1. Kwamie Livs forførende scenepersona
Der er bare noget befriende ved en kunstner, der tør dyrke det outrerede uden frygt for at virke påtaget. Kwamie Liv er en sådan kunstner, hvilket hun slog fast under sin koncert på Royal Stage først på aftenen, hvor festivalfolket stadig var en tand for tilbageholdne og så dybt i dåseøllene, imens de forsigtigt vuggede med til den dansk-zambianske sangerindes über-sexede elektroniske pop. Kwamie Liv fornemmede hæmningerne, men holdt sig ikke tilbage fra at spankulere scenen godt til i sine tårnhøje støvler og sågar tage en festivalgæst i hånden, imens hendes forførende sovekammervokal spandt sig igennem ’Coming THRU’, ’5AM’ og selvfølgelig ’Lost in the Girl’. Kwamie Livs mystik kan få hende langt.
2. Whytes charmerende, akavede r’n’b
Den dansk-islandske duo gør sig i en støvet og soulet r’n’b, som kan opleves på deres debut-ep ’K.B.H’, og hvad deres lyd måske savner i originalitet, indhenter de i uspoleret spilleglæde og akavet charme. I hvert fald under duoens koncert først på aftenen, hvor forsanger David Ólafssons relativt spinkle figur udstrålede en begejstring så umiddelbar, at den tændte lys i øjnene på festivalfolket i det ellers halvtomme telt. Ólafssons indfølte fraseringer spillede sidst i koncerten elskeligt op imod en lun saxofon, og han kastede sig tilmed ud i Beyoncé-referencer med et halvt genert, halvt selvbevidst glimt i øjnene. Uforfalsket glæde ved eget materiale tilsat en tilpas dosis ydmyghed er sgu svært at stå for.
3. Blaue Blumes nyvundne selvtillid
Artrockerne spillede deres første koncert nogensinde på Trailerpark for to år siden på festivalens store scene for et stort set fraværende publikum, og det var derfor et godt træk fra festivalens side i år at genplacere bandet på Royal Stage ud på de sene aftentimer. Blaue Blume fik nemlig fortjent bevist, hvor ambitiøs, potent og betagende en lyd, de mestrer, imens de også fik flashet en selvtillid, der var fraværende ved bandets koncert for to år siden. Jonas Smith var en mere talende og smilende frontmand end tidligere set, og han demonstrerede, at han har potentiale til at blive en af landets mest forførende og karismatiske af slagsen.
4. Anyas indtagende r’n’b
Der er noget meget elskeligt over Anyas umiddelbare r’n’b og ditto personlighed. Sangerinden gør en dyd ud af at være i øjenhøjde med sit publikum, hvilket også gjaldt under hendes koncert på Royal Stage, hvor hun afslappet og imødekommende dansede sig igennem sine spændstige, sødmefulde kærlighedssange. Anyas blide vokal er overmåde behagelig, og imens singlerne ’Greet Me’ og ’Need to Know’ fik fødderne til at trippe på skatebanen, viste en række nye sange, hvordan Anya på sin kommende debut-ep eksperimenterer med hiphop. Eksperimenterne til trods kan man ikke komme udenom, at hun er lidt for pæn i sit udtryk. Det er skønt med en jordnær (og påklædt) r’n’b-sangerinde, men hvis Anya fremover kan få musikken til at stikke lidt mere, vil hun blive interessant og ikke bare safe.
5. Tomas Barfods poppede klubfest
Tomas Barfods halvt poppede, halvt housepumpende solomateriale var en noget nær perfekt overgang fra aftenens mere tilbagelænede koncertoplevelser til regulær nattefest. Kun assisteret af en trommeslager betjente Barfod selv både livetrommer og laptop, som han ubesværet vekslede imellem. Og skønt svenske Nina Kinert glimrede ved sit fravær under de stærkt melodiøse popnumre fra sidste års fremragende ’Love Me’-album, gjorde hendes stand in en solid indsats. ’Happy’, ’Pulsing’ og ’Until We Die’ gik alle i benene på festivalfolket, imens ’November Skies’ med omkvædets uovervindelige, repeterende strofer satte punktum for en effektiv fest og en solid streg under, hvor god en popsnedker Barfod er.
Læs også: Fem enestående øjeblikke på Trailerparks første dag