1. Billie Holiday ’Strange Fruit’ (1939)
’Strange Fruit’ er en af den slags sange, der umuligt kan undgå at vokse sig større i lytterens bevidsthed, når man kender til konteksten for dens skabelse.
Teksten blev oprindeligt skrevet af den jødiske high school-lærer Abel Meeropol og første gang publiceret i 1936, angiveligt efter at han i researchøjemed havde kastet blikket på uhyggelige fotografier af lynchninger af sorte i sydstaterne, nogle af dem dateret så sent som 1930.
Via en af Meeropols venner blev Billie Holiday opmærksom på sangen og dens ekstremt billedskabende, men kontroversielle indhold. Den blev snart en fast del af Holidays repertoire, altid som sidste nummer og altid i et komplet mørkt rum med lys kun på sangerindens tårevædede ansigt og lukkede øjne.
’Strange Fruit’ formidler bedre end nogen anden sang de sorte amerikaneres vrede og indignation over århundreders udnyttelse og mishandling. I den forstand er sangen mere end en sang. Det er en totem for sort amerikansk kultur og et anklageskrift mod det Amerika, der lod uretfærdigheden ske.
Sangen blev i 1999 af Time Magazine kåret til det 20. århundredes vigtigste sang. Og teksten bør stå i sin helhed:
»Southern trees bear strange fruit
Blood on the leaves and blood at the root
Black bodies swinging in the southern breeze
Strange fruit hanging from the poplar trees
Pastoral scene of the gallant south
The bulging eyes and the twisted mouth
Scent of magnolias, sweet and fresh
Then the sudden smell of burning flesh
Here is a fruit for the crows to pluck
For the rain to gather, for the wind to suck
For the sun to rot, for the trees to drop
Here is a strange and bitter cry«.
Listen fortsætter på de følgende sider.
2. Sam Cooke ’A Change Is Gonna Come’ (1964)
En fast del af mytologien om rockens og poppens unge døde, er spørgsmålet om hvad vi som kultur gik glip af – hvilke stjernestunder, vi blev frarevet – ved deres alt for tidlige bortgang. I tilfældet Sam Cooke er det næsten tragisk at tænke på, for i sit sidste leveår undergik han lidt af en politisk vækkelse, der resulterede i indspilningen af ’A Change Is Gonna Come’, den måske definitive sorte borgerrettighedshymne.
Cooke skrev sangen og nåede heldigvis at indspille den samt spille den live ved få lejligheder inden sin død i december 1964. Men både han selv og pladeselskabet tøvede med at udgive sangen som single på grund af dens ’hjemsøgte’ karakter. Bobby Womack var til stede en af de få gange Cooke optrådte med den og sagde til ham, at den lød ’som døden’, hvortil Cooke svarede, at han aldrig ville synge den live igen. I sidste ende kunne alle, der kendte til sangens eksistens, ikke fornægte sig dens kvaliteter. En singleudgivelse blev klargjort. Men Cooke døde 11 dage før den kom på markedet.
Med tiden har sangen antaget karakter af en alternativ nationalhymne, en hymne, for alle dem, der ikke er plads til eller regnes for noget.
Hvad mange nok glemmer i mødet med en så ikonisk sang, er hvor meget mod, det krævede af Cooke at indspille en så politisk sprængfarlig sang på et tidspunkt, hvor han var blevet accepteret af det hvide mainstreampublikum. Det var en sang, der kunne have lagt hans karriere i ruiner, men han sang den alligevel, og skabte et stykke udødelig kunst, der til tid og evighed vil tale uretfærdigheden – og dens forvaltere – imod.
