Jonathan Johansson

Grædemuren regnes af mange for at være jødedommens helligste sted og det eneste levn fra romernes ødelæggelse af Jerusalem. Og netop ødelagt føler svenske Jonathan Johansson sig også på sit andet album ‘Klagomuren’, der tager os med ind i svenskerens helligste gral i en mørk skinnende sølvbrise, som omfavner ens krop. Kontrastfyldt. Og det er hele albummet også – tekstmæssigt dystert og musikalsk svævende let.

Hvor første album var udpræget New Romantic-80’er-nostalgi, er dette mere let og tilgængeligt. Man flyver over velkomponerede beats frembragt af et old school yamaha-keyboard kombineret med lidt mere tunge basgange. Man bliver suget ind i og forført af et univers, som er én lang klagesang. Det gælder især på singleudspillet ‘Stockholm’, ‘Redan glömda’, ‘Under sjukhusen’ og ‘Min ljusaste röst’.

Her formår Jonathan Johansson med skandinavisk minimalisme og inderlige kærlighedseksplosioner at lukke op for sin sjæl, som han ligesom på albumdebuten vrænger ud med velkendte meditative synthtoner, elektroniske trommespor og guitar.

Jonathan Johansson har lavet et smukt og lidelsesfuldt album ved den grædemur, som i princippet kan blive alles. Men albummet kræver også, at man bruger tid på at komme ind i det detaljerige rum, som svenskeren skaber, og det bliver til tider svært at blive suget helt ind, fordi Jonathan Johansson en gang imellem bliver en anelse for anonym. Der mangler simpelthen nogle musikalske eksplosioner til de kraftfulde og eftertænksomme tekster.