1947: Mr. Jones
David Robert Jones kommer til verden og vokser op i et støvet middelklassekvarter i forstaden Bromley sydøst for London. Han har senere beskrevet stedet, som værende alt det, han igennem musikken altid har forsøgt at slippe væk fra.
1959: Det første instrument
Lille David er glad for musik. Han lytter til sin fars pladesamling, hvor den nye amerikanske rock’n’roll er rigt repræsenteret, og han får et legetøjsinstrument i julegave – en plastiksaxofon. Den bliver senere skiftet ud med en rigtig saxofon, der bliver hans primære instrument, indtil han senere begynder at synge og spille guitar.
1962: Blåt øje og artwork
I et slagsmål med skolekammeraten George Underwood får David et fingerring-beklædt knytnæveslag lige i venstre øje. Det giver ham en varig pupilskade og er grunden til, at det ser ud som om, han har henholdsvis et blåt og et brunt øje. De to forblev dog venner, og Underwood har blandt andet lavet artwork til ‘Hunky Dory’ og Ziggy Stardust-pladen.
1967: Debut uden succes
Efter en række forskellige bandkonstellationer og kunstnernavne bliver efternavnet Jones skiftet ud med Bowie, inspireret af den amerikanske pionér fra det 19. århundrede, Jim Bowie, og solodebuten ‘David Bowie’ bliver udgivet. Albummet består af folk-inspirerede, guitarbårne numre men opnår ikke den forventede succes.
1969: Touch down
Op til Apollo 11’s landing på månen i juli 1969 bliver singlen ‘Space Oddity’ udsendt, og den engelske tv-kanal BBC bruger nummeret under deres dækning af månelandingen. Det bliver Bowies gennembrud, og singlen topper hitlisterne i hjemlandet. Senere på året bliver albummet af samme navn udgivet.
1971: Indtager USA
En stor del af 1971 tilbringer Bowie i USA. Han er dels på pr-turné og forarger det borgerlige Amerika ved at møde op iklædt dametøj til et pressemøde, og dels hænger han ud i New Yorks musik- og kunstnermiljø sammen med Andy Warhol, Lou Reed og Iggy Pop, der giver inspiration til albummet ‘Hunky Dory’, som bliver udgivet samme år.
1972: The Rise of Ziggy
Et andet resultat af Bowies ophold i USA er figuren Ziggy Stardust. Inspireret af eksperimenterende performanceteater, det homoseksuelle miljø i New York, science fiction og hans daværende kone Angela Bowies styling genopfinder Bowie sig selv i rollen som flamboyant rockmessias og udgiver konceptalbummet ‘The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars’.
1973: The Fall of Ziggy
Under en koncert i London erklærer Bowie, at det er Ziggy Stardusts sidste optræden. I løbet af bare et år er karakteren vokset til at blive indbegrebet af glamrock og et stilikon for titusindvis af fans, der farver håret rødt, iklæder sig tætsiddende heldragter og maler guldcirkler i panden. Bowies originale kostumer vil blive udstillet i London i år – 40 år efter Ziggy Stardust forlod scenen for sidste gang.
1976: Et nyt alterego
Med albummet ‘Sation to Station’s titelnummer introducerer Bowie sit nye alter ego, The Thin White Duke, der på mange måder er den diametrale modsætning af Ziggy Stardust. Iklædt mørkt jakkesæt, hvid skjorte og med en svær forkærlighed for kokain er han Ziggys mørke side.
1976-79: Berlin og Eno
I 1976 flytter Bowie til Berlin for at blive stoffri. Her deler han en lejlighed med vennen Iggy Pop og indleder et musikalsk samarbejde med Brian Eno, der resulterer i Berlin-trilogien ‘Low’, ‘Heroes’ og ‘Lodger’.
1980-83: Kommercielt gennembrud
I start-80’erne opnår Bowie mere mainstream stjernestatus med hitsingler som ‘Ashes to Ashes’, samarbejdet med Queen på nummeret ‘Under Pressure’ og det kommercielle succesalbum ‘Let’s Dance’, hvorfra nummeret af samme navn bliver hans bedst sælgende single.
1986: Anerkendt skuespiller
Sideløbende med sin musikalske karriere er Bowie også en anerkendt skuespiller inden for både film og teater, hvor han blandt andet har spillet hovedroller i science fiction-filmen ‘The Man Who Fell to Earth’ og i en anmelderrost Broadway-opsætning af ‘Elefantmanden’. I 1986 spiller han rollen som troldkonge i Jim Hensons eventyrfilm ‘Labyrinth’.
1989: Nu med band
Bowie erklærer sin musikalske solokarriere for overstået og danner i stedet rockbandet Tin Machine, der når at udgive to album med lunkne anmeldelser, inden de opløser sig selv igen to år senere. Bowie genoptager herefter solokarrieren med 1993-albummet ‘Black Tie White Noise’, der er inspireret af hans bryllup med modellen Iman, som han var gift med frem til sin død.
1997: Mig og vennerne
Bowie fejrer sin egen 50-års fødselsdag med en kæmpestor koncert i New York, hvor han spiller sig igennem sit bagkatalog af numre i selskab med blandt andre Pixies’ Frank Black, Dave Grohl og Foo Fighters, Robert Smith fra The Cure, Billy Corgan, Lou Reed og Sonic Youth.
2002-2003: Bremset comeback
Imens det forudgående årtis udgivelser har været eksperimenter med vekslende succes inden for blandt andet electronica, jungle og drum’n’bass, bliver det nye årtusindes albumudgivelser ‘Heathen’ og ‘Reality’ lidt af et comeback, der dog ender brat, da Bowie får et hjerteanfald under den efterfølgende turné og siden kun ganske sjældent optrådte live.
2013: Genopstandelsen
Efter at være blevet sendt på pension af musikpressen, og desuden med vedholdende sladderpresserygter om at være syg af en uhelbredelig sygdom, genopstår den 66-årige Bowie med nummeret ‘The Next Day’, der er hans første nye materiale i ti år.
2016: Punktummet
Blot to dage før sin død fejrede Bowie sin 69-årige fødselsdag med udgivelsen af sit 26. album, ‘Blackstar’, og dagen før udsendte han videoen til nummeret ‘Lazarus’, der kredser omkring Bowie i en sygeseng. »Look up here, I’m in heaven«, synger han i starten, mens videoen nærmest fremsynet slutter med, at han forsvinder ind i et mørkt skab i hjørnet af hospitalsrummet.
Artiklen har tidligere været bragt i Soundvenue Magazine #72.
Læs også: Nekrolog: David Bowies død er ubegribelig og logisk på samme tid