3. Crosby, Stills, Nash & Young ’Ohio’ (1970)
Det amerikanske samfund stod på tærsklen til meget alvorlige uroligheder i slutningen af 60’erne. Et sammenstød mellem fortidens politik og en ny fremtid, der ikke var baseret på gamle fordomme, var uundgåeligt. Vietnamkrigen pustede kun yderligere til gløderne. Det ’nye’ var, at ungdomsgenerationen dannede fælles front med de sorte, ikke mindst på de højere læreanstalter. Et af de værste sammenstød fandt sted på Kent State University i Ohio, hvor hæren blev sat ind mod ophidsede demonstranter og skød og dræbte fire studerende. Amerika vågnede således den 5. maj 1970 op til et chok, der mindede om likvideringen af JFK.
Tidens førende supergruppe, Crosby, Stills, Nash & Young, samledes øjeblikkeligt og skabte en af musikhistoriens mest umiddelbart medrivende og vrede protestsange, ’Ohio’.
Sangen er båret af et af Neil Youngs allerbedste riffs og hans guitar nærmest detonerer i bidske spasmer, som sangen eskalerer. Hvis man ikke får gåsehud i det øjeblik, hvor David Crosby nærmest skriger ordene »How many more?… Why?….WHY?«, er man lavet af sten. Young har siden udtalt, at Crosby brød grædende sammen efter indspilningen (der foregik i bare to takes), mens Crosby omvendt kaldte Youngs sang for ’den modigste rocksang i historien’, ikke mindst med henvisning til, at Young turde pege fingre af Richard Nixon i teksten (»Tin soldiers and Nixon’s coming…«). Sangen blev hasteudgivet som single, og gik top 20 i USA på trods af, at de fleste radiostationer nægtede/blev presset til ikke at spille den.
4. The Special A.K.A. ’Free Nelson Mandela’ (1985)
The Specials’ blanding af postpunk, ska og dub ramte en åben nerve i det recessionsramte britiske samfund på tærsklen til Thatcher-æraen (1979-90). The Specials var et raceblandet musikkollektiv med flittige udskiftninger og interne skærmydsler, men de afspejlede en modkulturel drøm om fællesskab på tværs af forskelle og etnicitet. De satte strøm til mange af de tanker og tendenser, der prægede både musikkulturen i tiden efter punkens udrensninger og samfundet som helhed. ’Ghost Town’, Damons Albarns erklærede yndlingssang, blev et kæmpehit i 1980, og er en levende beskrivelse af forråede mentale og geografiske bylandskaber, en indirekte fuckfinger til ’the establishment’.
Efter yderligere personelproblemer kørte kun Jeffrey Dammers gruppen videre, nu under navnet The Specials A.K.A. Gruppens tredje album blev ikke nogen stor succes, men nummeret ’Free Nelson Mandela’ viste sig at have ben at gå på. Der blev op gennem 80’erne sat så meget fokus på Apartheid-problematikken, at mange anser nummeret for at have en del af æren for, at det inden for en overskuelig årrække lykkedes at vælte det racistiske styre i Sydafrika og sætte Mandela fri efter 27 år bag tremmer. Ikke mindst fordi sangen blev vældigt populær i Afrika og dermed blev en form for slagsang for det oprør, der hele tiden ulmede lige under overfladen. Sangen optog også en prominent rolle i den 70 års-fødselsdagskoncert for Mandela, som en række musikere organiserede i 1988. Her sang Dammers den blandt andet sammen med Elvis Costello.
5. Elvis Costello ’Shipbuilding’ (1982) / ’Tramp the Dirt Down’ (1989)
Hvis nogen musiker var en utrættelig kritiker af Thatcher, var det Elvis Costello, hvis sylespidse pen ved flere lejligheder op gennem 80’erne agerede skarpretter mod jernladyen og hendes korps af spytslikkere. Costello, der lignede og lød som en blanding af 50’er-rock’n’roll-stjernen Buddy Holly og punkeren Johnny Rotten, langede i slutningen af Thatchers regeringsperiode ud efter vulgærliberalisten og Pinochet-apologeten med ordene »There’s one thing I know I would like to live long enough to savour / that’s when they finally put you in the ground / I will stand on your grave and tramp the dirt down«.
