Jonathan Johansson blander på sit nye album, ’Lebensraum!’, pop med politisk protest. Inspireret af druknede bådflygtninge, Fort Europa og den økonomiske krise tager han et skånselsløst blik på velfærds-Europa anno 2015. Vi tog en grundig snak med den 34-årige svenske sanger, der den 22. maj giver koncert i Lille Vega.
Titlen på dit nye album, ’Lebensraum!’, er – alt efter synsvinkel – provokerende eller tankevækkende. Hvornår i processen lagde du dig fast på den titel?
»Arbejdstitlen var faktisk ’Nästa år, någon annanstans’, som spiller på et citat fra jødisk tradition. Det refererer til jødernes eksil i Babylon og deres længsel efter at vende tilbage: ’Næste år, Jerusalem’. Jeg gik dog væk fra titlen, fordi den ikke så godt ud rent grafisk og så var der flere af mine venner, der syntes, at det var en lidt for indforstået titel. Men så en dag, da jeg var ude og gå en tur, dukkede det her ord – lebensraum – pludselig op i min bevidsthed. Og det ord dækkede albummets problematik lige så godt: I dag har de fleste af os penge, pas og privilegier til at bevæge os frit rundt, men endnu flere – alle mennesker syd for Europa, dybest set – har ikke den mulighed. ’Lebensraum!’ er en mere aggressiv titel, eftersom det jo er et ord, der dækker over noget ganske grusomt. Det er et 100 procent ’forurenet’ ord, kan man sige, hvilket gjorde det interessant at bruge«.
Hvorfor valgte du at tilføje udråbstegnet?
»Simpelthen for at gøre det endnu mere direkte og hårdtslående. Det har sådan en popmusik-æstetik over sig, synes jeg, som fungerer ret godt. Især fordi coveret også er holdt i de her skarpe pink-violette toner. Jeg syntes det var interessant at lege med begrebet på den måde. At gøre det overfladisk. Gør man begrebet værre ved at forfladige det – eller tager man omvendt noget af kraften ud af det? Det er nogle af de ting, titlen og coveret sætter i spil«.
Den norske forfatter Karl Ove Knausgård brugte fornylig et nazibegreb som titel på sit seksbinds-erindringsværk: ’Min Kamp’. Havde det nogen indvirkning på din beslutning, at der var den parallel?
»Ja, det havde det. Jeg talte med mine venner, da jeg kom på den endelige titel, og de pegede alle sammen på Knausgård. Det var simpelthen deres første indskydelse. Hvilket på en måde var lidt irriterende (griner). Jeg har selv læst en hel del af Knausgård, så jeg var fortrolig med hans måde at tage titlen på Hitlers værk og give det en anden betydning, altså at bruge det i formuleringen af personligt erindringsstof… så, ja, på et ubevidst plan, havde det nok noget med min egen idé at gøre, og det var måske i sidste ende en medvirkende grund til, at jeg ikke droppede ideen igen eller fik kolde fødder i forhold til at bruge den«.
Som du var kort inde på er coveret ret anderledes fra dine tidligere album. Var dette look – med nogle skarpe, markante farver – en bevidst reaktion i forhold til din tidligere musik?
»Helt klart. Jeg havde brug for at lave noget helt andet, der adskilte sig fra mine tidligere udgivelser, og det afspejler coveret. Det handlede meget om at bevæge sig ud af en komfortzone. Jeg ser mine tidligere udgivelser som tvillinger på en måde, der dybest set handler om det samme og derfor også lyder ret ens. Den her alvor og melankoli, du ved… Jeg følte, at jeg havde brug for at finde en anden lyd, et mere åbent udtryk. Jeg elskede at lytte til hiphop, da jeg var ung, og da jeg hørte Frank Oceans album (’Channel Orange’, red.) blev jeg blæst fuldstændig omkuld. Derudover genlyttede jeg også mine gamle Prince-plader, og efterhånden fik jeg gjort op med melankolien (griner)… Det handlede om at finde tilbage til mine rødder, kan man sige«.
Der er en lang tradition for protestmusik eller socialt og politisk engageret musik i populærmusikken. Føler du, at ’Lebensraum!’ tilhører den tradition?
»Ja. Det gik langsomt op for mig undervejs i processen, at det udviklede sig i sådan en retning. Det var ikke en forhåndsbeslutning, slet ikke. I starten skrev jeg bare sange, men på et tidspunkt kunne jeg ikke ignorere de avisartikler, nyhedsudsendelser og Facebook-feeds, der henviste til de her emner med bådflygtninges forlis i Middelhavet. Jeg følte, at noget pressede sig på. Jeg blev konfronteret af virkeligheden. Samtidig var det en åbning for mig – sådan rent kreativt – at skrive på en anden måde, der var mere to-the-point og knapt så… poetisk. Tidligere ønskede jeg at skrive poetiske tekster, men nu handler det for mig mere om at skrive popsange, og skrive tekster, der passer til popsangen som form«.
Du har besøgt nogle af de steder, du nævner på albummet, som for eksempel Stromboli og Lampedusa (hhv. en græsk og italiensk kystby ved Middelhavet), ikke sandt? Var det også de direkte oplevelser, der påvirkede dig til at skrive albummet?
