‘Future Present Past’: The Strokes er gået i et med deres udtryk

3 6
‘Future Present Past’: The Strokes er gået i et med deres udtryk

»OK, I see how it is now / You don’t have time to play with me anymore / that’s how it goes, I guess«, snøvler Julian Casablancas på ‘Threat of Joy’. Et nummer, hvor han i påfaldende grad forsøger at lyde som Lou Reed.

Det lyriske udsagn er også symptomatisk for The Strokes anno 2016. Selv om de stilbevidste newyorkere har fundet sammen igen, er det ingenlunde ensbetydende med, at de leger godt sammen. Tværtimod er den form, de lægger for dagen på denne ep, at sammenligne med de adfærdsmønstre og -vaner, som gamle venner kan falde i, når de genses efter lang tid.

Med andre ord: Det succesrige femkløver lirer den af på automatpiloten, og det fremgår med alskens tydelighed af ovennævnte sang, hvor The Strokes har copy-pastet den knastørre lyd fra ‘Is This It’ i et 1:1 forhold.

Den bagvendte kronologi i ep’ens titel skulle eftersigende også korrespondere med de tre numre, således at ‘Drag Queen’ er den fremtidsbeskuende krystalkugle, ‘Oblivius’ nutiden, og ‘Threat of Joy’ det retrospektive vue til fortiden.

Førstnævnte har i Nikolai Fraitures hypnotiske basfigur antræk til progression, men det obstrueres desværre af Casablancas’ uinspirerende levering bag mikrofonen.

‘Oblivius’ er med sine ganske velbundne guitarsløjfer ep’ens mest vellykkede sang, omend nummeret er patchet sammen af stykker, bandet nærmest har syet fast i deres udtryk. Hvilket er det generelle problem med dette mellemspil for Casablancas og co.

Sangens kvaliteter til trods er det spildtid, at bandet mener, at fem et halvt af ep’ens beskedne 19 minutter skal udfyldes af et inferiørt remix af selvsamme sang – oven i købet begået af bandets trommeslager, Fabrizio Moretti. Denne ‘ananas i egen juice’ er en nævenyttig disposition og bidrager blot til konceptionen af The Strokes som et band, der har det rimelig fedt over sig selv.

Såfremt ‘Future Present Past’ er et foreløbigt mellemstop for gruppen, bør de kraftigt overveje, hvad fremtiden på længere sigt skal byde på. Både af hensyn til dem selv, men også med tanke for deres store fanskare, som de ganske vist ikke skuffer med denne ep. Ikke desto mindre fremstår de som et band, der ikke rigtigt gider gøre en nævneværdig indsats længere. Fraregnet en godkendt readymade i form af ‘Oblivius’ indikerer de resterende numre samt remixet et indifferent status quo for The Strokes.


Kort sagt:
De stilbevidste newyorkere bryder ingenlunde nyt land med dette mellemspil, hvor automatpiloten er blevet sat på. Selv om de ikke skuffer hardcore fans, fremstår The Strokes som et band, der er gået i et med deres udtryk og ikke gider anstrenge sig for at levere en mindeværdig præstation.

The Strokes. 'Future Present Past'. Ep. Cult/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af