Dâm-Funk udforsker den guddommelige funk i et personligt virvar
»The upheaval suffered by the human race begin to occur because of our insistence on removing all elements of the funk (…) This new beginning will cause an evolutionary leap in consciousness and in the message of funk itself. For if we invite the light it sincerely comes to us. If we invite the funk, it will never let us down«.
Sådan lyder introen på Dâm-Funk’s længe ventede efterfølger til hans efterhånden episke opus af en debut, ’Toeachizown’ fra 2009, der katapulterede den californiske producer ind i funkmosfæren. Successen med debuten har siden affødt en række prominente samarbejder med navne som Steve Arrington, Snoop Dogg og Nite Jewel, og flere af dem pryder også gæstelisten på ’Invite the Light’, der desuden tæller navne som Q-Tip, Jody Watley og Flea.
Føromtalte monolog leveres såmænd også af Junie Morrison, der, som medlem af og mastermind i både Ohio Players og George Clintons Parliament-Funkadelic, taler med en vis autoritet, når han tager funken i sin mund. Ligesom P-Funk-mytologien abonnerer monologen nemlig på ideen om en forestående mægtiggørelse af mennesket gennem den guddommelige Funk.
Der er altså ingen tvivl om, hvor Dâm-Funk kommer fra, men spørgsmålet er, hvor han er på vej hen på album nummer to. For selv om der en gennemgående fremskridtstro at spore alene i titlerne på indledende numre som ’We Continue’, ’Somewhere, Someday’, ’Surveillance Escape’ og ikke mindst den uptempo-elegante ’Floating On Air’, skifter perspektivet og retningen på pladens anden halvdel.
Indledt med statementet »and now, back on earth« kommer vi herefter hurtigt ned fra de højere luftlag, hvorfra det bliver tydeligt, at det er på sin desillusion denne del skal kendes. Særligt den forstillelsesfornægtende ’Acting’ med Ariel Pink er et højdepunkt i dens forening af de to californiske karakterers dybe musikforståelse og insisteren på at være dem selv, ligesom Detroit techno-pastichen ’O.B.E.’ vidner om Dâm-Funks brede genretække, der omvendt får lov at syre lige lovlig meget ud i al sin stilistiske besættelse på denne halvdels indledende suite af overvejende instrumentale numre.
På den måde kan det også høres, hvordan der er tænkt over detaljerne og dramaturgien på ’Invite the Light’, der endda ender i et klimaks med ’Virtuous Progression’, som udtrykker ønsket om moralsk fremskridt for menneskeheden. Men måske er det også problemet på pladen; At den bliver for tænkt, for funk er om noget en genre, der er forbundet med det fysiske, og som man nemt fremmedgøres fra, hvis den fortænkes.
Kort sagt:
’Invite the Light’ er Dam-Funk’s mest alsidige, men også mest personlige projekt til dato. Af samme grund kan det også være svært at følge med produceren ud i alle afkrogene af hans univers, men til gengæld kan man nyde hans mesterlige genre- og instrumenttække på vejen.