Fra sin oprindelse i 2004 som en eruption af de to byrødder Björn Lydén og Nikolaj Thorenfeldts fælles passion for musik har Pop Revo trods både skiftende datoer og spillesteder stået som et årligt, fastforankret fyrtårn – en bastion for indie-musikken. Der var i bogstaveligste forstand tale om et DIY-initiativ, som udsprang af det dengang helt nyslåede makkerpars ønske om at præsentere nogle bands, der ikke ville blive booket, hvis de ikke selv gjorde det. Og man må sige, at de stopper, mens legen er god, med et imponerende lineup som svanesang. Et brag – ikke en klynken, med andre ord.
Pop Revos historie har ikke været uden kvaler. I 2009 fik man gravet sig et enormt hul i form af et økonomisk underskud, og det var kun på baggrund af en heldig booking og The Rumour Said Fires kometsucces året efter, at det lykkedes at afholde festivalen igen i 2010. Men det er bare ét eksempel på, at Pop Revo ofte har haft fingeren på pulsen gennem hele dens lange, krøllede historie. Også navne som The Radio Dept., Larsen & Furious Jane, The Whitest Boy Alive, Jens Lekman, Gang Gang Dance, Grimes, Mikal Cronin og Future Islands blev opsnappet på helt rigtige tidspunkter i deres karriere, som rene scoops.
Andre gange har festivalen med succes fokuseret benhårdt på kult-/outsiderfolk som The Clientele, Television Personalities, The Bear Quartet og i år altså også smålegendariske skotske The Pastels – altså bands, som i deres natur aldrig kommer til at tiltrække det store, brede publikum, men forbliver skæve, velbevarede hemmeligheder for andre end those in the know. Også her er det gang på gang lykkedes med imponerende bookinger af bands, som kun sjældent har kunnet lures ud af hulerne, og undertiden helt exceptionelle one-offs – for eksempel da The Clientele spillede på festivalen i 2013 på trods af at have været opløst i et par år.
Pop Revo bliver dermed på begge fronter husket som den lille festival, der ku’, for med en samlet købekraft, der toppede omkring de 5-600 billetindehavere i ryggen, er det ikke så lidt imponerende, at denne lille årlige happening har kunnet trække så formidable navne til den jyske hovedstad.
Der har dog stået folk klar i kulissen til at samle depechen op længe. Aarhus har i Pop Revos levetid undergået mange små landvindinger i både festivallivet såvel som det generelle kulturudbud. Studenterhuset er flyttet tilbage i bedre rammer i Stakladen, Tape er opstået i de gamle Musikcaféen-lokaler, mens Flux Festival og NorthSide står som et par af de vigtigste nyskabelser i hver sin ende af festivalspektret. Herudover fortsætter mindre aktører som Raum Eins, Regelbau m.fl. med at pleje det lokale vækstlag, som også fik plads på Pop Revo. Om det er nok, må tiden vise.
For bagmændene er adjøet til Pop Revo ikke så meget et farvel som et på gensyn. For med Björns overtagelse af den legendariske Badstuerock-butik, hvor han ved Pop Revos undfangelse blot lige var begyndt at jobbe, og Nikolaj Thorenfeldts stiftelse af bookingagenturet Smash!Bang!Pow! midtvejs gennem festivalens historie, bliver de to ved med at være indiemusik-forkæmpere, blot i andre rammer. Vi kipper med kasketten, drikker en stille tår gravøl for Pop Revo og ønsker de to god tur videre.
Seks højdepunkter fra den allersidste Pop Revo
Julien Baker, Atlas, fredag
Den undselige tennesseaner med den store stemme havde ganske vist festivalens mest spartanske setup, som hun stod der mutters alene på Atlas’ store scene med sin Telecaster i hænderne, men hun fyldte rummet ganske pænt ud og gjorde netop det, hun gør bedst: Tryllebandt publikum med sin tyste, hudløse intimitet – læs fuld anmeldelse HER.