’Tramp the Dirt Down’ handler om hævn, men først og fremmest om nødvendigheden af protest og oprør. Thatchers værste forbrydelse er, ifølge Costello, at hun kvalte en hel generations fantasi og modstandskraft ved at skabe et klima, hvor magthavernes retorik pressede de undertryktes og marginaliserede stemme under fode: »I never thought for a moment that human life could be so cheap«.
Syv år tidligere leverede Costello en af rockhistoriens smukkeste antikrigssange i forbindelse med Thatchers invasion af Falklandsøerne, som den argentinske militærjunta havde besat. På ’Shipbuilding’ adresserer Costello ikke eksplicit krigen, døden, våbnene eller de politiske beslutningstagere, der står bag. Han zoomer ind på et lokalsamfunds oplevelse af krigens komme: Fra den indledende forventning om øget profit og arbejdspladser på det lokale skibsværft i forlængelse af krigens løfter om investeringer i materiel, der siden vendes til ængstelse og gru, da også lokalsamfundets unge mænd inddrages i krigen som kanonføde på de skibe, der gik ned i krigen mellem England og Argentina.
I andet vers berører Costello censuren og forsøget på ensretning, der rækker ud selv i de små lokalsamfund, der udnyttes og udbyttes i magtens – og krigens – tjeneste: »Somebody said that someone got filled in / for saying that people get killed in / the result of this shipbuilding«. Sangens vers indrammes af det allegorisk-poetiske refræn, der er smuk som en morgenstund i det engelske højland, men hvis vemod rammer som en syngende lussing:»With all the will in the world / diving for dear life / when we could be diving for pearls…«.
6. Sting ’They Dance Alone’ (1987)
Elvis Costello var ikke den eneste populærmusikalske skikkelse, der følte afsky over Thatchers og Reagans støtte til Pinochet og andre højreorienterede militærregimer i Syd- og Mellemamerika i 80’erne.
Guderne skal vide, at der blev skrevet mange kluntede politiske sange i løbet af det årti, og hvorvidt Stings falder på den rigtige eller forkerte side af den usynlige streg, vil jeg ikke gøre mig til dommer over. Det er ikke alle Stings metaforer, der er lige elegante, ofte overtræder han grænsen til det bastante, sentimentale og selvhøjtidelige. Men i sidste ende kan man ikke frasige sangen om Pinochetregimets ofres efterladte at have en rørende effekt og et budskab, som vækker genklang.
Sting prædikede mange ting i 80’erne – at vi skulle passe godt på regnskoven, en neddrosling af den kolde krig (russerne har også børn, som de elsker højt, som han påpeger i sangen ’Russians’) – men ’They Dance Alone’ er nok hans mest ambitiøse, politiske sang i årtiet. Over syv minutter fortæller han om mødrene til de forsvundne, der ’danser alene’ på deres sønners, døtres og mænds gravsteder, fordi det er den eneste form for protest, der er tilladt, før han i sidste vers peger direkte fingre af Pinochet (og hans hjælpere i vesten): »Hey Mr. Pinochet / you’ve sown a bitter crop / it’s foreign money that supports you / one day the money’s going to stop«.
Sting optrådte med sangen ved Amnesty Internationals stort anlagte støttekoncerter sidst i 80’erne, hvor han sammen med blandt andet Peter Gabriel og U2 (der lavede sangen ’Mothers of the Diappeared’ om det samme emne) var med til at sætte fokus på undertrykkelsen af politiske modstandere i især Chile. Pinochets styre faldt i 1990, og Chile er i dag et af Sydamerikas mest velfungerede demokratier.
7. Grandmaster Flash and the Furious Five ’The Message’ (1982) / Public Enemy ’Fight the Power’ (1989)
Hiphoppen har en stolt tradition for protest, det ligger i selve dens dna at være i opposition til det bestående, om det så være sig med fokus på storpolitiske magtstrukturer eller den lokale politistyrke eller hverdagsracismen i ghettoen.
