Coldplays sukkersøde konfettipop fungerer bedst som oplæg til drikkespil

Bevares, det er ikke første gang Coldplay flirter med det højglanspolerede og det hysterisk opstemte. ’Viva la Vida Or Death and All His Friends’ (2008) udgjorde et ret befriende sidespring efter den monokromt bombastiske melankoli, der tyngede gruppens tredje album, ’X&Y’ (2005), og ’Mylo Xyloto’ (2011) var en ren popsatsning, der dog havde svært ved at producere medrivende sange af samme kaliber som forgængerens charmerende ’Viva la Vida’ og ’Strawberry Swing’. Chris Martin og co. har dog aldrig tidligere virket så insisterende i deres lalleglade jubeloptimisme som på deres syvende album, der bærer den definitive Coldplay-agtige titel, ’A Head Full of Dreams’.

Det er virkemidlerne fra ’Viva la Vida’ og ’Mylo Xyloto’, der fungerer som skabelon for de 11 skæringer på gruppens syvende (og angiveligt sidste) tur rundt i albummanegen. Men hvor man tidligere har arbejdet sammen med lydlige begavelser som Brian Eno og Jon Hopkins, er det denne gang det norske producerteam Stargate, der forsøger at skabe fest i gaden. Det svarer lidt til at skifte årgangssherry ud med saftevand.

Åbnings- og titelnummeret kombinerer noget der med god vilje kan kaldes for en Nile Rodgers-vibe med de der ringlende guitarer, som i Jonny Bucklands hænder lyder som hvis forbilledet The Edge blev surret fast til en karrusel og fik stoppet munden fuld af vingummi. Hvor et syv år gammelt nummer som ’Strawberry Swing’ tændte op under en fornemmelse for bittersødme og nostalgi, så mangler der her popsangens altafgørende ingrediens: Den gode melodi.

Jeg vil næsten anbefale, at man laver et drikkespil ud af ’A Head Full of Dreams’. Man kan passende tage udgangspunkt i forekomsten af Chris Martins trademark ’oh-oh-oh’-og-’uhu-uh-hu-uh’-udbrud i løbet af albummets spilletid. På den måde ender man med sikkerhed med en mellemstor kæp i øret. Og så har man da det sjovt så længe.

Uagtet hyppigheden af Martins latente trang til ordløst fyld, så lander det hver gang som slag i en meget blød pude. Det samme gør forsangerens med rette forkætrede lyrik, der er blottet for enhver fornemmelse for konkret sanselighed, og i stedet bevæger sig rundt i et luftlag af vage abstraktioner, intetsigende generaliseringer og ekstremt fortærskede metaforer (denne gang med en særlig forkærlighed for fugle, himmelfænomener og diamanter).

Albummets sange, der har sigende titler som ’Amazing Day’, ’Fun’ og ’Birds’ (her indskriver Coldplay sig i konkurrence med Adele om at levere årets mest intetsigende af slagsen), er skåret over den stort set samme læst. Albummets sange er affyringsrampe for konfettikanoner med glitterpapir i alle regnbuens farver. Den intenderede virkning udebliver i foruroligende grad, selv om gruppen pumper løs med den ene lighter-svingende banalitet efter den anden.

Magien vil måske opstå i mødet med millioner af fans i løbet af næste års koncertrække, men som albumoplevelse savner man i forstemmende grad nogle kalorier og nogle kontraster, der kan udviske indtrykket af en kalkuleret, idéforladt og enstonig musikoplevelse.

Coldplays musik kunne i denne ombæring lige så godt være resultatet af en fokusgruppe nedsat af Martins new age-begejstrede ex-kone, Gwyneth Paltrow (der bidrager med pseudospirituel pludren til balladen ’Everglow’), end som resultatet af et band, der rent faktisk kommunikerer med hinanden. Man har næsten lidt ondt af Martins tre medsammensvorne, der må spørge sig selv hvad pokker meningen egentlig er med den cirkusattraktion, de tager del i, alt imens deres gamle vens dejskraber af en vokal gnider alle tilbageværende knaster ud, så der kun er en effektivt skrabet sukkermasse tilbage på bordpladen.

Det er lidt som synet af et digitalt retoucheret ansigt, som man ved er meget smukkere i virkeligheden, fordi det – når man kan mærke, se og føle – er et menneske af kød, blod, sener og knogler.

Der er små ansatser til tænding i spoken word-bagatellen ’Kaleidoscope’ og den mildt funky basgang i ’Birds’ (hvis outro dog er et pauvert rip off af Strokes-sangen ’Undercover of the Darkness’), mens Noel Gallagher leverer en ’Champagne Supernova’-agtig guitarsolo på ’Up & Up’, der i det mindste skiller sig ud fra den omgivende sødladne træghed.

’A Head Full of Dreams’ fylder ikke ens hoved med drømme, men snarere med en fornemmelse af hvinende tænder efter indtagelsen af et fuldt dusin mellemstore serveringer med candyfloss på spyd.

Det er alt for lidt og alt for meget på en og samme gang.

Læs også: Coldplay-koncerten udsolgt på en halv time – ekstrakoncert i Parken nu annonceret