Jack White ‘Acoustic Recordings 1998-2016’: Retrospektivt vue vækker mest af alt trang til nye toner
Han er en af de mest signifikante skikkelser i nyere tids musikhistorie med en stor aktie i rockens genopblomstring siden årtusindeskiftet, Med en arkivars kyndige overblik har Jack White katalogiseret de genrer, som med dybe plovfurer har pløjet sig gennem den amerikanske muld og sået frøene til rockmusikkens udvikling. Særligt blues og honky-tonk fra Sydstaterne samt garage fra hjembyen Detroit har fået nye blodtransfusioner i den stil- og historiebevidste revisionists hænder.
Således er det kun på sin plads med et foreløbigt pitstop og retrospektivt vue over karrieren, omend denne kollektion af numre fra hele Whites diskografi ikke umiddelbart føjer nyt til billedet af ham som en puritansk og konservativ kurator. Selv om det er muntre genhør med ‘Hotel Yorba’, ‘I’m Bound to Pack It Up’ og ‘We’re Gonna Be Friends’, understreger albummet blot Whites stringente fokus på former og tradition.
Desuden omgår man også sandheden en kende lemfældigt, såfremt man tager albumtitlen for pålydende. Der er elektrisk guitar på adskillige af pladens sange, som er sekvenseret kronologisk, hvor særligt ‘Apple Blossom’ og den pulserende ‘On and On and On’ nyder godt af det elektrisk forstærkede følgeskab.
Der er tale om nye og alternative mixes, hvor de nedbarberede versioner retter fokus på kvaliteterne i Whites sangskrivning. ‘You’ve Got Her In Your Pocket’ og ‘White Moon’ fremstår (af)klædeligt sårbare, ligesom White Stripes-outtaket ‘City Lights’ rummer en hypnotisk stemning med de næsten messende bluegrass-licks. Selv om ‘Never Far Away’ var et bestillingsarbejde til filmen ‘Cold Mountain’, er sangen med det sørgmodige cello-akkompagnement til det akustiske fingerspil en funklende smaragd i Whites skattekiste.
De solide takter til trods fravrister albummet sig ikke trivialitetens greb over halvanden times spilletid. Hvor berigende det er at få indsigt i (og overblik over) Whites sprudlende kreativitet, belyser disse 26 numre også de begrænsninger, han har sat for sig selv. Om det er Meg Whites primal-trommer eller Brendan Bensons powerpop-sensibilitet, står det klart, at det er i kollektivt samspil, at Whites talent for alvor har foldet sig ud.
Hardcore-fans vil givetvis finde udgivelsen overflødig, men anskuet som en slags greatest hits og et foreløbigt perspektiv over en succes- og betydningsfuld karriere, har ‘Acoustic Recordings’ skam en eksistensberettigelse. Den pirrer i hvert fald smagsløgene til nye lækkerier fra Jack Whites menukort.
Kort sagt:
Dette retrospektive vue over en markant og betydningsfuld karriere føjer ikke nye dimensioner til Jack Whites talent og moderne greb om rockens ophav. Selv om der er glædelige genhør og alternative versioner, vækker albummet mest af alt trang til nye toner fra denne stilsikre og historiebevidste musiker.