Francis and the Lights’ debutalbum er en solid bedrift udi moderne, legesyg popmusik

Francis and the Lights’ debutalbum er en solid bedrift udi moderne, legesyg popmusik

I løbet af sommeren er Francis and the Lights gået fra noget nær anonymitet til storslået hype takket være den hjertelige synthpopsang ‘Friends’, hvor to af populærkulturens største stjerner, Kanye West og Bon Ivers Justin Vernon, bidrager med både vokal, producering og synkrondans i den tilhørende video.

Siden har producerkrediteringer på Frank Oceans ‘Blonde’ og et samarbejde med Cashmere Cat og The Weeknd kun skubbet Francis and the Lights længere frem i rampelyset, og nu er det første fuldlængdealbum fra projektet landet for at gøre os klogere på, hvem den angiveligt pressesky newyorker med de mange celebre venner egentlig er.

Francis Farewell Starlite ep-debuterede som Francis and the Lights helt tilbage i 2007 og har siden eksperimenteret med både nedbarberet folk og sødmefuld minimalistisk pop. På ‘Farewell Starlite!’ har synthesizeren og de catchy 80’er-vibes med god grund overtaget, for Starlite er et stortalent udi inciterende rytmer, berusende og skæve synthlandskaber og følsom-funky falsetsang.

Albummet åbner flot med den Justin Vernon-assisterede ‘See Her Out (That’s Just Life)’, hvor Starlites besyngelse af en bittersød afsked kontrasteres med højtsvævende, stikkende synths i en minimalistisk, men fængende produktion. Vernon gør desuden god figur på albummet med sin karakteristisk melankolske falset, der lægger sig tæt op ad Francis’ egen vokal.

Et andet højdepunkt er den hoftevrikkende ‘I Want You To Shake’, der med sine lyse, rytmiske keyboardakkorder og stønnende vokaler klinger af tidlig Michael Jackson. ‘Running Man / Gospel OP1’ brillerer i samspillet mellem de springende, boblende beats, et uventet strygersample og Francis’ originale brug af vokaleffekter.

Numre som disse demonstrerer Francis and the Lights’ opmærksomme øre for detaljen og idémæssige overskud. De effektladede vokaler skal ikke forveksles med autotune, men er frembragt via Starlites såkaldte prismizer-metode, der giver dem deres særlige korlydende klang.

Vokaleffekterne tilføjer en klædelig kant til flere af albummets lidt for pæne og inderlige sange som ‘May I Have This Dance’ og ‘It’s Alright To Cry’, men de medfører også, at Kanye Wests medvirken på den afdæmpede ‘My Citys Gone’ bliver relativt svær at identificere. At førnævnte ‘It’s Alright To Cry’ lægger sig faretruende tæt op af ‘Friends’ i både melodi og arrangement, er på samme måde med til at skæmme indtrykket af en ellers solid bedrift udi moderne, legesyg popmusik.


Kort sagt:
Francis Farewell Starlite beviser på sit første fuldlængdealbum som Francis and the Lights, at han er et stortalent udi inciterende rytmer, berusende og skæve synthlandskaber og følsom-funky falsetsang. Starlites originale brug af vokaleffekter tilføjer klædelig kant til de fængende, 80’er-forherligende produktioner, der til tider fremstår lidt for nuttede.

Læs også: Hvem er Francis and the Lights, der laver musik med Chance, Frank Ocean og Bon Iver?

Francis and the Lights. 'Farewell, Starlite!'. Album. Selvudgivet.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af