10. Artigeardit ’Fristelse fordærver’
Det seneste år har været ekstremt frugtbart for dansk rap – Cannibal Records, Force One Music og DC samt slæng har alle sat udkantsdanmark på landkortet, men uden for gaderappen poppede endnu et lysende talent frem i Artigeardit, som på sin (ikke fejlfrie) debut-ep fremviste et mere umiddelbart billede af en ung mand, der bare gør sin ting. Usikkerheder og problemer serveret sammen med en ungdommelig sult, som gennemsyrer Ardits sløve, selvsikre flows på både bangers og mere intime stunder. Der burde være meget mere i støbeskeen for den unge rapper, som allerede har arbejdet sammen med Ukendt Kunstner og Kesi.
9. Khalazer ‘Album’
I mødet mellem Dr. Lazerlyde aka Asger Strandbys imponerende arsenal af pixelerede 8-bit-samples og snublende beats og så Khal Allans stenede, men hjernerablende intelligente rap-linjer bor det skæve, men fængende hiphop-projekt Khalazer. Ventetiden på deres albumdebut har varet fire lange år, men resultatet er det hele værd. ‘Album’ er et ambitiøst statement inden for dansk hiphop, som måske tilmed vil appellere gevaldigt til dem, der venter på nyt fra ligesindede som Malk de Koijn.
8. First Hate ‘The Mind of a Gemini’
Den københavnske synthpop-duo er stadig ved at hvæsse klingen, men deres ep-toer ‘The Mind of a Gemini’ beholder, trods den betydeligt lækrere produktion, First Hates edgy dyder intakte. Makkerparret lyder stadig som et ungdommeligt Erasure med uudslukkeligt og ømt teenager-vokseværk. Det altid let akavede udtryk virker mere og mere som et herligt overlagt særkende, som Anton Falck Gansted og Joakim Nørgaard rådyrker og forfiner – og ikke noget, der kommer af begyndervanskeligheder. Hypen har ben at gå på, ganske enkelt.
7. Choir of Young Believers ‘Grasque’
Jannis Makrigiannis indvarsler en ny dimension i udtryk og lyd. Nærmest en bevidsthedsstrøm i lydformat med synthesizere, spanske guitarer, blæsere og samples. Ligesom han fusionerer ambiente klangfarver med r’n’b-inspirerede tiltag, der vækker associationer til techno og hiphop. Uden at den melankolske inderlighed i de engelsk- og dansksprogede melodier ofres. Et modigt træk, hvor Choir of Young Believers ikke er bange for at udfordre gamle fans, ligesom det musikalsk skarptskårne hamskifte givetvis vil trække nye troende til.
6. Sivas ’Familie før para’
Han havde allerede mere end etableret sig med to roste ep’er, men Sivas klarede springet til albumkunstner med bravur og skruede samtidig en smule ned for systemkritikken for i stedet at kigge mere indad. Samtidig var der skruet op for autotunen, hvilket etablerede Sivas unikke stil med robot-agtige, men nærværende ballader og selvfølgelig en god portion bangers.
For at citere vores anmeldelse: »en kunstner, hvis stil er lige så skarp, som udtalen er sløret«.
5. Benal ‘Nu’
Skarpsindigt, skarptunget og hamrende skarpt produceret. Dansk hiphop anno 2016 er så uendeligt meget mere end stiv pik og håret tilbage (intet ondt ord om Den Gale!), og det er et navn som Benal et formidabelt eksempel på.
Albert, der sidder bag knapperne, danner et velafvejet legesygt, udfordrende og samtidig køligt og minimalistisk elektronisk bagtæppe, som Benjamin – en ordspiller af rang – og hans tætte flow dribler op ad med linjer, der det ene øjeblik er boblende humoristiske, det næste hjerteskærende ærlige.
4. Chinah ‘Once The Lights Are On’
Der skal en hel del til at stable så stabilt et omdømme på benene, at man ganske uden at have sat en single i verden, kan samle sig en hel fanskare. Men der skal endnu mere til rent faktisk at indfri de forventninger, der var løbet dem i forvejen. Men det formåede Chinah med deres forførende drømmepop og elektroniske r’n’b på ‘Once the Lights Are On’.
Perfektionismen, der ligger helt indgroet i trioens samarbejde, skinner igennem i hvert et velafvejet, fængende hook og i Fine Glindvads silkebløde fraseringer. Som krystalkuglen allerede spåede, inden Chinahs debutudgivelse, er der tale om en trio, der går en lys fremtid i møde.
3. Jamaika ’SxB på fri fod’
Gennembruddet er kommet, senest med en Roskilde-optræden som kronen på værket. Og det er fortjent, for det er efterhånden sjældent, at helt igennem unikke stemmer træder frem på den danske musikscene.
Jamaika har rødder i både Somalia og Vejle, og hans gadefortællinger fra livet på blokken er både betonhårde og bløde som den cement, der engang bandt murbrokkerne sammen. Han rapper ikke, men synger i stedet de barske fortællinger i en klagende stemme over tørre hiphop-beats – det er her, at modsætningerne mødes, og det for alvor bliver interessant.
2. Yung ‘A Youthful Dream’
Aarhus’ lysende punkkomet Mikkel Silkjær Holm lever op til hypen og leverer varen på Yungs andet album, som er spækket til randen med ungdommelig energi og en højst moden, disciplineret tilgang til sangskrivningen. Fræsende punk blandet med melodiøs powerpop og grunge udgør den vanedannende cocktail, og selvom inspirationen fra Jay Reatard og Kurt Cobain er evident, er Holm ved at finde sit eget ståsted som en af dansk rocks unge stjerneskud. Talentet er uomtvisteligt på et overbevisende og helstøbt album.
1. Liss ‘First’
Liss er blot det seneste band til at følge i fodsporene på indie-eksport-kometer som Yung og Communions. Men man forstår også godt XL Recordings’ kløe efter at få kontrakten med de aarhusianske ynglinge og anmelderdarlings i hus. Deres svale, elegante legering af spændstig funk, hvid soul, Søren Holms karakteristiske vokaler og store lommer fulde af pophooks virker skudtæt – og måske endda mere end nogensinde på den lakonisk betitlede debut-ep ‘First’. Vejen udover landegrænserne ligger ikke bare åben for Liss – den er simpelthen brolagt med slumrende stjernestøv. God tur.
Læs også: Trailerpark Festival afslører årets fulde musikprogram