De La Soul lyder stadig friske næsten 30 år inde i hiphop-karrieren

De La Soul er noget så sjældent som en snart 30 år gammel, men stadig intakt rap-trio. Til forskel fra ligesindede grupper som A Tribe Called Quest, The Roots og Slum Village, der har lidt under henholdsvis interne stridigheder, skiftende medlemskonstellationer og dødsfald, er De La Soul nemlig stadig de samme tre mand høj som ved dannelsen tilbage i 1987.

Gruppen har således både oplevet og været en del af hiphoppens historie, fra dengang genren var et perifært undergrundsfænomen til i dag, hvor dens populærkulturelle indflydelse næppe kan overvurderes. Men det er ikke kun nostalgikere som lytter til De La Soul: Trioen, der altid har gjort en dyd ud at forny sig, har i de senere år formået at knytte an til et nyt publikum gennem samarbejder med Nike og jævnlige cameos hos Gorillaz.

Paradoksalt er det derfor også, at disse nye fans ikke kan få adgang til gruppens musik, da de fleste af De La Souls ældre plader ikke er udgivet digitalt. Gruppen har i flere år ligget i strid med deres tidligere pladeselskab, som ikke tør frigive gruppens bagkatalog af frygt for, at de flere hundrede samples, som er brugt på særligt de tre første plader, ikke er ordentligt godkendt.

En praksis, der ikke fyldte meget i datidens kontrakter, men som siden er blevet indhentet af juraen og nu kan føre til bekostelige sagsanlæg.

Af samme grund har De La Soul heller ikke brugt nogen samples på deres nye album, hvis titel referer til det faktum, at trioen selv har valgt at udgive og finansiere den gennem Kickstarter og derved belave sig på velviljen fra en masse ansigtsløse relationer. På den måde er De La Soul ikke kun blevet rettighedshavere til deres eget materiale, deres fans er også blevet mæcener – og endog meget gavmilde af slagsen. Trioens kampagne nåede sit mål på under ti timer og indsamlede i alt mere end seks gange så meget som projekteret.

De La Soul lader og lyder dog ikke til at være tynget af hverken afhængighedsforhold eller forventningspres på ’ and the Anonymous Nobody…’, der på mange måde er lige så interessant som dets baggrundshistorie.

Frem for at forlade sig på elektroniske produktioner og kapitalisere på trap-bølgen, som umiddelbart ville være den nemmeste måde at undgå samples på, er albummet opstået ud af mere end 200 timer og tre års jamming-sessioner med gruppens tour-orkester Rhythm Roots Allstars. Det høres tydeligt.

Ikke blot i det væld af genrer, der er repræsenteret på udgivelsen – fra poprock til P-funk og boom bap – men også i den detaljegrad og finesse, som håndspillede instrumenter åbner op for. Hør bare udviklingen i de florlette lilletrommeslag og den fintfølende basgang på ’Memory of (US)’, der også byder på et glædeligt gensyn med Estelle, som får generøser mængder af minutter på nummeret.

Det samme gør sig gældende for den næsten symfonisk klangfulde ’Drawn’ med en allestedsnærværende Yukimi Nagano. Som sådan kunne nummeret sagtens have gjort sig ud for et Little Dragon-nummer, hvis ikke det var fordi Posdnuos leverer et par vers i outroen, hvori han også adresserer gruppens manglende mulighed for at kapitalisere på deres bagkatalog.

Allerbedst gøres det dog på den P-funkede og katarsis-skabende ’Pain’, der med sit tilbagelænede groove, gospel-inspirerede kor og Snoop Doggs henslængte flow beviser, at man (stadig) kan skabe nytænkende hiphop ved at se tilbage i tiden. Hvem havde troet, så friskt et bud skulle komme fra fire af hiphoppens ældste hoveder?

Umiddelbart kan De La Souls nye album lyde som et radikalt projekt med sit fravær af samples og Kickstarter som katalysator, men pladen formår både at imødekomme og udfordre sin lytter.

Måske fordi den følger hiphoppens succesformular og bruger de forhåndenværende midler, der i dette tilfælde omfatter et godt netværk (som også omfatter bl.a. David Byrne, Damon Albarn og Usher), en evig fornyertrang og et tight backing-band.

På den måde bliver albummet også et symbol på den poetiske retfærdighed, der er i, at De La Soul nu endelig har muligheden for at høste de fortjente frugter af et langt levned i hiphoppens tjeneste i form af øget anerkendelse og udbredelse.

---

Kort sagt:
Man siger, at desperate tider kalder på desperate metoder, og De La Souls desperation afspejler sig muligvis i forhistorien til ’and the Anonymous Nobody..’, men heldigvis ikke i udtrykket. Snarere er der tale om en plade, som genfortolker hiphoppens succesformular og viser, at man (stadig) godt kan lave nyskabende musik og knytte an til et nyt publikum ved at se tilbage i tiden og bruge de forhåndenværende midler.