Death Cab For Cutie
Der ligger en ironi i, at Death Cab for Cutie har navngivet deres ottende album efter kintsugi, der er en særlig japansk kunstform, hvor man anvender guld til at reparere skåle og således føjer en ny stiliseret dimension til et ødelagt produkt.
For hvis der er noget, ‘Kintsugi’ ikke er, så er det en synlig forbedring af gruppens udtryk. Det ser ellers på papiret fornuftigt ud, eftersom Ben Gibbard og co. har inviteret den navnkundige Rich Costey indenfor i den varme producerstol.
Nu er Death Cab for Cutie ganske vist ikke gået i stykker, omend gruppen mistede den mangeårige guitarist og medstifter Chris Walla sidste år; et vitalt medlem, som også var bandets lydsnedker. I stedet er Costey trådt til, og hans karakteristisk store armbevægelser inden for lyddesign formår desværre ikke at maskere den nuværende trios mangel på solidt materiale.
‘No Room In Frame’, førstesinglen ‘Black Sun’ og ‘Little Wanderer’ er uforglemmelige sager, der fiser sporløst lige gennem hovedet. Gibbards ansatser til et mere inderligt udtryk på ‘Hold No Guns’, ‘You’ve Haunted Me All My Life’ og ‘Binary Sea’ falder heller ikke helt så vellykket ud til bandets fordel.
Ret skal dog være ret, og på trods af omkvædets håbløse tekst (»what am I supposed to do / I’m calling out to you / you’re miles away / it’s true«) fremstår ‘Everything’s a Ceiling’ veloplagt og overbevisende med brede synthflader og melodiøse guitarlinjer, ligesom ‘The Ghost of Beverly Drive’ og ‘El Dorado’ drøner af sted med et ganske effektivt og frækt drive.
Konklusionen forbliver dog, at Death Cab for Cutie har begået et album, som for ofte fedter rundt mellem behagesyge og kommerciel kalkule, og hvor fordums mindeværdige melodier er syltet til fordel for en vellydende fernis. Ligesom de japanske potter ser det pirrende og indbydende ud ved første øjekast, men man erfarer hurtigt, at der er tale om en lappeløsning af tidligere helstøbt materiale.
Læs også: Death Cab for Cutie til NorthSide