Death Cab for Cutie fik sjæl og krop til at mødes

Med håret hængende for øjnene og svedbånd på håndleddet så tiden ved første øjekast ud til at have stået stille for Ben Gibbard og resten af Seattle-bandet Death Cab For Cutie, der havde sin absolutte storhedstid for omkring et årti siden, da de skrællede ironien af Pavement og Built to Spills indierock. Men selv om håret måske skjulte nogen høje tindinger, var der absolut ikke andre alderstegn at spore hos et vitalt og velspillende band.

Med hyppige guitarskift, høj intensitet og en overrumplende stærk og karakteristisk vokal fra forsangeren fyldte Death Cab Amager Bios rum med en fin blanding af nyt og gammelt. Bandets styrke og svaghed har altid været de stærke følelser uden på tøjet med ligefremme metaforer, der i deres melodiske og fortættede univers rammer lige ind i ethvert forvokset teenagehjerte, men ude af sammenhæng er nemme at pege fingre ad.

For måske lød strofer som »love is watching someone die« stærkere tilbage midt i 00’erne, da Seth Cohen og resten af ’The O.C’-slænget gav bandet et globalt publikum, men denne aften formåede Death Cab for Cutie at håndtere balancen mellem relevans og nostalgi på overbevisende maner. Ben Gibbard skabte god dynamik, når han først rykkede om bag klaveret til den fine ’What Sarah Said’ og så med akustisk guitar ledte an i tyst fællessang på ’I Will Follow You Into the Dark’.

En stærk omgang ekstranumre gav en fin afrunding på et kærkomment søndagsstævnemøde mellem krop og sjæl – selvfølgelig hittet ’Soul Meets Body’, den vekselvirkende ’Bixby Canyon Bridge’ og den absolut magiske ’Marching Bands of Manhattan’.

Måske nager det bandet, at deres fine sangskrivning og oprigtige poesi aldrig gjorde dem til det stadionmonster a la Arcade Fire, som det en overgang pegede i retning af, men da de svedige forlod Amager Bios scene virkede både de og publikum overordentligt tilfredse.

Læs anmeldelse: Death Cab for Cutie ‘Kintsugi’