KOMMENTAR I 2008 blev chefen for Meek Mills pladeselskab, Rick Ross, hovedperson i en af hiphopverdenens største kontroverser. Ross, der rappede om, at han transporterede narko tværs over Atlanterhavet og var venner med sydamerikanske diktatorer, viste sig nemlig at have en fortid som fængselsbetjent. En katastrofe skulle man tro, for en rapper er jo afhængig af, at hans fortællinger virker autentiske.
Men nej, Ross svarede på anklagerne med sin karrieres bedste udgivelse, mixtapet ‘Rich Forever’, der tog narkobaronfortællingen til nye megalomane højder. Det viste sig at være lige meget, at historierne ikke havde hold i virkeligheden. Hans fortællinger var større og mere strålende end virkeligheden.
Siden har ideen om autenticitet i hiphop været rystet. Faktisk var der kun et enkelt tabu tilbage, og det blev for nylig italesat af netop Ross-protegeen Meek Mill. Philadelphia-rapperen har nemlig anklaget selveste Drake for at have brugt ghostwritere til sit vers på nummeret ‘R.I.C.O.’ fra Mills netop udkomne album, ‘Dreams Worth More Than Money’. Mills argumenter er klare: Man skal skrive sine egne rim, ellers er man en fake. Punktum.
Det er ikke ulig argumenterne mod Rick Ross, der gik på, at man var fake, hvis man ikke havde levet sine rim. Men argumenterne mod Ross smuldrede, fordi de fleste rapperes tekster for længst havde forladt realismens råderum og søgt hen mod fantastiske fortællinger.
Diskusionen om ghostwritere er dog mere komplekst, for i 2015 er en rapper ikke nødvendigvis en punchline-perfektionist, der søger modstandere at battle på gaden. Nej, en rapper kan både være en popstjerne, en kunstner der trækker på et kollektiv eller noget helt tredje. Og dermed bliver skellet mellem ghostwriter og samarbejdspartner i stigende grad opløst.
Albummet som et kollektivt projekt
I gamle dage var det artister som pladebosserne Dr. Dre og Puff Daddy eller pop-rappere som Will Smith, der engagerede ghostwritere. Jay Z skrev ‘Still D.R.E.’, og Nas skrev ‘Gettin’ Jiggy Wit It’, og forholdet mellem ghostwriter og artist var sort-hvidt. Deres store udgivelser fra omkring årtusindeskiftet (Dres ‘2001’ og Puffys ‘The Saga Continues…’) er ikke en enkelt kunstners præstation, men snarere mesterværker af sublim kuratering. Og når ghostwriter-situationen er gået fra sort-hvid til en mere gråtonet zone, er det, fordi hiphoppens store enere er begyndt at producere album, der har en lignende kollektiv vision, men samtidig fastholder den enkelte artist som altoverstrålende fikspunkt. De sparrer med en hær af artister, men har ingen decideret ghostwriter.
På den måde opstår situationer som Kanyes ‘Yeezus’, der blandt sine 67 krediteringer omfavnede alle fra Justin Vernon og Daft Punk til Chief Keef og Evian Christ. Drake illustrerede den kollektive ånd ved at udsende en ekstremt lang takkeliste med sit seneste mixtape, ‘If You’re Reading This It’s Too Late’. Listen var ikke blot den sædvanlige opremsning af shoutouts, man finder i så mange albumhæfter, men en oprigtig kortlægning af indflydelser som for eksempel digteren Kenza Samir, der ifølge Drake hjalp på ‘Connect’ fra ‘Nothing Was the Same’-albummet. Det er blandt andet hende, linjen »learn to love people and use things / and not the other way around« kommer fra (en ekstremt Drake-agtig linje i øvrigt).
Så ja, Drake er unægtelig en rapper, der suger indflydelser til sig – om det så er hans brug af krediterede samarbejdspartnere, hans veldokumenterede fascination af Houston-rap eller hans evne til at føje sit navn til regionale hits ved hjælp af et remix, som han har gjort med Migos’ ‘Versace’, iLoveMakonnens ‘Tuesday’ og senest Fetty Waps ‘My Way’.
Rapperen fra gaden
Meek Mill personificerer hiphoppens ældste etos: Ideen om rapperen fra gaden, der skriver sine egne rim og mener alt, han siger. For ham er det at rappe ultrapersonligt. Det handler om egne evner. Drake derimod trækker på et helt hold. Det er to fuldstændig forskellige tilgange til at skabe musik. Til en vis grad kan man forestille sig Meek Mill som den analoge rapper og Drake som den digitale. Mill er alene på gaden med kun sin egen stemme som arsenal. Drake derimod bruger alt, han kan finde, og suger inspiration og indflydelser til sig – uanset om det er gennem det nyeste track, en artist der hjælper ham med at skrive, eller en producer der kan tilføje noget i studiet.
Dermed opløser han hiphoppens sidste tabu, nemlig ideen om, at en rapper nødvendigvis skal skrive alle sine tekster selv. Syv år efter at autenticitetskravet til teksternes indhold blev opløst af Rick Ross, ser det ud til, at Drake opløser kravet om, at man selv skal være sine teksters ophavsmand. Så når Meek Mill anklager Drake for at bruge en ghostwriter, er det ligegyldig, om anklagen er berettiget. Det giver slet ikke mening at rejse sådan en anklage mod en artist som Drake.
Læs også: Drake er ikke færdig med Meek Mill: Hør det nye diss-track ‘Back to Back Freestyle
Læs også: Nicki Minaj på krigsstien og Drake under angreb: Tre vanvittige nye beefs i musikverdenen