Forfriskende: Beach House afviger fra deres egen formel på fortættet surprise-album
Hvis det bare to måneder gamle ’Depression Cherry’ føltes som et lille skridt væk fra de funklende drømmepop-øjeblikke på Beach Houses seneste udgivelser, går Baltimore-duoen endnu dybere ned i afgrunden på surprise-udgivelsen ’Thank Your Lucky Stars’.
Her er ingen oplagte, himmelragende singler blandt albummets ni skæringer. Til gengæld formår de at skabe et gennemført fortættet univers fyldt med stemningsskabende billeder, der sammen med deres signatur-søvnige, dronende dyne af lyd vender tilbage til dyderne fra ’Devotion’ og det selvbetitlede debutalbum fra 2006.
I stedet for at besynge kærligheden, universet og sjælen, der tidligere har udgjort stoffet i Beach Houses nostalgiske lydtapeter på især ’Teen Dream’ og ’Bloom’, er Victoria Legrand straks mere konkret og politisk på ’Thank Your Lucky Stars’.
’Rough Song’ lyder måske som en blød vuggevise, men under overfladen gemmer sig mørke familiehemmeligheder og alkoholmisbrug: »Shut the door / she’ll have no more / another vodka cocktail party / her story unravels like a ribbon in the windy distance«.
Ligesådan får den smukke orgelhymne ’Common Girl’ en bitter eftersmag med sin fortælling om en tragisk kvindeskæbne, hvor »the streets are filled with the strangers who pays the bills«. Når Legrand kredser om denne unavngivne ’she’ på adskillige af albummets numre, føles det konkret uden at være personligt, og mere som en genfortælling af en drøm, man ikke helt kan huske detaljerne til.
Mens teksterne på Beach Houses hidtidige udgivelser har trådt i baggrunden for de følelsesmættede produktioner, har Legrands ord og stemme denne gang fået en mere prominent rolle – og af samme grund føles lyden nærmest sekundær på ’Thank You Lucky Stars’. Ser man bort fra albumåbneren ’Majorette’ er der et fravær af Alex Scallys krystalliserede guitarriffs, ligesom der er skruet ned for de grandiose, katedralklingende orgler, der tidligere har domineret universet. I stedet føles lyden til tider mindre, mere ligefremt rocket, som på den ulmende ’All Your Yeahs’ eller den mudrede stenerrock på ’One Thing’.
Selv på det dystert futuristiske højdepunkt ’Elegy to the Void’ er den mere jordnære tilgang tilstedeværende. I stedet for at lade et nummer om ’The Void’ – det gabende tomme hul, der udgør intetheden – rage mod kosmiske højder, holder duoen sig til et repeterende orgel, et par guitarakkorder og en lavmælt sky af feedback i nummerets tre minutter lange udsyrede outro.
Gør fraværet af de svulmende, romantiske følelser dette til et mindre godt Beach House-album? Tværtimod. Når man vælger at udgive to album så tæt på hinanden, er det blot forfriskende, at duoen viger en smule fra formlen.
Kort sagt:
På deres sjette udgivelse, der kommer bare to måneder efter deres femte, træder Beach House længere væk fra ’Teen Dream’ og ’Blooms’ funklende drømmepop. I stedet skaber Baltimore-duoen smukke narrativer takket være et rigt tekstunivers og en tilbagesøgen til den mere jordnære, signatur-søvnige dyne af lyd fra Beach Houses første to album.
Læs anmeldelse: Beach House ‘Depression Cherry’