1. Noname ‘Telefone’
Den Chicago-baserede rapper har tidligere luftet sine musikalske finesser sammen med Chance the Rapper på nummeret ‘Israel Sparring’, men nu står hun på egne ben med mixtapet ‘Telefone’. At vælge et enkelt track fra de i alt ti skæringer er svært, derfor ryger hele molevitten med i denne omgang. Fra start til slut pryder en organisk stoflighed de r’n’b-varme produktioner, som værner om Nonames velour-rap, der lyrisk kredser om en ret profan akse: »Noname quit the weed… love is all I need.«
Til tider er fornemmelsen jazzet, til tider er den funky og triphoppet med båndløse, smidige basgange, men for det meste er den gennemvævet af aende klaverakkorder og tilbagelænede vokaler fra et helt ensemble af gæster, der supplerer protagonisten på den helt igennem lumre udgivelse. For det er småsensuelt, og det er bare genrens lod – heldigvis bæres det frem af en vis selvsikkerhed, som skal blive interessant at følge fremover.
2. Banks ’Gemini Feed’
Banks har annonceret, at hendes andet album udkommer 30 september, men hun er ude i god tid med smagsprøverne. Sidst fik vi den gåsehudsfremkaldende ‘Fuck With Myself’, og nu får vi altså ‘Gemini Feed’, som fortsætter med skyggelegene og de kuldegysende fornemmelser lidt endnu. Nummeret er i al sin kølighed samtidig en kamufleret popsang, som ikke helt kan holde facaden i omkvædet, der gennembryder den electro-alternative r’n’b efter alle klubbens kardinaldyder. Tonelejet får et godt nøk deropad, og taktfaste synthstryg varmer klimaet op, så det bliver helt dansabelt og nemt at synge/nikke/vrikke fodled til.
Med andre ord en snigende hit-igle, der dribler af sted på et fænglsende beat med dryppende melodier og Banks’ skarpe vokal som spydspids. Ikke så meget tyder på, at efterfølgeren til ‘Goddess’ skulle blive mindre guddommelig.
3. Exercist ‘Dark Chorus’
Med blot to sange derude er Exercist i stald hos det aarhusianske pladeselskab Brystet, som udgiver deres kunstnere på kassettebånd. Men den analoge vision har også digitale afstikkere på soundcloud, og heldigvis for det. For Exercist kan få det til at snurre rundt for enhver, der hellere vil have det snævert end bredt, lo-fi fremfor hi-fi. Produktionen fejler alligevel ikke noget på ‘Dark Chorus’, der bag det uldne ydre og den hvislende sanger Niklas Langeland, som er ene mand bag roret på projektet, er et optimistisk indie-miniature. Chorus-bevingede guitarmelodier boltrer sig i livlige baslinjer og let keyboardsurf, så man bliver helt glad i låget. Fortvivl ej over den støvede skal, for ligesom en hasselnød, skal man ind under for at fange de bittersøde noter.
Hør flere Top Tracks på de næste sider.
4. At / All ‘Deeper’
Det er sparsomt, hvad der er at sige med sikkerhed om dette splinternye australske band. At/All er i hvert fald deres navn og debutpladen ‘Sun Dog’ skulle lande rimelig snart, nemlig 29 august. Første lyd derfra er nummeret ‘Deeper’, der pirrer nysgerrigheden gevaldigt og støber et stærkt fundament for bandet at rejse sig på.
Singlen er en varm hybrid af dance og eksotisk pop, der farves af en afskærmet dysterhed og beviser, at bandet gnidningsfrit excellerer mellem euforisk fest og dyb eftertænksomhed. Kronen på værket er forsanger Lucy Roleffs gudsbenådede stemmebånd, som ubesværet glider ind og ud af ultrafin falset og hviskende sang. Læg hertil et gram klubstemning, rytmisk funkguitar og dunkende synthloops og retten er serveret.
5. Ardyn ‘The Valley’
Vi var vakse ved havelågen, da den britiske duo slap deres første single ‘Universe’ sidste år, men denne gang må vi erkende, at ‘The Valley’ faktisk allerede udkom sidste måned (19. juli). Vi retter op på vores sommerlige efterslæb nu. Ardyn-tvillingerne er om end stadig et pragteksemplar i, hvordan man skriver dramatisk god popmusik. Katy Pearsons vokal er tindrende og inderlig – karakteristisk i Björk-enden af spektret – og ekkoet fra den melodiske indie-epoke i 00’erne skinner igennem, selv om den æteriske dirren får baghjul af det pompøse omkvæd.
6. Artificial Brothers ‘Hollow’
To af Artificial Brothers’ medlemmer har i princippet mere end travlt med sideprojektet (eller er det omvendt?) The Entrepreneurs, men i ny og næ bliver det alligevel til et nyt track fra gruppen, der er tilknyttet Thy Music Collective. ’Hollow’ er en døsig, sløvende sag, der langsomt omslutter dine høretelefoner med en afmålt palet, hvor hovedpersonen næsten er de enkelte dybe, men dybt effektive basanslag.
7. Katie Gately
Det er ikke meget, man har hørt til Tri Angle de seneste par år. Pladeselskabet fik en bragende start i 2010, da den nu begravede witch house-genre var musikbranchens nyeste kæledægge og navne som Holy Other, oOoOO og Salem udfordrede grænserne mellem house og langsom r’n’b.
Siden har Tri Angle udgivet eksperimenterede elektronisk musik over en bred kam, og i forlængelse er det også svært helt at pinpointe Katie Gately, der blander en underspillet popfornemmelse med jazz-saxofon og en kakofoni af samples, der næsten falder ind over hinanden som et højhus, der bevidst sprænges i luften.
8. Miguel ‘Cadillac’
Baz Luhrmanns hiphop-serie ‘The Get Down’ har premiere lige om lidt (12. aug), og sådan en satsning har naturligvis brug for et potent soundtrack. Serien omhandler hiphoppens opblomstring i 70’ernes New York, og helt i ånden er Miguels bidrag et funky, kækt stykke popmusik, der både smager af disco og soul. Læg hertil de allestedsnærværende strygere, som giver lidt af det teatralske musical-feel, Lurhmann altid har været eksponent for i sine produktioner.
9. Bichkraft ‘Stain of Rest’
Dette Kiev-firkløver er måske det første ukrainske band, der formår at erobre disse spalter. Det skyldes ikke nogen særlig redaktionel politik, men snarere ren tilfældighed. Og tilfældet må i såfald også retmæssigt krediteres for, at vi skulle snuble over dette Velvet Underground’ske af attitude og industrielt Sonic Youth-klingende bands nyeste single ‘Stain of Rest’. Deres album ‘Shadoof’ er indspillet i et vrag af et hjemmestudie, hvor bandet arbejdede i et apokalyptisk hul af smadrede vinyler, mølædte vinterfrakker og sovjetiske køleskab. Trøsten var smøger og sort the.
Sådan kan den sælges, men musikken taler faktisk også selv. Maniske fire slag i gulvet og spastiske marchslag danner grundlag for jernende bas og ekserceret guitarlarm, der flænser nummerets psykedeliske shoegaze op i trevler og samler dem til en punket næve. Det er besnærende øst-europæisk autencitet for rock’n’roll-nostalgikeren, der også labber det forkvaklede engelske modus i sig, som var det en Nico-ballade. Ikke overraskende er bandet blevet samlet op af det alternative Brooklyn-selskab Wharf Cat.
Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Apple Music HER og via Spotify HER.