To musiknørder mødes: Tue Track vs Powersolo i tre dele

Tue Track og Powersolo krydsede klinger på albummet ‘The Unreal Zound’, og er der noget, de kan, så er det at nørde musik. Vi endte med et fire timer langt interview, som er kogt ned til tre dele.
To musiknørder mødes: Tue Track vs Powersolo i tre dele
Tue Track (venstre), Kim Kix (højre). I midten Atomic Child også fra Powersolo. (Foto: Arkiv.)

1. Tue Track og Kim ‘Powersolo’ Kix: Om ægte musik, umage makkerskab og slåskampe i Randers

»Du er kommet i selskab med de værste!«, udbryder Tue Track, da min diktafon tikker ind i tredje time, og vi endnu ikke er kommet ind på nogen af de emner, der står på min blok.

Track, der, når han lægger sit Malk de Koijn-alias på hylden, går under navnet Anders Brixen Kristensen, sætter endnu en af sine tusinde plader på spilleren, mens Powersolos Kim ‘Kix’ Jeppesen sidder i vindueskarmen med en kop kaffe og rocker med. Anledningen til de snurrende plader og den timelange musiksnak er gutternes fællesalbum ‘The Unreal Zound’, som er Tracks sample-version af rockabilly-duoens ‘The Real Sound’ fra 2014.

Trods samarbejdet mellem beatmageren og rock’n’roll-duoen var det først, da pladen var sendt i trykken, de to parter mødtes rigtigt. Derfor var det godt to års musiksludder, der skulle gøres op for, da vi mødtes i Tue Tracks studie i København.

70’ernes jyske misfits: Om at tage til Vivild med et kassettebånd og at få et par på gummerne

Selv om Kix og Track har en verden til forskel i deres bagkatalog, var der kun et par stenkast på landkortet og et enkelt år på dåbsattesten. I 70’er-drengenes opvækst var der hverken Youtube eller Shazam – der var ordrekataloger og et musikbibliotek i Randers.

Tue Track: »Der var kun musikken. Man kunne ikke gå nogen steder hen. Så måtte man tage bussen fra Auning med et kassettebånd, fordi man havde hørt om én i Vivild, der vidste noget. Jeg var meget inspireret af dem, jeg antog for at være ægte hiphop-pionerer, og hvad de lyttede til, hvem de takkede på pladerne. Jeg slugte det hele«.

»Igennem hiphop- og rapmusikken har jeg lært at elske alle andre genrer. Hvis jeg skal deale med rapmusikken, bliver jeg nødt til at deale med det, det er baseret på. Det, som bløder igennem i den lyd, jeg hører«.

Kim Kix: »Jeg lyttede mest bare til det, der var i radioen. Min mor hørte mest Lone Kellerman eller Michael Jackson – men ‘Thriller’ var en åbenbaring for mig«.

»Jeg voksede op i Tunesien. Men efter mine teenageår rejste jeg tilbage i ’88 for at starte en uddannelse i Randers – af alle steder. Så jeg følte mig lidt som et misfit, fordi de kun snakkede om sprut, damer og diskoteker og ikke fattede en skid endnu. Randers var også rimelig rowdy i de år der…«.

»Så sidder man der i fjernsynsstuen på kollegiet og får øjenkontakt med Erik fra Hjørring, der havde sort eyeliner, strithår og spidse sko. Han hørte Joy Division og The Cure. Hold kæft, mand! Han var den direkte årsag til, jeg begyndte at spille musik, da jeg var 17. Men så ville skæbnen senere, at jeg på en tur i en lille Renault 5 til Viborg mødte nogle gutter, der var psychobillys. Den musik var ligesom dope, og jeg blev hooked med det samme«.

Tue Track: »Hvis du var hiphopper dengang, var du også misfit. Der var ikke nogen andre, der gik med baseballcap eller med gummisko på den måde. Hvis de gjorde, var de virkelig snørret stramt, så de enten kunne sparke bold eller lave cirkelspark. Vi fik altid lovet tæsk«.

Kim Kix: »Jeg har fået mange på gummerne i Randers, men de var sgu også nogle bonderøve alle sammen. De gik rundt i H2O og Lacoste og spillede smarte. Men vi blev hårdhudede. Tit tog vi den op, selv om vi vidste, vi ville gå ud som tabere, fordi de kraftedeme ikke bare skulle få os ned med nakken«. 

»Nu skal der bare whiskey i koppen og så ska’ den ha’!«

Heldigvis er der ikke længere håndmadder på Kix’ menu, og Tracks kassettebånd er blevet erstattet af et regulært pladearsenal. Kix har i selskab med brormand Bo ‘Atomic Child’ Jeppesen i Powersolo smidt seks skivers americana-inspireret rock’n’roll, mens Track har leveret hiphop-tunes med blandt andre Malk de Koijn, Ponyblod og Xtra Naan.

