- En kræftdiagnose fik ham til at satse alt på musikken. Til sommer står han på Roskilde Festival
- Roskilde Festival føjer 24 nye navne til næste års program – Tessa på Orange Scene
- De syv største scoops blandt dagens Roskilde Festival-annonceringer: »Internettet er overbevist om, at det er Timothée Chalamet«
Roskilde Festival: Gundelach serverede soulet tristesse til blege fyre

Gundelach blev de blege unge fyres kæledægge, da han indhyllede Countdown i sin blåtonede electropop. De tusmørkemelankolske, men pulserende sange fra hans debut-ep udgjorde noget nær det perfekte soundtrack til en chillet eftermiddagsfest, og koncertens eneste problem var, at Gundelach næsten havde det for nemt, publikums overvældende respons taget i betragtning.
Nordmanden dyrker en formel, der stadig virkelig hitter hos et publikum med smag for elektronisk, soulet tristesse, skønt det er flere år siden, at James Blake satte standarden for denne minigenre. Live betjente en langhåret, solbrillemaskeret tremandshær synths, trommer og drumpads, imens hovedpersonen selv havde medbragt en guitar, som lidt overraskende spillede en stor rolle undervejs.
På plade er Gundelachs udtryk nemlig temmelig luftigt, men her kunne man mærke trommernes puls tungt i brystet, imens synthesizerne skiftevis boblede og vred sig og lå som tætte tåger under frontmandens glimtende, længselsfulde guitarspil og virkelig James Blake’ske falsetvokal. Kombinationen af den skyggefulde, indadvendte electropop og de mere klubbede kvaliteter lød overbevisende på numre som ’Spiders’ og ’Alone in the Night’ og var svær at modstå – men ikke særligt nybrydende.
Læs også: Her er fem koncerter du skal se tirsdag på Roskilde Festival
Gundelach. Koncert. Roskilde Festival, Countdown.