1. Kalkuleret sololancering: ‘Junk’ (1970)
10. april 1970 lød overskriften i den engelske avis Daily Mirror: »Paul forlader The Beatles«. En uge senere udkom hans første soloalbum, ’McCartney’. Et kalkuleret mediestunt, som da også sikrede, at albummet gik nummer et på den amerikanske hitliste. Tilblivelsen af pladen var dog ikke nogen nem fødsel. Deprimeret og i chok over, at hans elskede band var opløst, trak Macca sig tilbage til sin gård i Skotland og begyndte gradvist at forlige sig med en tilværelse som kunstner alene i manegen.
Resultatet blev et atypisk album, primært indspillet i McCartneys hus på en firespors Studer-båndoptager. Han håndterede samtlige instrumenter selv, og kendetegnende for udtrykket er et nedbarberet, nærmest lo-fi-univers, blottet for de dekorative overdubs, som prydede The Beatles’ album. Man fornemmer tydeligt melankolien i den akustiske ‘Junk’ med xylofon og døsige trommer.
2. Genre-mashup: ‘Live and Let Die’ (1973)
Rollen som kunstner alene i manegen holdt dog ikke længe, og i 1971 dannede han bandet Wings med guitaristen Denny Laine og sin kone Linda som kernemedlemmer. Det resulterede i nyvunden inspiration, hvor McCartney begyndte at gå mere ambitiøst til værks i sin sangskrivning og implementere forskellige genrer og elementer i samme nummer. I ‘Live and Let Die’ fusioneres såvel popballade, energisk rock og reggae. Det dramatiske orkesterarrangement er signeret The Beatles-produceren George Martin, som også skrev soundtracket til James Bond-filmen af samme navn.
Sangen var et bestillingsarbejde, idet producenterne bag Bond-filmene, Albert Broccoli og Harry Saltzman, specifikt bad McCartney om at levere titelsangen. Om denne opgave har han selv udtalt: »At skrive en sang omkring sådan en titel var ikke den letteste ting«. Nummeret er dog med rette blevet en klassiker, idet den viser Maccas kreative spændvidde og genremæssige alsidighed som sangskriver.
3. Et strejf af Vestafrika: ‘Nineteen Hundred and Eighty-Five’ (1973)
McCartney har altid suget inspiration til sig fra eksotiske musikalske kulturer. Da Wings skulle påbegynde deres tredje album havde han et ønske om at indspille et eksotisk sted, og valget faldt på EMI’s studie i Lagos, Nigeria. Det viste sig derimod at have utilfredsstillende optageudstyr. McCartney besvimede under indspilningerne grundet en spasme i bronkierne og blev bebrejdet af landets store stjerne, Fela Kuti, at Wings kun var i Nigeria for at udnytte landets mangfoldige musikkultur.
Ikke desto mindre formåede McCartney og co. at kreere ‘Band on the Run’, som til dato er hans mest succesfulde album, fraregnet The Beatles-pladerne. Såvel titelnummeret som ‘Jet’ var singlehits, men det er når man graver længere ind i albummet, at perlerne funkler. Den pianodrevne ‘Nineteen Hundred and Eighty-Five’ er albummets klimaks og bygger gradvist også op dertil med shaker, synth og et orkestralt crescendo. Macca spiller i øvrigt nummeret på sin nuværende turné.
4. Forvent det uventede: ‘Temporary Secretary’ (1980)
I 1979 satte McCartney Wings på standby (hvilket førte til opløsning af gruppen to år senere) og gav sig i kast med endnu en plade i sit hjemmestudie, hvor han spillede alle instrumenterne selv. Samme spontane tilgang, som prægede hans solodebut ti år tidligere, var også fremgangsmåden på ‘McCartney II’ – denne gang dog i en langt mere eksperimenterende, løssluppen og legelysten grad med markant brug af synthesizere og sequencere.
Der er ganske vist konventionelle numre på albummet, men det er de elektroniske eksperimenter, som er stjernestunderne med ‘Temporary Secretary’ som højdepunktet. Det dominerende synth-motiv skal i øvrigt illudere en skrivemaskine, som sekretæren skriver hektisk på. En genistreg i McCartneys katalog, hvor han godt og grundigt tager røven på fans og folks forventninger. Det her er nummeret, man sætter på, når unuancerede fordomme om den forudsigelige og behagesyge sangskriver McCartney kommer på bordet.
5. Det geniale samarbejde: ‘Say Say Say’ (1983)
Det var genialt set. At slå sig sammen med klodens største popstjerne og derved booste og føje ny inspiration til egen karriere. ’Say Say Say’ fra albummet ’Pipes of Peace’ blev indspillet allerede i 1981, men med udgivelsen i 1983 nåede samarbejdet på ’The Girl Is Mine’ på Jacksons ’Thriller’ rent faktisk at udkomme først. Det var dog med udgivelsen af ’Say Say Say’, at båndet mellem The King of Pop og ex-Beatlen blev cementeret. Mack & Jack blev venner, og sidstnævnte boede hos Paul og Linda McCartney i London, da denne effektive popbasker, som gik nummer et i USA, blev undfanget.
Det var i øvrigt i denne forbindelse, at Jackson via McCartney blev bevidst om værdien af sangrettigheder og få år senere købte forlaget Northern Songs, som sad på rettighederne til The Beatles’ sange. Rygterne svirrede om, at McCartney var rasende, men faktum var, at både han og Yoko Ono, John Lennons enke, ikke bød på salget. McCartney har efterfølgende udtalt, at han var glad for at det blev Jackson, fordi »han var fyren, som historisk set kunne sikre vores sange en god deal«.