Med begges bagkatalog in mente kunne man let fristes til at sætte musikerne i bås: Hiphopperen og rockabillyen. Men det umage makkerpars musikalske nysgerrighed er alt for stor til så nem en betegnelse. Dette måtte jeg konstatere, da vi nærmede os fjerde time i studiet, og snakken endnu gik ivrigt om alt fra Motown-legender til hård punk og båndsløjfer.

Tue Track: »Det, der fanger mig, er historie. Hvis jeg får den rette historie, bliver jeg også interesseret i musikken. Jeg har slet ikke tid til at finde ud af, hvad der sker på hitlisten i dag, med mindre jeg har noget, der ligger der selv. Ellers er jeg faktisk pisse ligeglad«. 

Kim Kix: »Når man er yngre, er det, de andre på ens egen alder taler om, spændende. Nu lader jeg mig distrahere for meget, hvis jeg skal følge med i, hvad der sker omkring mig. Så får man også bare mindreværdskomplekser og synes, det er noget skrald, det man laver«.

Tue Track: »Jeg har en dreng, der snart er ni, og jeg begynder at se noget ske for ham, så jeg bliver kastet tilbage til den der musikalske førstegangsfølelse. Jeg bliver enormt rørstrømsk over det – får tårer i øjnene og sådan noget. Det ville lyde nyreligiøst eller pladderromantisk, hvis jeg skulle begynde at beskrive det«.

Kim Kix: »Jeg kan godt tage mig selv i at høre noget, og så pludselig rejse mig op: Nu skal der bare whiskey i koppen, og så ska’ den ha’! Og så får jeg lyst til at slås! Ikke fordi jeg vil pande nogen ned, men – yearh, så er der bare en grund til det hele!«

TueTrack
Tue Track i sit hjemmestudie.

2. The Unreal Zound

Der lå nogle råbånd i en container. De var blevet optaget mellem ’59 og ’62, men ingen vidste, hvem der havde indspillet dem, og ingen kendtes ved dem. Indtil Powersolo-brødrene Kim og Bo fandt båndene. De lagde vokal på optagelserne, og de spyttede ‘The Real Sound’-pladen ud.

»Egentlig var det os selv, der havde indspillet det hele, men vi ville have folk til at tro, det var noget gammelt, vi havde fundet«, forklarer Kim Kix.

På Powersolos pladeselskab, Crunchy Frog, finder vi pladeboss og trommeslager Jesper ‘Yebo’ Reginal Petersen. Da Yebos børn går på samme skole som Tue Tracks ditto, faldt de i snak en dag over madpakker og flyverdragter, hvorpå Yebo sagde noget i retning af: »Powersolo er ved at lave denne her plade, ‘The Real Sound’. Kan du ikke lige tage det, scratche det og fucke det op?«

Før Track kunne fucke noget op, skulle han dog lige se til både Ponyblod, Xtra Naan, Marvelous Mosell og et nyt familiemedlem. Men det tog heldigvis ikke gejsten fra den produktive producer, der uden indgående kendskab til Powersolo tog rock’n’roll-udfordringen op.

Yebo trak i trådene og kridtede banen op for projektet, der skulle få titlen ‘The Unreal Zound’: Drengene måtte ikke snakke for meget sammen, og de skulle ikke mødes. Derudover måtte Track kun sample fra power-duoens bagkatalog – primært fra selve ‘The Real Sound’.

Tue Track: »Jeg skulle ikke tænke remix. Jeg skulle hele tiden behandle det som en produktion. Respektfuldt. Som en producer og medspiller i bandet. Jeg kæmpede helt vildt meget med at finde et originalt og helstøbt udtryk«.

Mens Track sad og svedte over at skabe ny vin ud af de gamle flasker, var Powersolo på turné rundt omkring i verden.

Kim Kix: »Der var intet, der stod i stampe for os. Vi havde en indforstået loyalitet overfor hinanden omkring hele projektet. Det var fantastisk at vide, der kom noget nyt fra en person, vi ikke kendte – men at han gik i en retning, vi kunne lide«.

Tue Track: »’Boom Babba Do Ba Dabbaz’ var det første, jeg lavede. Det er det mest massive, overproducerede stykke musik, jeg nogensinde har udgivet. Jeg var ved at blive sindssyg af at arbejde med det«.

»Men jeg kunne mærke, Kim arbejdede i universer. Næste nummer var et nyt rum, han var trådt ind i. Det har vi altid gjort med Malk. Vi prøver altid noget nyt, vi træder aldrig tilbage«.

»Jeg har været haft enormt mange kampe inde i mig selv. Men de forsvandt mere eller mindre som dug for solen, da vi mødte hinanden. Det var som om, vi havde kendt hinanden i mange år. Da jeg så begyndte at mixe og sætte pladen sammen, begyndte jeg at forstå, det var lykkedes. Jeg blev bare glad. Der er en tråd, en idé og en historie, og det hænger bare sammen«.

