Blue Foundations ‘Blood Moon’: Ultraambitiøst dansk postpop-udspil
12 år efter Blue Foundations gennembrud med albummet ’Sweep Of Days’ sætter navnet endnu en gang eksperimenterende kapital ind på kontoen til sin sammenligningsberettigelse med danske festivalrockbands som Mew og Turboweekend.
Siden da har gruppen lagt Kirstine Stubbe Teglbjærgs karakteristisk knækkende vokal fra sig, hvilket har åbnet en helt ny verden af stimulerende samarbejdsmuligheder for shoegaze-skikkelserne Tobias Wilner og Bo Rande. ’Blood Moon’ er en stilfærdig magtdemonstration, der desuden viser de to gutters vilje til at levere alternative musikløsninger i en streamingtid ved at tilbyde både prætentiøse popsange og mere drypvist klubbede instrumentalversioner af disse.
Nogle af de stemningsfulde samspil viser mere integritet end andre. For eksempel drukner Jonas Bjerres ellers chikke falset lidt i de storladne baggrundssamples på nummeret ’Lost Girl’, hvorimod Au Revoir Simones Erika Spring på ’Don’t Blame My Eyes’ rammer sin lunkne altstemme perfekt ind i den mere akustisk orienterede lead-guitar-vibe, der energisk og uden vaklen overføres til efterfølgeren ’Stain a Broken Heart’.
Men at ensemblerne konsekvent udgøres af en duet med Tobias Wilner selv skaber en imponerende stram syntese, så albummet nærmest fremstår romanagtigt med skildringen af en hovedperson og flere, fængslende bifigurer, der flakker til og fra. Når han så alene står for at skabe skred i fortællingen, på for eksempel det næsten symfonisk lange ’Faded’, fremkommer der en episk følelse af moderne stream of consciousness, som sammen med instrumentalperioderne etablerer en velkontrolleret, klangmæssig dynamik.
Duoen lægger heller ikke skjul på, at albummet har været længe undervejs. Nærmere bestemt i tre år, hvorfor de til sidst har stået foran at skulle konstruere et stringent studiealbum ud fra mere end tre timers musik. Selve tilblivelsen er foregået i New York, og det kan mærkes på den sitrende atmosfære, der svinger som et pendul mellem performativ drømmepop og den mere sentimentale shoegaze. De har selv kaldt albummet for en ’atypisk kærlighedshistorie’, som det er svært ikke at lade sig hvirvle forbeholdsløst ind i med en så sofistikeret brug af beats og spejlglat synth.
Den spirende IDM er et gennemgående tema, som hele tiden varieres gennem en syntetisk popatmosfære og over i mere reserveret, skrabet triphop. Der er ikke sparet på hverken plasticitet eller det poetiske tekstunivers, som stadig er lige fuldt af kodesprog og smertelig dybde.
På den måde formår Blue Foundation både at fastholde feststemningen på 80’er-fuldtræfferen ’Brother & Sister’ samt vække house-entusiasternes nysgerrighed i ekkoerne på det efterfølgende ’Stars Fall Quiet’. Der hentes konstant stof op fra en dunkel, elektronisk æra, og ’Blood Moon’ definerer sig derfor helt overordnet set som et modernistisk og ultraambitiøst dansk postpop-udspil.
Kort sagt:
Wilner og Rande er gået dybt i studiet og håndplukket de mest innovative synthflader og disharmoniske beats til deres seneste intense værk af et studiealbum. Man forundres af den overbevisende afstemthed gennem numre, der helt kamæleonagtigt egner sig både til studiestartsfester og lurende, nordisk mørke. I det hele taget iklæder Blue Foundation sig en helt ny, stilsikker efterårsgarderobe af dunkle dansegulve og kærligt manipuleret elektropop.