Jonathan Johanssons umiddelbare 80’er-pop mangler forgængerens ambition
Det første, man foretager sig i mødet med Jonathan Johanssons semi-surprisealbum (det blev annonceret dagen inden det udkom, 11. november), er at hæfte sig ved den engelsksprogede albumtitel: Åh nej, har Johansson skiftet sit særdeles sangbare svenske ud med et forsøg på at erobre internationale markeder i kraft af et inferiørt engelsk, spørger du nok (ligesom jeg gjorde)?
Svaret er heldigvis nej. Johansson forsøger ingenlunde at gå landsmændene Kent (der i 1998 udgav en engelsksproget version af gennembrudspladen ’Isola’ fra året før) i bedene. ’Love & Devotion’ er lige så fyldt med svenske gloser som det er fyldt med Prince-lydende synths og Nile Rodgers-prikkende guitarlinjer. Men titlen er ingenlunde tilfældig. Kig bare på et lille udvalg af sangtitlerne: ’Old News’, ’Real Thing’, ’We Above’ og ’Bull City’.
Jeg skal ikke gøre mig for alvor klog på Johanssons motiver for at strø om sig med engelske (og en enkelt italiensk: ’Ti Amo’!) sangtitler, men blot konstatere, at hans sanglyrik i denne ombæring bærer rundt på en masse engelske fraser og hverdagsvendinger, der optræder side om side med de svenske (der fortsat er i klart overtal, så bare rolig). På denne side af Øresund og Kattegat kender vi til denne form for sproglig synkretisme hos nationens popmusikalske fanebærere i form af Nephews tvivlsomme arv, men det er næppe her Johansson har hentet ammunition.
Temaet for sangene på ’Love & Devotion’ ligger ikke overraskende frit til skue i albumtitlen. Det er kærligheden i dens både positive og negative gevandter, der fungerer som en rød tråd på den svenske sangskrivers fjerde album. Måske det er et nik til kærligheden som et universelt (og det da særligt i popmusikken) sprog, at Johansson inkorporerer de engelske fraser? Måske det er en slet skjult kommentar til det engelske sprogs invasive og grænseoverskridende indtog i de nationale sprog, som en kærlighedsbacille, der springer fra hjerne til hjerne og hjerte til hjerte? Hvem ved.
Sagen er den, at ’Love & Devotion’ på den ene side er forenet med forgængeren ’Lebensraum!’ (2015) i en forkærlighed for 80’er-lydende synthpop, men på den anden side er adskilt ved lyrikkens anderledes populærmusikalske almenhed: En granskning af kærlighedsfølelsernes brede boulevarder og skyggefulde grøfter. ’Lebensraum!’ var optaget af flygtningekrisens fatale konsekvenser og indvirkning på velfærdsturistens tilgitrede værdisæt og behandlede sit antropologiske ærinde med en laseroperatørs skarphed. Sammenlignet hermed virker ’Love & Devotion’ som et forholdsvis uforpligtende forsøg på at lave et mindre sammensat og mere umiddelbart album, der ikke bærer vægten af fortolkerens medbragte baggage på sig.
Som sådan fungerer albummets første halvdel forbilledligt. Produktionen på åbningsnummeret ’Bull City’ fremhæver alle de rigtige knaster i sangens armatur, og Prince-anno-’I Wanna Be Your Lover’-pop-funken på ’Real Thing’ er suverænt skåret. Det samme er omkvædet på ’Du så fin’, hvor repetitionen af sangtitlen typisk – og ovenud elegant – lander på en molstemt tone. Johansson er ikke svensk for ingenting. Det nordiske temperament synger i blodet på ham, selv når han leverer neon-glitrende pop.
Men ikke alene synes albummets melodier i stigende grad at bære karakter af ’same old, same old’ som albummet skrider frem, men Johanssons veludviklede popøre synes at stille sig tilfreds med lidt for nemme løsninger, for eksempel brugen af mellemstykker, der mere tager energien ud af sangene end fører dem videre til næste niveau. Lynudgivelsen af værket kan måske ses i forlængelse af en arbejdsproces, der ikke vidner om helt samme dedikation som vanligt?
Vi har med andre ord fat i en ret sublim popsangskrivers mindst essentielle album indtil videre, og det i en karriere, der er rig på stjernestunder og fattig på fyld. Det er altid en fornøjelse at lytte til en så begavet popsangskriver som Johansson – og 80’er-poplyden klæder ham faktisk glimrende – men man savner nogle kalorier i værket og bagmandens åbenlyse vilje til at forme et helstøbt statement, der matcher hans vanlige høje standarder.
Kort sagt:
Den svenske popsanger og sangsnedker har hidtil stået fadder til en komplet trilogi af nærved-og-næsten mesterværker. Vurderet efter den alen er ’Love & Devotion’ en påfaldende uforpligtende skuffelse, der nok glimrer ved sin veloplagte 80er-synthpoplyd, men som melodisk, tekstmæssigt og tematisk kører lidt for meget i tomgang.
Læs også: Jonathan Johansson om politik og popmusik: »Middelhavet er en massegrav«