Clark giver den som landskabsarkitekt på soundtrack-agtigt pseudoalbum

Clark giver den som landskabsarkitekt på soundtrack-agtigt pseudoalbum

En udmelding om nyt, eget råstof fra remix-troldmanden Chris Clark og hans knitrende klubtempo forpligter. Hans massive bagkatalog fra mange aktive år som elektronisk autoritet har i hvert fald sat sine spor. Det blev dog tydeligt allerede da første nummer i radiolængde, ’Back to Belgrade’, blev sluppet lidt før selve albummet, at Clark vil i en anden retning med ’The Last Panthers’.

Målet er at skabe både soundtracket til den britiske kult-krimiserie af samme navn og samtidig et uafhængigt Clark-album. Så nu drejer han ihærdigt på de akustiske termostater. Med en episk ambient-begyndelse, som kommer til at dominere hele albummet, bevæger han sig ud i en form for elektronisk postrock-suite, der kalder på afdæmpet hverdagseskapisme. Hvad Clark tidligere selv har beskrevet som techno er i stedet blevet et langt, atmosfærisk brusebad med spor af både kompositionsvilje og intimitet snarere end decideret genrekvalificerende klubmusik.

De afstumpede tracklængder er som sådan ikke noget nyt: Clarks musik arbejder ofte med korte sekvenser præget af dissonans, men denne gang er det, måske netop i manglen på mislyd, blevet anderledes svært at overskue – hvor paradoksalt, det end lyder. Numrenes tekstur er metallisk afslebne, nærmest keltiske i korsatserne, og samlingen får virkelig karakter af et soundtrack med sine strygerflader og spil på de sorte tangenter.

Også selve titlerne, for eksempel ’Brother Killer’ og ’Strangled to Death in a Public Toilet’, er med til at lede opmærksomheden hen på underlægningsmusik. Men fordi Clark insisterer på at præsentere albummet som et værk inden for sin egen diskografi, som efterhånden er blevet en bredt respekteret pladefamilie, falder ’The Last Panthers’ ind under kategorien ’underlig onkel’. Filmmusik kan sagtens være totalt autonom. Problemet er bare, at den plastiske iscenesathed mangler her.

Hvor de første fem-seks minutter flyder ud i en sammenhængende nocturne, opstår der efter ’Open Foe’ mere markante brud på ambientcollagen. Alligevel holder Clark ikke op med at servere pastelfarvede bolsjer. Selv om en velkendt, synthet dundren så småt indfinder sig med ’Serbian Daffodil’, lader det i stedet til at være Clarks bevidste greb netop ikke at samle nogen rytmetråde op undervejs overhovedet.

Vi bliver fastholdt i ventepositionens døs, og det er med stillestående landskaber af harmonium- og klokkespil, at albummet tager sin udgang, kun udfordret af to mere end fem minutter lange pulssøgende tracks, ’Diamonds Aren’t Forever II’ og ’Upward Evaporation’, der forsigtigt flirter med det ustrukturerede. Sidstnævnte titel taler i øvrigt for sig selv: Clark viser os praktisk talt en fordampningsproces, som manifesterer sig endeligt gennem de sidste tre – eller i virkeligheden ét sekvenseret – track, ’Hide On the Threads 1, 2 & 3’. Harmonien forbliver total.

Jovist, lydmønstrene er avancerede og uden tvivl bedøvet med vilje fra Clarks kyndige kanyle. Det bliver bare aldrig rigtig Warp Record’sk spændende. Den umiddelbare fornemmelse er mere en slags field recordings eller b-sider fra voluminøse, tidligere dansegulvsbedrifter, der bliver hængende under huden, end det er forløsningsfølelsen af et selvstændigt album. ’The Last Panthers’ burde måske derfor være sluppet mere skødesløst, som Nicolas Jaar gjorde det med sit ’Pomegranates’ i 2015, netop som alternativt soundtrack til avantgardefilmen ’The Color of Pomengranates’, frem for gennem den sædvanlige, sitrende albumcyklus.


Kort sagt:
Clark har skruet tempoet gevaldigt ned på sin nyeste produktion, men bevarer electronica-illusionen, selv om helheden er noget party-killer’isk i forhold til de forventninger, han plantede med 2014-pladen ’Clark’, som ’The Last Panthers’ ikke lykkes i at løfte arven efter – hvilket måske heller ikke var meningen. Dette projekt er i stedet en samling små, stillestående vignetter, som sagtens kan være fine og nuancerede, men som dog ender med at stige lidt for let til vejrs. Det er bare mere en meditationstur med Fanø-færgen, end der er dømt elektronisk yachtfest.

Clark. 'The Last Panthers'. Album. Warp.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af