Jonathan Johansson
Jonathan Johansson har til sit nye album valgt en titel, der alt efter tilgangsvinkel vil virke provokerende, krænkende eller tankevækkende på sin tilhører.
Lig den norske forfattersensation Karl Ove Knausgård (’Min kamp 1-6’) approprierer den svenske sangskriver et af nazi-terminologiens nøglebegreber: ’Lebensraum’ er et modigt angreb på europæisk snæversyn og især det Fort Europa, som vi bygger op om os selv for at holde alverdens nødlidende flygtninge ude.
Johansson iscenesætter dette opdaterede ’Lebensraum’ ved at sætte fokus på svenske turister, der strømmer til italienske ø-paradiser som Stromboli og Lampedusa, der i vor tid reelt er omdannet til svært bevogtede kystfæstninger mod truslen fra syd. »Stranden er tung med svenske turister / som mafiosoer / som nye fascister«, synger han – uden at kere sig om forsigtige poetiske omskrivninger – allerede på første skæring, ’Stromboli brinner’.
Kontrasten mellem glade svenske turister og den elendighed, de forsøger at fortrænge, er ikke kun lyrisk befrugtende, men åbner tillige for en musikalsk fortolkningsramme, hvor sol, sommer og glade forventninger udtrykker turiststemninger gennem musikkens overraskende funky, glinsende og optimistiske bund. Man kan nærmest mærke solen prikke sangene til liv.
Man kommer til at tænke på Todd Terjes ’It’s Album Time’ fra sidste år, der udover at dele fascinationen ved charterturisme med ’Lebensraum!’ også placerede dansevenlige hymner, lydkitsch og pumpende rytmer i en større (album)fortællings tjeneste.
Johansson synger om både København og Kreuzberg, om Cosa Nostra og Zlatan Ibrahimovic, men musikken swinger uanset destination eller tematik. Særlig stærk er indledningen med sange som ’Ny/Snö’ og ’Midsommarkransen Baby’, hvis omkvæd nok skal sikre hitlistebevågenhed. Albummet er kendetegnet ved dets organiske overgange mellem de enkelte sange, hvilket resulterer i en sømløs helhedsoplevelse.
Bystyret i Malmø står nok ikke ligefrem klar med en æresborgertitel til bysbarnet Johansson oven på den svada fødebyen tildeles i ’Alla Helveten’. Men også den sang viser mere end noget andet, at overflade bedrager på ’Lebensraum!’. For lige under overfladen lurer en grimmere, men ofte mere interessant og kontrastrig historie. Og den har den svenske poptroldmand fremragende fat i på sit seneste storværk, der på fascinerende vis maler med helt andre farver end det melankolsk-monokrome mesterværk ’Klagomuren’ fra 2011.
Kort sagt:
Jonathan Johansson viser nye funky sider af sit talent på det flerfarvede og dobbelttydige ’Lebensraum!’, der står i skærende kontrast til det melankolske mesterværk ’Klagomuren’. Den opstemte, nærmest kitschede musikside dækker over en stærkt tankevækkende, politisk og samfundskommenterende lyrik, der tager temperaturen på Europas aktuelle ’sindstilstand’ og pirker til dets tabuer.
Læs anmeldelse: Jonathan Johansson ‘Klagomuren’