarbejdet til tider er mere ensfarvet end musikken, der omgiver det, bidrager det til at underminere den mystik, som producerarbejdet møjsommeligt bygger op.
Dette forbehold skal dog ikke fjerne indtrykket af Ryan Lott som en ovenud talentfuld kunstner, der på ’Bones’ i endnu højere grad end på den mere rent elektroniske ’Lanterns’ formår at inkorporere organiske instrumenter med stor dygtighed og konsekvens.
Kort sagt:
Son Lux’ nye album er en mere poppet viderebearbejdning af forgængerens indie-electronica. Mastermind Ryan Lott er en detaljens mester. Hans produktioner, der dygtigt inddrager rigtige instrumenter, får virkelig ’Bones’ til at glimte. Desværre er det så som så med vokalarbejdet og lyrikken, der ikke på fuldt tilfredsstillende vis underbygger produktionernes indeholdte mystik.
Læs anmeldelse: Son Lux ‘Lanterns’