6. Det obskure sideprojekt: ‘Transpiritual Stomp’ (1993)
Hvis man troede, at han havde taget røven på én med de elektroniske fiksfakserier på ‘McCartney II’, fik det obskure sideprojekt The Fireman og albummet ‘Strawberries, Oceans, Ships, Forests’ givetvis kæben til at falde helt ned. Allieret med produceren Youth (Martin Glover) dykkede Macca dybt ned i ambiente lydlandskaber farvet af house, techno og trance. Oprindeligt var planen, at albummet skulle være et remix af McCartneys konventionelle album ‘Off the Ground’, men han blev så grebet af konceptet, at The Fireman fik sit eget eksistensgrundlag, som foreløbigt har kastet yderligere to albums af sig: ‘Rushes’ (1998) og ‘Electric Arguments’ (2008).
At et så ukonventionelt udspil udkom på McCartneys (og The Beatles’) respektive pladeselskaber (EMI-Parlophone i Europa og Capitol i USA) øger blot graden af genialitet, og at de kommercielt funderede bosser på disse major labels gik med på konceptet er beundringsværdigt. Den ni minutter lange ‘Transpiritual Stomp’ udkom som single.
7. De eksklusive gigs: ‘Run Devil Run’ (1999)
Han gjorde det med Wings i 1972 og i eget navn i 1991: Tog på en eksklusiv og intim klubturné for at mærke energien fra et væsentligt mindre publikum, end han var blevet forvænt med som en af verdens største rockstjerner. Det var en tilbagevenden til The Beatles’ tidlige år og inspirationskilder, som var bevæggrunden for coveralbummet ‘Run Devil Run’, som han indspillede med blandt andet David Gilmour (Pink Floyd) på guitar og Ian Paice (Deep Purple) på trommer.
Resultatet udmøntede sig i en autentisk hyldest til teenageårernes helte, hvor Macca også bød ind med egne melodier indenfor det rustikke rock’n’roll-lydbillede. For at fuldende cirklen spillede han en koncert på The Cavern Club i forbindelse med udgivelsen. De heldige tilskuere på det intime spillested (med plads til 300 mennesker), hvor The Beatles for alvor fandt deres fodfæste og blev opdaget af manageren Brian Epstein, der fik deres karriere på skinner, fik en mindeværdig aften!
8. Evnen til at forene folk: ‘Freedom’ (2001)
11. september 2001 befandt Paul McCartney sig i New Yorks JFK-lufthavn og overværede terrorangrebene mod World Trade Center fra det fly, han sad i. Det ansporede ham til at skrive denne sang fra albummet ’Driving Rain’, og der er nok konsensus om, at han formår at samle såvel bedsteforældre som børnebørn i fællessang med ‘Hey Jude’-codaen. I ‘Freedom’ får hans evne til at forene folk et mere vedkommende og nærværende touch, baseret på de emotionelt ladede omstændigheder.
Omend den ikke indskriver sig i hans kompositoriske kanon og både stomps og håndklap er lige vel insisterende, besidder nummeret ikke desto mindre et gåpåmod til inspiration og efterfølgelse. ‘Freedom’ er et eksempel på Maccas evne til ubesværet at skrue en iørefaldende sang sammen og sende en bundsolid banger af et omkvæd udover rampen. Alt overskud fra nummeret gik i øvrigt til 9/11-ofrenes familier.
9. Kurt Cobains stand-in: ‘Cut Me Some Slack’ (2012)
Det var et samarbejde, man ikke lige havde set komme: Macca forenet med de tidligere Nirvana-medlemmer i form af bassist Krist Novoselic, trommeslager Dave Grohl og guitarist Pat Smear.
Det var immervæk tilfældet, da ex-Beatlen trådte i et andet rockikons sted i forbindelse med Grohls musikdokumentar ‘Sound City’. McCartney har selv omtalt ‘Cut Me Some Slack’ som en spontan jam og først og fremmest en Nirvana-genforening.
Ikke desto mindre sprudler det rustikke rocktog af vitalitet og inspirerende saft og kraft, blandt andet takket være Pauls slideguitar. Omend nummeret er en sidegesjæft i hans karriere, er det stadig et bekræftende vidnesbyrd på McCartneys fortsatte lyst til at samarbejde på lige vilkår med yngre disciple. Selv om man har rundet de 70 kan rocken stadig dunke i ens krop, og ‘Cut Me Some Slack’ er en solid rockbasker, som Kurt Cobain (og John Lennon, for den sags skyld) kun kan anerkende fra deres plads i rockhimlen.
10. Still going strong: ‘FourFiveSeconds’ (2015)
Lysten til friske samarbejder tog lige et par yderligere nyk op af awesome-skalaen, da McCartney tidligere i år slog pjalterne sammen med to af tidens allerstørste: Rihanna og Kanye West. Omend samarbejdet inkluderer flere sangskrivere og producere, er ‘FourFive Seconds’ kendetegnet ved sin minimalistiske produktion og instrumentering – med Macca på akustisk guitar. En disposition fornuftigt set af West, som tager hensyn til McCartneys baggrund med sangens kompositoriske basis indenfor den klassiske pop og soul.
Selv om han er sin position som musikalsk legende bevidst, har Macca aldrig været for fin til at være en del af holdet – et bundsympatisk træk. Fra det udødelige makkerskab med John Lennon over solokarrierens eklektiske udspil og samarbejderne med giganter som Michael Jackson, Stevie Wonder og Nirvana er ‘FourFiveSeconds’ seneste geniale topskud i en rigt favnende karriere, som vi bestemt håber vil fortsætte et godt stykke tid endnu.
Læs også: Roskilde Festival: 10 bud på årets ultimative lejrsang