Agnes Obel serverer smagfuldt alvorlige oktobersange på ‘Citizen of Glass’

Agnes Obel serverer smagfuldt alvorlige oktobersange på ‘Citizen of Glass’

Det er Agnes Obels afgørende trumfkort og relative svaghed, at hendes musik er så let identificerbar, at den til tider truer med at kamme over i det selvaffekterede. Man skal således ikke lytte til mange vilkårligt sorterede bidder fra hendes tredje album, før man føler sig hensat i en meget velkendt tilstand, som vi i mangel af bedre kan kalde for ’en rustpatineret Obel’.

Det kan ikke være tilfældigt, at Obels hidtidige tre album alle er udkommet i oktober måned. De kunne nemlig hver som en have båret titlen ’October Songs’.

Lidt ligesom man får lyst til at råbe grimme ord, når man befinder sig i selskaber, hvor pænheden og alle de korrekte meninger er enerådende, så føler man til tider en trang til at stikke hul på den tungt draperede, efterårsmelankolske stemning, der kendetegner ’Citizen of Glass’.

Man kunne godt tænke sig at høre sangerinden smide al den indstuderede alvor overbord og virkelig rive grundbogen i stykker. Der er tilløb undervejs – de ordløse vokaler, der svæver rundt over et simpelt akustisk motiv på ’Stone’, de bevidst skabede korvokaler på ’Golden Green’ eller brugen af stemmeforvrængende effekter på omkvædet i førstesinglen ’Familiar’ (der får Obel til at lyde som en mand med Bryan Ferry-komplekser) – men overordnet serverer Obel det både vi og hun udmærket ved, at hun er ferm til, uden rigtig at lægge afgørende nye alen til udtrykket.

Hendes vokalindsats er mere ulmende og mindre optaget af at lyde ’køn’. Men jeg tilgår alligevel de nye sange med en let undertrykt utålmodighed, for jeg oplever, at Obel – uanset om hun synger i sit lyse eller mørke register – rammer den præcis samme stemning eller følelse igen og igen. Det ville være rart om hun kunne kommunikere andet og mere end denne lettere personlighedsforladte tristesse, der hænger tungt som Dronning Victorias redeligt tilknappede barm.

Obel veksler fortsat mellem klaver og cello som primære instrumenter tilsat alskens veludført garniture i form af korsang, akustisk guitar, et xylofon-lydende grundmotiv (på den fine ’Golden Green’) og pizzicato-prikkende strygere. Hele herligheden er fornemt iscenesat, men det stilfulde trumfer ofte det personlige.

Sangskrivningen er heldigvis både underskøn og helstøbt i sine bedste øjeblikke. Obel lægger for eksempel meget stærkt fra land med den glimrende ’Stretch Your Hands’, der kan måle sig med den bedste håndfuld sange fra den overvældende succesrige 2010-debut ’Philharmonics’.

’Familiar’ byder på en melodisk progression, der er inciterende, for ikke at sige temperamentsfuld (ellers ikke et ord, der ligger øverst i skuffen, når talen falder på Obel). ’Red Virgin Soil’ er et fortættet lille, ordløst drama, der lyder som et levn fra et ellers glemt music hall-repertoire fra slutningen af det 19. århundrede.

’Citizen of Glass’ – en albumtitel, der, ganske typisk for Obel, er sådan smagfuldt vag fremfor konkret eller sanselig – er en æstetisk gennemført samling kompositioner iklædt efterårets tonlige klædedragt. Fanbasen vil få rig lejlighed til at sukke henført.

Til slut en stille bøn til den dygtige danske berliner-expat: Det kunne være forfriskende med en maj- eller juliudgivelse i næste ombæring!

Hvem kunne ikke tænke sig at høre Obel fanget i en kåd forårsforelskelses orkanøje eller selskabeligt overrislet til en pragtfuld grillfest ved stranden?


Kort sagt:
Agnes Obel byder på mere af det samme på sin tredje oktoberudgivelse ud af tre mulige. Det kniber for den dygtige og sympatiske sangerinde at kommunikere andre stemninger og temperamenter end det ene triste og tyste, som hun mestrer med en sommetider lidt for indstuderet alvor. Obel kan heldigvis skrive både underskønne og helstøbte kompositioner, så fanskaren vil derfor sætte stor pris også på ’Citizen of Glass’.

Agnes Obel. 'Citizen of Glass'. Album. PIAS/Friendly.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af