Nekrolog: David Bowies død er ubegribelig og logisk på samme tid

Nyheden om David Bowies død har rystet musikfans jorden rundt – og også vores egen Mads Kjær Larsen. Her følger hans personlige mindeord.
Nekrolog: David Bowies død er ubegribelig og logisk på samme tid

Det er ikke mere end fire dage siden, at jeg afleverede min anmeldelse af David Bowies nye album, ’Blackstar’. I den forbindelse funderede jeg over, hvad det ti minutter lange titel- og åbningsnummer handler om. Isis? Den globale økonomiske krise og dens følgevirkninger? Major Tom? … Eller Bowies egen forestående død?

Da jeg genlæste min tekst her på sitet om fredagen – på udgivelsesdagen, Bowies egen 69-års fødselsdag – studsede jeg over mit ordvalg. ’Forestående død’? En kende dramatisk at skrive ’forestående’ om en vital kunstner på – trods alt – bare 69 år… Hvorfor havde jeg ikke bare skrevet det mere neutrale ’dødelighed’?

Der er flere grunde til, at nyheden om Bowies død føles så ubegribelig, samtidig med, at den i lyset af sin faktiske realitet, også er så logisk.

Har man set videoerne til de to singler fra ’Blackstar’, titelnummeret og ’Lazarus’, sidstnævnte blev frigivet så sent som for et par dage siden, er det umuligt at se dem som andet end Bowies kommentar til sin død, en død, han længe har været bevidst om var nært forestående: Efter hvad der er blevet oplyst, sov han stille ind efter en 18 måneder lang kamp mod kræften. Videoen til ’Lazarus’ er så intim en kommentar, at jeg personligt ikke tror, jeg kan se den igen lige foreløbig. Det er endnu for tæt på.

Der ligger et chok i, at en kunstner som blev værdsat for sin leg med identitet og roller, i sin allersidste gestaltning – som manden med bind for øjnene og knapper i stedet for øjne i videoerne til ’Blackstar’ og ’Lazarus’ – på sin vis slet ikke spillede en rolle til sidst. Han var den mand vi så. Han var patienten i sygesengen med dødsdommen som sin eneste udsigt. Og han var den kreative trickster, der i ’Lazarus’ i en ren besættelse danser omkring og sætter sig ned ved skrivebordet for at grifle en masse tanker ned i en fart. Fordi døden kigger med over hans skulder og fordi den puster ham i nakken.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er et ubærligt prægnant punktum at efterlade sig, men det er også sigende for Bowies evne til at bruge sig selv og spille en rolle uden at afsløre sig selv eller give for meget væk. Hans død kan siges at sætte hans sidste værk i et meget særligt lys, men uden, at mystikken af den grund fortoner sig.

Lige nu strømmer det ind med mindeord på de sociale medier. Skuespiller Mark Ruffalo kalder Bowie for ’The father of all freaks’. Hvilket jeg synes er en passende epitet. For Bowie var mere end nogen anden kunstneren, der gjorde op med enhver vaneforestilling omkring hvad rocken var for en størrelse.

Meget af den eksperimenterelyst i forhold til at sprænge rammerne for begreber som identitet, autenticitet og personlighed kan spores tilbage til Bowie, der fra slutningen af 60’erne – som den fortabte astronaut Major Tom i ’Space Oddity’ – til og med hittet ’Ashes to Ashes’ fra 1980 – hvor en cirkel sluttede ved, at Bowie vendte tilbage til Major Toms ulykkelige skæbne (en skæbne han nok en gang alluderer til i ’Blackstar’-videoen) – hentede kreativ næring ved at spille et overbevisende og revolutionerende rollespil.

Bowie satte spørgsmålstegn ved alle normative træk ved den etablerede kultur, ikke mindst i forhold til køn og seksualitet. Alt var flydende i Bowies univers, og alt var hele tiden under forandring. Mere end noget andet udfordrede han rockens traditionelle fokus på autenticitet. For Bowie var det en pointe i sig selv at være ’ikke-autentisk’. Deri lå der et opgør mod en forløjet forestilling om hvad der er ægte og naturligt (i en klassisk rockkontekst).

