Steve Gunns meditative rocksange strækker tiden ud frem for at bryde den op
Første vers af første sang, ’Ancient Jules’, opridser meget godt, hvad det er for et univers, den unge amerikanske guitarmaestro bevæger sig inden for: »You were lost on the road from a different way / pushed too far from miles away«, synger Steve Gunn, før han, efter at have introduceret den mystiske karakter (arketype?), Jules, konkluderer: »Take your time, ease up, look around and waste a day«.
At lytte til Gunns sange er lidt som at være passager i en bil på vej væk fra byen ad lange og lige, brede highways med varmedisen som et beroligende slør i horisonten. Musikkens roligt repeterende bølgebevægelser og lyrikkens chill out-budskab, hvor en omstrejfende udlængsel konsekvent romantiseres, er forenet med en form for kosmisk uhåndgribelighed, som kommer til udtryk i betragtningen af de majestætiske amerikanske landskaber, der ruller langsomt forbi på den anden side af ruden.
Der er en hel bevægelse i gang i disse år af amerikanske sangskrivende guitarister, der skriver meditative, repeterende sange bygget op omkring simrende guitarspor, der bevæger sig horisontalt ad døsige spor, frem for at dyrke effekten ved det vertikale sug fra et klimatisk crescendo eller et hitegnet refræn.
I lighed med sange af ligesindede artister som William Tyler (der helt har droppet ordene og kun maler billeder med sin guitar), The War on Drugs (med en mere motorisk puls), Kurt Vile (især på albummet ’Wakin’ On a Pretty Daze’) og til dels Cass McCombs og Hiss Golden Messenger, er Gunn interesseret i musik som et roligt, fordybende modsvar til den ekspanderende mængde information, der trænger sig på over alt i den moderne verden. En god Steve Gunn-sang er lidt som at være vidne til – nej, at deltage i – et ritual, der får sin virkning ved at strække tiden ud frem for at bryde den op i et før og et efter.
Gunn forvalter sin fritflydende æstetik i et noget mere kondenseret (og måske ligefrem radiovenligt?) udtryk på sit nye udspil. Problemet ved denne strategi, hvor guitarerne ringler med en vellyd – som mudret mosevand, der efter et utal af filtreringer til sidst kommer ud af hanen som postevand – er, at de mere råt forarbejdede sange, der prægede den glimrende forgænger ’Way Out Weather’ (2013), havde en særlig magi over sig, som ’udvandingen’ på det nye materiale har svært ved at mønstre i helt samme grad.
De nye sange er lækre som en spritny bil, hvis skinnende krom blænder sine omgivelser, men man savner lidt friktionen, der opstår når hånden møder det rustne gear og øjet ser på virkeligheden gennem snavsede ruder.
Steve Gunns sangskrivning er skridsikker på en hjemmegjort måde, og hans evner som guitarist er kun forfinet i de tre år, der er gået siden sidst. Førnævnte ’Ancient Jules’ har en næsten Sonic Youth’sk fornemmelse for dynamikken ved duellerende guitarpartier, og skiller sig derved særligt positivt ud, men det er omvendt svært ikke at smile over hele bærret, når de ligefrem syng-med-egnede ’The Drop’ og ’Park Bench Smile’ ruller sig ud som døsige små åbenbaringer.
De relativt enslydende sange med roligt gyngende melodilinjer kalder dog til tider på pludselige eksplosioner eller temperamentsfulde udbrud, der kan jage den døsige pænhed på afstand – bare for en stund.
Kort sagt:
Steve Gunns repeterende, meditative sangkunst er båret af døsigt, fremadskridende guitarklange, så man føler sig hensat til støvede amerikanske highways med udsigt til fjerne bjerge og varmedisen i horisonten. Hans nye udspil er en kende mere strømlinet (hvis ikke ligefrem radioegnet) end forgængerne, men man savner en smule, at Gunn udviser mere temperament og flere følelsesudsving i sin ellers lækre og behagelige køretur mod solnedgangen.