En af de tidligste hiphopklassikere, Grandmaster Flash and the Furious Fives ’The Message’, var en samfundsbevidst- og kommenterende sang, der i løbet af sine syv minutter udfolder et helt verdenssyn (opfattet fra samfundets bund). På den måde inspirerede ’The Message’ kommende grupper som Public Enemy og N.W.A. – ikke bare lyrisk, men også musikalsk, i og med at ’The Message’ åbnede op for, at MC’en fik rum til at ytre sig i langt mere bemærkelsesværdig grad end det tidligere havde været normen, da dj’en (via scratching) havde været i fokus.
I 1989 blev Public Enemy kontaktet af den fremstormende sorte filmskaber Spike Lee, der ønskede en form for musikalsk ledemotiv til sin film, ’Do the Right Thing’. Og sådan gik det til, at et hiphop-mesterværk af en sang blev intimt knyttet til et filmmesterværk. Lees film handler om gryende (socialt og etnisk betingede) konflikter i Brooklyn, og ’Fight the Power’ udgør en løbende kommentar på lydsporet. Måden Chuck D langer ud efter Elvis og John Wayne som emblematiske eksempler på den hvide majoritetskulturs holdning til sorte, skabte særligt røre. Men hele sangen summer af vrede og indignation, og har siden – fra Rodney King-sagen til og med Ferguson – været taget i brug som udtryk for ung, sort vrede med tingenes tilstand, og den er dermed den måske mest indflydelsesrige hiphop-sang overhovedet.
8. NWA ’Fuck Tha Police’ (1988) / Body Count ’Cop Killer’ (1992)
Gangstarappen blev fra slutningen af 80’erne og frem en lukrativ subgenre indenfor hiphoppen med fokus på bandeliv, vold, narko og kriminalitet i det hele taget. Genrens pionerer og tidlige konger var N.W.A. (Niggaz wit Attitudes), der præsenterede verden for Ice Cube og Dr. Dre. ’Fuck Tha Police’ fra debutalbummet (og hovedværket) ’Straight Outta Compton’ satte gang i en større debat i selve toppen af det amerikanske politiske liv om ghettomentalitet, ungdomskriminalitet og ikke mindst muligheden for censur over for ’statsfjendtlige’ ytringer, såsom opfordringer til drab på myndighedspersoner.
Ice Cube nævner flere steder i nummeret – der er bygget op som en slags parodi på en retssag, hvor de tre rappere (Ice Cube, Easy E og MC Ren) fører vidneudsagn over for en dommer (’spillet’ af Dr. Dre) om politibrutalitet – ønsket om at dræbe en betjent eller to. ’Fuck Tha Police’ har vist sig at være et særdeles sejlivet slogan i hiphopkulturen lige siden. Det genfindes fortsat på T-shirts og merchandise af forskellig art.
Sloganet optræder for eksempel i Ice-T’s metal-rap-gruppe Body Counts sang ’Cop Killer’, der i forbindelse med Rodney King-sagen var med til at opflamme til en voldelig reaktion over for myndighedernes negligering af politivold mod sorte. Sangen gav republikanske toppolitikere som Dan Quayle og George H. Bush ammunition (no pun intended!) til et korstog mod rappens ’hadefulde’ ytringer, en bestræbelse, der resulterede i ekstra bevågenhed til Tipper Gores ’Parental Advisory’-kampagne, der fik magt til at advare mod voldeligt eller seksuelt eksplicit indhold ved at påføre musikudgivelser et advarselsklistermærke.
Warner Brothers trak i sidste ende ’Cop Killer’ fra det ledsagende (selvbetitlede) album, fordi flere kæder nægtede at sælge albummet. Man kan så undre sig over, at ingen protesterede i 70’erne, da en hovedrig, hvid rockaristokrat som Eric Clapton sang ’I Shot the Sheriff’ til tops på hitlisten, eller som Ice-T selv udtalte: »Hvis du tror jeg er politimorder, tror du så også David Bowie er astronaut?« (med henvisning til dennes ’Major Tom’-figur fra sangene ’Space Oddity’ og ’Ashes to Ashes’).