Bowie blev på den måde en forløber både for slut-70’ernes forkærlighed for musikalsk og imagemæssig eklekticisme (postpunk, new wave) og de tidligere 80’eres synthpop og såkaldte new romantics med dens omfavnelse af det androgyne og den musikalske inddragelse af noget så ikke-autentisk som trommemaskiner, var også klart i vater med Bowies opgør med den kreativt hæmmende autenticitets-normativitet.

Med MTV’s indtræden som global spiller i markedsføringen af musik i 80’erne, blev der sat endnu stærkere fokus på de ting, Bowie legede med i 70’erne: Image, rollespil, fortælling, kunstfærdighed. Alt sammen via musikvideomediet, der kom til at spille en enorm rolle i især 80’ernes og 90’ernes æstetisering (især visualisering) af kunstformen.

Man fremhæver ofte Bowies 70’ere som et af populærmusikkens klareste udtryk for hvor dominerende og kreativt frygtløs en kunstner kan være i en længere samlet tidsperiode. Jo, Beatles var fantastiske fra 1963-70, Stones fandt ind i et ubetvingeligt groove fra 1968-72 og Stevie Wonder var konge fra 1972-76, men Bowies dominans i 70’erne skiller sig alligevel ud ved at være båret af så stor musikalsk eklekticisme, så stort et kreativt vingefang, ikke kun musikalsk, men lige så meget stil- og imagemæssigt.

Hvis Bob Dylan med rette kan gøre krav på at blive husket som rockens største sangskriver, så er der gode argumenter, der støtter op om påstanden om, at Bowie var rockens største artist, dens største forvandlingskunstner. Han vil for altid stå som post-hippie-generationernes største forbillede, netop fordi det var ham, der mere end nogen anden prikkede hul på den selvforherligende forblindelse, der knyttede sig til 60’er-generationens profeter.

Jeg fordybede mig først for alvor i Bowies univers og diskografi forholdsvis sent. Jeg gik i 2.g og faldt over en liste i et hedengangent dansk gratismusikmagasin (Jam Magazine), der udpegede tre af Bowies album som hørende til blandt historiens 50 bedste. Jeg mener (jeg kan tage fejl, det er længe siden!), at ’Low’ lå nummer 11, ’Hunky Dory’ nummer 19 og ’Ziggy Stardust’ tronede som nummer 1.

Næste dag efter skole gik jeg ned i (ligeledes hedengangne) Stereo Studio i Kolding og investerede i de tre album. Siden har jeg aldrig kigget mig tilbage. Det har været Bowie og mig lige siden. Jeg husker særligt den stemning, der greb mig, da jeg første gang indså hvor fed ’Ziggy Stardust’ egentlig var (det har sikkert været ved tredje-fjerde gennemspilning, at tiøren faldt). Jeg tog mig selv til hovedet. Jeg bankede det ind i væggen en håndfuld gange. Og så fældede jeg en tåre. Jeg havde fundet det jeg manglede.

Jeg modtog en sms fra Nicolai (Torp, Soundvenues chefredaktør) i morges lidt efter kl. 8, hvor han skrev, om jeg havde hørt den forfærdelige nyhed, og om jeg ville skrive en form for nekrolog eller personligt mindeord, når jeg lige havde sundet mig. Jeg havde ikke hørt nyheden, og jeg var i færd med at aflevere min søn i vuggestue. Jeg var uforberedt, jeg havde paraderne nede. Afleveringen af min søn foregik i en tåge. Jeg tror nok, jeg gav ham hans udestøvler på i stedet for hans hjemmesko to gange i træk. Da jeg langt om længe kunne forlade vuggestuen kom tårerne. Jeg tjekkede min mobil. Seks venner og familiemedlemmer havde allerede kondoleret.

Når Kanye West i sit mindeord på Twitter skriver, at Bowie gav os alle ’magi nok til et helt liv’ og definerer ham ved ordene ’frygtløs’ og ’kreativ’, så kan jeg kun istemme. Det er en trøst, at han nåede at ’fuldende’ sit værk med ’Blackstar’, hans bedste album i en evighed. Det trøster mig, at han nåede at sige, det han ville – med billeder, med ord og med musik.

Han vil aldrig blive glemt.

Læs også: David Bowie er død, 69 år gammel: Kunstnere tager rørende afsked på sociale medier

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af