12072661_10153333815907408_3668506617896936671_n
Powersolo.

3. Hiphop vs. rock’n’roll – Track og Kix vender plader

Kim Kix anbefaler hiphop: Beastie Boys og noget, man kan svinge røven til

»Det, jeg har trigget på ved rap og hiphop, har tit været fusionen mellem nogle genrer. Jeg er ikke inde i stoffet, som Track naturligvis er. Men vi har fælles rødder nogle steder – i genrer, byer og territorier – Detroit, Motown, Northen soul, funk, rock’n’roll, rockabilly, blues. Lige som så meget andet er hiphop jo også baseret på beats, og noget, man kan svinge røven til!«

»Min søn, Henry på 15, hører meget Dr. Dre og Eminem, og de er også fede. Det ikke ‘hænderne over hovedet’-dumme ting – det er fede tekster«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Beastie Boys ‘No Sleep Till Brooklyn’

Kim Kix: »Den har bare alt det, jeg har brug for. Det, der er i det nummer, er alt det, jeg kan have brug for på lige det tidspunkt, jeg lytter til det. God energi og nerve. Man rejser sig op, blotter brystet og får lyst til at gøre noget vildt!«

Tue Track: »Beastie Boys er The Beatles for mig. Jeg havde været vant til at se folk med afroer og at skulle identificere mig med hispanics eller blacks. Og lige pludselig var der nogle, der lignede mig – de var skøre, og de kunne bare alt det der«.

Kim Kix: »Det var også sådan, jeg så det. Det var sådan en gruppe, der konstant tog røven på en, men som jeg altid følte mig hjemme i alligevel«.

Tue Track: »Det er nogle af dem, jeg har størst respekt for. De har indset, at de er hovedrollen i deres liv – frem for at lade sig styre af hitlister eller tendenser. Der er så mange, der tænker ‘nu er dét et hit, så skal vi lave en plade, der lyder sådan’. Det er så fucking kedeligt og tyndt. Sådan har det altid været«.

Tue Track anbefaler rock: Klassikere, eksotiske strøg og lyden af en lama

Tue Track: »Hiphop er fra andre genrer, så at høre hiphop er at høre alt muligt andet også. Når jeg for eksempel hører AC/DC eller Led Zeppelin, så tænker jeg hiphop«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Can ‘Vitamin C’

Tue Track: »Det er tysk krautrock – slut 60’er-psych. Der er så mange lag i det, der sker så meget. Jeg har aldrig nogensinde taget stoffer af stærkere grad end at ryge tjald, men jeg kan bare høre at der er noget … elastisk. De kan bare gribe nogle ting, tage dem og løbe med det«.

»Der er også nogle aner af indisk musik i det. Min far boede i Pakistan i slut-90’erne, hvor jeg var nede og besøge ham med min storebror i en længere periode. Jeg havde været helt vildt ked af det og heartbroken over en ekskæreste længe – jeg syntes virkelig, hun var en kælling på det tidspunkt. Men så kom jeg derned, og det blev helt ligegyldigt. Alt var for vildt. Ligegyldigt hvor jeg kom, føltes det som om, de havde stillet en scene op for os: Markedspladser, limousiner, vandbøfler, mærkelig musik og mærkelige mennesker, der kaldte én for Mr. Hollywood, fordi man var lys. Og så at høre Bollywood-musik og forskellige typer pakistansk og indisk musik. Det blæste mig helt væk«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

The Beatles ‘Tomorrow Never Knows’

Tue Track: »John Lennon var kommet til George Martin (Beatles’ producer, red.) og havde sagt: ‘Jeg vil lyde som en lama, der sidder på toppen af et bjerg og chanter’. Men Martin har jo været cool og tænkt: ‘Hvad fanden – tossen siger, vi skal gøre det. Det er penge, jeg er producer, og de sælger mange plader’«.

»Hver gang jeg lytter til det, så blæser det mig fuldkommen bagud. Der ligger en loopet tambura, Ringos statiske breakbeat-agtige trommer, båndsløjfer ind over og John Lennons vokal, som er inspireret af den tibetanske dødebog. Det er så tidløst, og det indkapsler så mange ting og så mange tråde. Det er bare alt«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Led Zeppelin ‘Kashmir’

Tue Track: »Jeg hader ordet episk, fordi det er blevet misbrugt så meget. Men… Det er et sindssygt stykke musik. Det er simpelthen så pisse tjekket. Jeg elsker alle elementerne«.

»Led Zeppelin lærte jeg at kende, fordi det blev samplet ret fast. Men jeg kendte ikke ‘Kashmir’ før Schooly D. Han var den første gansgterrapper. Det er ham, NWA skylder alt. Han var en uformelig bold – du kunne ikke holde den, men du havde lyst til at holde den alligevel«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af