Day Wave, Voxhall, fredag
Jackson Phillips’ lækkert breezy og ligefremme guitarpop under kunstnernavnet Day Wave fik hurtigt fjerlette ben at galopere på med et fuldt liveband i ryggen. Selv hans på plade ellers distinkt maskindrevne trommerytmer blev replikeret af en trommeslager af kød og blod med et evigt cyklende kropssprog bag et ganske minimalt sæt tønder. Og materialet fra de to ep’er ‘Headcase’ og ‘Hard to Read’ fungerede fortrinligt i en lydefri liveaftapning. Den lille, duknakkede californier satte endda trumf på med New Order-covernummeret ‘Ceremony’, som var prikken over i’et på en sikker og velsmurt koncert.
Værket, Voxhall, fredag
Hvis Day Wave var festivalens måske mest ligetil indslag, var Værket deres diametrale modsætning. Det unge københavnske band, der først for nylig har udgivet debut-ep’en ‘Jealousy Hits’ på Escho, gør sig i en konfus og eksplosiv blanding af prog-, psych- og mathrock, som nemt imponerer, men måske også er svær at elske sådan for alvor. Alligevel fortjener det seks mand høje band stor ros for en ganske vist udisciplineret, men også medrivende koncert, hvor især deres flamboyante frontmand i åbentstående glimmerskjorte og virtuose, tasmanske djævel af en trommeslager stjal showet. Med orgel, tværfløjte og trompet som trækkræfter for deres bananas-abrupte stil beviste Værket, at 70’er-koryfæeer som Jethro Tull, Frank Zappa og Hawkwind bestemt ikke har eksisteret forgæves. De er et af de mest ambitiøse, nye bands herhjemme lige nu.
Kikagaku Moyo, Atlas, lørdag
Hvis undertegnede skulle pege på ét enkeltstående højdepunkt blandt alle Pop Revos forskelligartede godter i bolsjeposen, skulle det nok være de japanske elite-psychrockere i Kikagaku Moyo, der landede som den opstigende sols fuldstændigt overlegne svar på Dungen eller Tame Impala. Et gnistrende dygtigt samspil mellem to guitarister og en el-sitarist koblet ovenpå verdens tighteste rytmesektion sikrede, at det langhårede og trompetbukseklædte band fremstod som festivalens mest formfuldendte og velspillende slæng. Det var intet mindre end suverænt. Kikagaku Moyo kan i øvrigt fanges til Malmö Psych Fests sommerkoncerter den 2. juni på Plan B.
Cavern of Anti-Matter, Voxhall, lørdag
Cavern of Anti-Matter er et trekløver bestående af guitaristen Tim Gane og trommeslageren Joe Dilworh, begge fra Stereolab, samt berliner-synth-troldmanden Holger Zapf. Tilsammen bød de på en velgørende time i selskab med pumpende, instrumental kraut-technorock – med så tyk en streg under det instrumentale aspekt, at der ikke engang var stillet én sølle mikrofon frem til at addressere publikum med. Tal om kompromisløshed! Men det fungerede som det skulle, og monotonien, der er evigt latent i genren, blev sat i skak af et ekstremt varieret materiale fra de to langspillere ‘Blood-Drums’ og den nyligt udkomne ‘Void Beats/Invocation Trex’. Man glemte helt at savne gæsterne på det sidstnævnte album – Bradford Cox og Spacemen 3-frontmanden Peter Kember.
Starcrash, Atlas, lørdag
En temmelig hemmelig bandbeskrivelse fuld af bevidst alt for indforståede jokes og et decideret u-googlebart bandnavn havde vakt en del nysgerrighed blandt Pop Revo-publikummet. Ind marcherede en tårnhøj forsanger i et Fragglerne-kostume fulgt af et fire mand højt backingband. Masken røg dog hurtigt og afslørede, at den pelsindfattede mand var ingen ringere end Rasmus Hald Jensen, kendt fra de hedengangne aalborgensiske slackerrock-pionerer i My Friend George og Girls Love Rallie. Starcrash er dog en ny konstellation med Hald og Rasmus Hedeman som co-konspiratorer fra Girls Love Rallie, som færdes i samme, runde og modne dad-rock-territorier. Et hyggeligt, nærmest dagligstue-afslappet afbræk med smagsprøver fra et kommende album med titlen ‘Tarantula Wallpaper, Dracula Screensaver’, som Badstuerock selv udgiver. Det lover godt.
Læs også: Festivalguide: Danmark, 2016