NorthSide: John Grants nærværende søndagsseance

Uden megen ståhej gik John Grant og hans band på scenen til stor applaus fra et publikum, der ikke syntes søndagsmærket af weekendens strabadser.

De lagde ud med ‘Marz’, hvor Grants bølgende synth spillede op mod keyboardspiller Chris Pembertons klaveranslag i lutter vellyd.

Musikalsk omfattede koncerten hele spektret af Grants format. Sangene af klassisk tilsnit med de store forløsende omkvæd, heriblandt ‘Where Dreams Go To Die’ og ‘Queen of Denmark’, smeltede naturligt sammen med mere elektronisk funderede sager som ‘Pale Green Ghosts’ og ‘Black Belt’.

Sidstnævnte var klart en medvirkende faktor til, at publikum blev holdt på stikkerne med dyb synthbas og medrivende beats ledsaget af hovedpersonens dramatiske fagter.

Grants seksualitet spillede også ind under eftermiddagens koncert, idet han forklarede baggrunden for såvel ‘JC Hates Faggots’ og ‘Glacier’ som sange med afsæt i det politiske klima i USA og holdningen til blandt andet homoægteskaber. Et LGBT-flag svajede da også demonstrativt i forsamlingen, hvilket han anerkendende bemærkede.

Grant var i det hele taget særdeles veloplagt og omtalte flere gange, hvor glad han var for at være tilbage i Danmark:

»Selvom jeg stadig er elendig til sproget, elsker jeg jer.« Oprigtigheden var mærkbar og gengældelsen varm.

Blandt koncertens absolutte højdepunkter var ‘GMF’, som selvfølgelig blev dedikeret til Danmark, og ‘It Doesn’t Matter To Him’, hvor Grants format som sangskriver stod lysende klart. Den episk svungne ballade blev fornemt bygget op mod et forløsende crescendo.

Den varme mand fra Colorado gjorde sit ypperste til at skyde energi ind i det søndagsdvaske humør, og man forlod koncerten i opløftet og forfrisket stemning.

Læs også: John Grant: Her er soundtracket til mit liv

Se hele vores NorthSide-dækning HER.

John Grant. Koncert. NorthSide.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af