Giver det overhovedet mening med denne sammenligning?
Ja og nej. Almægtige The Chemical Brothers er selvfølgelig en veritabel institution inden for elektronisk musik, og tyske Digitalism lidt nogle opkomlinge til sammenligning. Big beat-pionererne har mere end et kvart århundrede på bagen, mens Jens Mölle og İsmail Tüfekçi kun har været i gang halvt så længe. Samtidig er der ingen tvivl om, at en dobbelt så stor scene og dobbelt så lang spilletid at rutte med gav briterne en noget uretfærdig fordel, men når alt kommer til alt, connecter Chemical Brothers’ housede sider ganske fint med Digitalisms output, ligesom publikum for en stor dels vedkommende var gengangere.
Bevares. Men var Digitalism ikke håbløst outgunned?
Jo, i hvert fald på grejfronten. Det tyske makkerpars setup var utroligt minimalt, medbringende kun, hvad der kunne stå på en pult på størrelse med et gennemsnitligt skrivebord. ‘Jence’ og ‘Isi’ gemte sig bag et halvgennemsigtigt myggenet, og det var så også det hele. Fordums liveopstilling, hvor de to ofte medbragte en livetrommeslager, er en saga blot. I kontrast fyldte The Chemical Brothers’ frygtindgydende arsenal af hardware nærmest intimiderende meget, med lys nok til at udstyre en mindre lufthavn, en massiv storskærm, og, skulle det vise sig sent i koncerten, et par seks meter høje (!), specialbyggede legetøjsrobotter, der som et andet trylletrick pludselig materialiserede sig på scenen.
Nu lyder det jo bare endnu mere som en kamp, der var afgjort på forhånd.
Bestemt, men det betyder ikke, at underhundene trods den åbenlyse ligaforskel ikke kunne bide fra sig i processen, og Hamborg-duoen, der på scenen nærmest synede som Gøg og Gokke med Tüfekçis kvabsede statur og Mölles fjedrende, magre aspargeskrop ved siden af, havde et es i form af sidstnævntes vokaler: Et tiltrængt, udadvendt ansigt på en genre, som ellers hurtigt kan degenerere til indadvendt knob-twiddling. Digitalisms game er klassisk, tysk effektivitet: At presse rigtigt meget ud af ganske få virkemidler, og det kunne i det skær syne nærmest uvirkeligt, at de få dingenoter på bordet foran de to kunne brøle de boulevardbrede electro-leads ud, de gjorde, og anthems som åbneren ‘Pogo’, ‘Zdarlight’ og ‘Circles’ fungerede uovertruffent.
Og Chemical Brothers gemte sig velsagtens bag deres maskiner as usual?
Nemlig – ikke megen publikumskontakt fra silhuetterne i midten af lysinfernoet, bortset fra en ranglet Tom Rowlands, som kom ud og viftede med armene for at klappe publikum op i stemning efter et strømsvigt. Ja, du læste rigtigt: Nogen havde altså tændt for kogepladerne, ovnen, vaskemaskinen, tørretumbleren og Blue Stage på én gang, og lortet gik altså ned for en ti minutter lang bemærkning. Pinligt nok havde samme skæbne overgået Yeasayer på festivalens mindste scene få timer tidligere.
Var det mon Digitalism, der havde pillet ved sikringerne?
Ahr, mon dog. Men koncerten tog heldigvis lige så hurtigt fart, som den brat var blevet afbrudt, og man kunne godt have mistænkt tyskerne for ikke at ville stå i skyggen for den insisterende technofest, de britiske legender piskede op i første halvleg af deres koncert. Det ene nummer tog det andet i ét langt flow, som bortset fra en enkelt afstikker til de tidlige big beat-år med ‘Chemical Beats’, var konsekvent four-to-the-floor. Mixet rodede skødes- og respektløst rundt med stumper fra hele duoens lange karriere, og man kunne eksempelvis blive både ekstatisk og rundforvirret af et forrygende mashup mellem ‘Star Guitar’ og så New Orders ‘Temptation ’87’.
Så, kan man i virkeligheden koge det ned til, hvem der leverede den bedste fest?
Nej, for hvor Digitalisms force var at levere den rene vare – en 45 minutters komprimeret, bangende stadionhouse-fest med det eksplicitte formål at få publikum til at danse agurk – var Chemical Brothers’ gig mere den vanvittige, audiovisuelle totaloplevelse, de er berømmet for. Bjergtagende visuals, et lys- og sceneshow langt udover det sædvanlige, og et psykedelisk aspekt i lyden, der i koncertens senere minutter fik helheden til at føles som om de ihærdigt forsøgte at åbne technoens tredje øje i panden på publikum, gjorde sit til, at deres NorthSide-triumf transcenderede en almindelig koncertoplevelse. Der var dømt ren ‘Nærkontakt af tredje grad’, ganske enkelt.
Læs anmeldelse: NorthSide: Iggy Pop havde frådende appetit på livet
Læs anmeldelse: Lukas Graham på NorthSide: »Mine damer og herrer« gange 30