9. Soul Asylum ’Runaway Train’ (1993)
Her er vi ovre i en lidt anderledes boldgade: Soul Asylums soft-grunge-kæmpehit fra 1993 havde den håndgribelige effekt, at 26 forsvundne børn og unge angiveligt blev ’genfundet’ i forlængelse af musikvideoens i alt 36 portrætter af navngivne personer, der på frigivelsestidspunktet var meldt savnede. Bandet fik desuden lavet en særlig engelsk og australsk version også med fokus på forsvundne med de to nationaliteter.
Videoens succes med rent faktisk at få rigtig mange mennesker til at henvende sig til FBI siger noget om, hvordan populærkulturel eksponering kan være en hjælpefuldt redskab, når man ønsker at skabe opmærksomhed om en sag. At ’Runaway Train’ samtidig blev så stor en succes – både som video på MTV og VH1 samt i radioen – forstærkede naturligvis effekten tifold. Det skal dog siges, at flere af de ’genfundne’ unge bestemt ikke ønskede at vende tilbage. Der var blandt andet en historie om en pige, der af egen fri vilje levede sammen med sin kæreste, men som på grund af de mange henvendelser i forlængelse af musikvideoen af myndighederne blev tvunget tilbage til en voldelig mor. Det er jo også historien om velgørenhed og de mange gode viljer: Man risikerer at træde nogen over tæerne, når man maser sig frem med en dagsorden.
10. Willie Nelson ’Cowboys Are Frequently, Secretly (Fond of Each Other)’ (2006)
Sangen, der oprindeligt blev skrevet af latin/country-sangskriveren Ned Sublette i 1982, kom til ære og værdighed i forlængelse af homo-western-filmen ’Brokeback Mountain’s succes i 2005, da ingen ringere end ikonet Willie Nelson valgte at genindspille den. Selv om Nelsons version på sin vis var udspekuleret (jævnfør ’Brokeback Mountain’), var den samtidig meget modig, for countrymiljøet har en notorisk berøringsangst overfor homoseksualitet. Nelson er kendt som en meget rummelig fyr (han har hele livet kæmpet for fri hash), men en stor del af hans mere traditionelle publikum blev stærkt fortørnet over legendens omfavnelse af lidt god, gammeldags ’cowboy love’. Til gengæld vandt sangen Nelson mange nye fans, og det tæller jo også. Faktisk blev det hans største hit siden 1984.
En af grundene til, at Nelson sikkert følte, at det kunne være sjovt med en ’coming out’-sang, er tekstens let ironiske tone. Den er hverken melodramatisk eller prædikende, men snarere uhøjtidelig og morsom i den måde den spiller på sammenfald mellem traditionel cowboy-ikonografi og den homoseksuelle subkultur, for eksempel den fælles glæde ved læder: »What did you think all them saddles and boots was about?«
At ikonet over dem alle turde bringe homoerotik i spil startede lidt af en bølge: Dolly Parton fulgte op med ’Travelin’ Thru’ til trans-filmen ’Transamerica’, og den nye countrybølge, der i disse år udgår fra Nashville med en lang række yngre, særligt kvindelige, sangskrivere, har også omfavnet tendensen. Kacey Musgraves er gået forrest med singlen ’Follow Your Arrow’, der er en klar bekræftelse af, at homoseksualitet er cool og helt i orden. Kristne kritikere har hidset en stemning op mod Musgraves, men countrypublikummet synes at have taget både hende og sangen til sig i en grad, der viser, at også den traditionelt meget konservative genres lyttere er ved at ændre sig.
Læs også: #FV15: Her er de perfekte kampagnesange til valgets 10 partier