Kashmir-trommeslager debuterer med kompetent, men anonymt soloalbum
»Found eternal strength inside a golden wedding ring / now I can breathe / take in the air and breathe«, lyder det i førstesinglen ‘Breathe’. Kashmir-trommeslager Asger Techau har tilsyneladende etableret sig som en sat herre. Det er der jo for så vidt intet galt i, men mageligheden siver til gengæld ud over ‘Phonetics’, hans første udspil i eget navn, hvor der desværre ikke er så meget på spil.
Albummet har eftersigende været 11 år undervejs, men Techau er lovligt undskyldt, eftersom tjansen som trommeslager i et af landets største rockbands også skulle passes. Nu er den del af hans musikalske virke sat på midlertidigt pause, men ekkoerne fra Kashmir ringer med klare genklange på ‘Phonetics’. Det falder ikke ud til Techaus fordel, som vægter dygtighed over åndfuldhed og håndværksmæssig kunnen over kunstnerisk vingefang.
Titelnummeret og ‘Big City Dropout’ er forglemmelige, og de akustiske ‘No Misgivings’ og ‘Tell Tale Signs’ er ganske enkelt røvkedelige. Det er ærgerligt, at Techau har prioriteret de akustisk bårne sange, for her kommer han til kort. Det er i de energiske momenter – førnævnte ‘Breathe’, den medrivende ‘Iron Betty’ samt den ulmende ‘Brother’ – at man føler, at der er noget på spil for Techau andet end at male et nydeligt lydtapet.
Enhver kunstner bør vurderes på egne præmisser, men med Techau som centralt medlem i et af landets mest etablerede bands er det svært ikke at holde hans soloridt op imod tidligere bedrifter. Fordi Kashmir spøger i kulissen, og fordi Techau, modsat sit band, vælger den traditionelt sikre sti frem for den eksperimentelt udforskende omvej. Symptomatisk i ‘Passing Bubbles’, hvor galopperende trommer pludselig bryder ind og bygger op til, hvad man tror bliver et forløsende klimaks, men også her holder Techau igen.
‘Phonetics’ vil givetvis appellere til loyale Kashmir-fans, men problemet er, at det intet gør for at udfordre lytteren. Asger Techaus debutalbum er som et IKEA-hjem: Funktionelt og pænt på overfladen, men også sterilt og sjælforladt. Det er ærgerligt, for der spores trods alt anslag til flere interessante takter end der leveres. Herfra efterlyses lidt ridser i lakken, mere gennemslagskraft og legelyst på et kompetent udført udspil, som desværre er blottet for vovemod.
Kort sagt:
Kashmir-trommeslageren solodebuterer med et kompetent udspil, der desværre er skæmmet af for mange anonyme sange, hvor Techau vælger den sikre sti frem for den udforskende omvej. Fraregnet et par energiske og overbevisende momenter er det desværre håndværksmæssig kunnen, som er prioriteret frem for kunstnerisk vingefang.