Neon Indians tredje album er en blanding af forglemmelig bollemusik og sublime højdepunkter
Tilblivelsesprocessen for Alan Palomos tredje album under Neon Indian-navnet lyder som en sær drøm: Hans bror Jorge er bassist i et band på et krydstogtskib, og Alan tomlede med på en tur fra Florida til Bahamas, mens han indspillede albummet i en af kahytterne og sugede margaritaer dagen lang. Han nåede dog også at skvatte ned ad en trappe på båden og arrede dermed sit ansigt for livet.
Om det er denne eskapistiske undfangelse, der har påvirket den ellers så shoegaze-introverte og patos-pumpende popsmed til at proppe sit nye album med mere fest og funk end følelser og mere dansevenlighed end dybde er svært at gisne om – eller om det er parløbet med Spank Rock-produceren XXXchange og beslutningen om at skære albummet som soundtracket til en fiktiv b-film, der har gjort udslaget. Det er i hvert fald en grundforandret Neon Indian, der møder lytteren her.
Chillwaven er lagt på hylden, og albummet vækker undertiden mindelser om tidlig The Police i den reggae-influerede single ‘Annie’, andetsteds om Grace Jones i start-80’erne, da hun forlod discoen til fordel for den karakteristiske reggae/new wave-hybrid, der prægede hendes bedste album. Og så skal man sikkert ikke begynde at forske alt for dybt i, hvorfor ‘Cygni Ave’ fremstår som snydt ud af næsen på Men At Works ulidelige landeplage ‘Down Under’.
Desværre er albummet også alt for længe om at ankomme til noget substans. De første seks numre er en sovset sump af forglemmelig bollemusik, men der begynder for alvor at ske noget med den veldrejede disco-basker ‘Dear Skorpio Magazine’ og househit-kandidaten ‘Slumlord’, der sammen med balladen ‘Baby’s Eyes’ og den fuldstændigt sublime lukker ‘News From the Sun’ (som tapper ind i den kreative åre, der også pumpede igennem Prince anno ‘Around the World in a Day’) er højdepunkterne her.
Det siger sig selv, at det er lidt for få teltpæle til helt at bære albummet, hvis øvrige numre mere er spillen med producermusklerne og en masse tamt og tomt effektjageri end egentligt lødigt sanghåndværk.
Kort sagt:
Neon Indian forlader på sit tredje album næsten chillwaven til fordel for ekskursioner ud i funk, disco og reggae. Resultatet er noget blandet: Første halvdel af albummet føles som en sump af forglemmelig bollemusik, mens anden halvleg byder på sublime højdepunkter, der dog ikke helt er nok til at løfte helheden. Der er for megen spillen med producermusklerne på Palomo og hans makker på albummet, Spank Rock-lydarkitekten XXXchange, for meget effektjageri og for lidt reel substans.