Rage Against the Machine-bassist Tim Commerford: »Jeg undskylder for Limp Bizkit«

Rage Against the Machine-bassist Tim Commerford: »Jeg undskylder for Limp Bizkit«
Tim Commerford til højre.

Tim Commerford, kendt som bassist i Rage Against the Machine og den tidligere supergruppe Audioslave, tager afstand fra Limp Bizkit i et endnu ikke offentliggjort interview med Rolling Stone Magazine. Det skriver Rolling Stone selv i en artikel med brudstykker fra det fulde interview.

Rage Against the Machine blev et af 90’ernes største rocknavne med deres blanding af heavy metal, funk og rap, og det var en stor inspiration for nu metal-gruppen Limp Bizkit, der af de fleste nok bedst huskes for sange som ’Rollin (Air Raid Vehicle)’, ’My Way’ og covernummeret ’Behind Blue Eyes’, der alle var store hits i starten af det nye årtusinde. Limp Bizkit har gentagne gange spillet Rage Against the Machine-klassikeren ’Killing in the Name of’ til koncerter, hvor forsanger Fred Durst har pointeret, hvor meget den sang betød. Om det siger Tim Commerford:

»Jeg undskylder for Limp Bizkit. Det gør jeg virkelig. Jeg har det dårligt over, at vi inspirerede sådan noget lort«.

Striden mellem de to bands har en længere historie. Til MTV Video Music Awards i år 2000 tabte Rage Against the Machine i kategorien Best Rock Video til Limp Bizkit, hvilket i protest fik Tim Commerford til at kravle op på scenestilladset og nægte at komme ned. Han blev fjernet af sikkerhedsvagter, blev arresteret og tilbragte en nat i spjældet.

»Men de [Limp Bizkit] er væk nu«, siger han i interviewet. »Det er det smukke. Der er kun et band tilbage, og det er Rage«.

Tim Commerford er åbenbart ikke klar over, at Limp Bizkit stadig spiller og blandt andet har planlagt en turné til efteråret.

Striden lever altså videre.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af