»Ja. Jeg har besøgt alle de steder, der nævnes i teksterne. Det hele startede ved, at jeg mødte en kvinde på Sicilien. Vi hang ud sammen i en periode. Den erfaring påvirkede albumfortællingen, der tager udgangspunkt i en kærlighedsaffære mellem en mand og en kvinde. Affæren begynder i den første sang og slutter i den sidste sang. Men altså, kvinden som jeg mødte, så ikke længere nogen fremtid for sig selv i sit eget land, i Italien. Der var ingen jobs at få, så hun overvejede at tage væk. På samme tid – bare 300 km derfra – synker der både med flygtninge. I det samme hav, som vi badede i, dør der mennesker…. Det var sådan nogle ting, sådan nogle sindssyge kontraster, der begyndte at rumstere inden i mig. Det kom meget tæt på«.
I den første sang, ’Stromboli brinner’, nævner du noget om svenske turister, der tager til Middelhavet og opfører sig som mafiosoer og fascister. Det er noget af et statement…
»Det er en misforståelse! Du er ikke den første, der har misopfattet de linjer. Det er også sket for flere svenske medier (griner). Måske synger jeg dem utydeligt? Jeg har faktisk tænkt mig meget snart at frigive teksterne online, så folk kan se med deres egne øjne, hvad det er jeg rent faktisk synger. Jeg synger ikke, at svenske turister er ligesom mafiosoer og fascister. Jeg synger, at de befinder sig det samme sted som mafiosoer og nyfascister, som refererer til et eksisterende politisk parti i Italien, der har ganske meget medvind i de her år. Svenskerne er ikke nye fascister, men befinder sig et sted, hvor der er nyfascister… Det er lidt forvirrende, men det er altså ikke en eller anden ondsindet analogi, det er tænkt som en forholdsvis straight miljøbeskrivelse«.
Men du beskriver turismen som moralsk anstødeligt…?
»I den anden sang på albummet, ’Ny/Snö’, tager jeg fat om turismen og behandler den som et problem. Det var meget specielt med den sang, for jeg kom på hele teksten i ét stræk, sådan stream-of-consciousness-agtigt. Sangen består af flere modsætningsfyldte stemninger, blandt andet om mennesker, der flyder rundt i det turkisfarvede hav og om både, der ligger og skinner i solen. Men spændingen i sangen er, at det både kan være flygtninge og turister, jeg synger om. Realiteten er, at Middelhavet er en massegrav. Nogle af verdens mest privilegerede mennesker bader i det samme vand som verdens allermest nødlidende og desperate mennesker dør i… Det er en uhyggelig sandhed. Og det er dybt moralsk betænkeligt. Så sent som den anden dag kæntrede endnu en båd med 400 døde mennesker til følge. Det er med andre ord rystende aktuelt, det her…«
Jeg forstår albummet på den måde, at det er ’Fort Europa’-mentaliteten du angriber snarere end det specifikt er svenske turister…
»Ja, albummet handler om Europa. Det handler om grænser. Om grænser, der er åbne for penge og handel, men som er lukkede for mennesker og for menneskelig elendighed. Hør her, jeg har ikke nogen løsning på det her problem. Jeg er ikke politiker eller prædikant. Jeg føler bare en enorm moralsk kvalme over det. For eksempel føler jeg oprigtigt ikke, at jeg har mere ret til at bo i Sverige end de flygtninge, der kæmper for et bedre liv i sikkerhed og tryghed. Jo, ifølge loven har jeg mere ret til at bo her, og sådan er det, men moralsk har jeg ikke mere ret til det end de mennesker, der dagligt drukner i Middelhavet… Det mener jeg 100 procent seriøst«.
Du synger også om Mallorca, Kreuzberg i Berlin, København og Malmø. Alle disse stednavne er også med til at forankre albummet i en slags forbundet europæisk identitet…
»Ja. Jeg synger kun om steder, jeg kender. Det har jeg altid gjort. Det fungerer bare bedre for mig at tage udgangspunkt i steder og miljøer, jeg rent faktisk har oplevet på min egen krop. Jeg nævner Kreuzberg, fordi jeg havde en god ven, der flyttede dertil for nogle år siden, fordi han var træt af Sverige. Det fik mig til at tænke på, at det er en meget privilegeret ting, sådan at vende det man kender ryggen – af lyst. Og uden de store konsekvenser. En anden ven flyttede siden til Palma de Mallorca. Så de personlige erfaringer og de snakke, som de affødte, udgør også en del af albummets fortælling… at man som privilegeret nordbo kan føle en fortabthed og en rastløshed. Hverdagen er kedelig eller trist og så prøver man at kurere den følelse ved at rejse ud. At rejse er som et drug, ikke? Så de her velstandsrelaterede problemer udgør en anden del af albummets rygrad: Hvor hører jeg hjemme? Hvor er jeg på vej hen? Kan jeg opnå ro og tilfredshed i mit liv? Findes der overhovedet et hjem for mig?«
Den anden side af albummets mønt, så at sige, er lyden af musikken: Den er mestendels glædesfyldt, solrig, glinsende, varm. Den udgør med andre ord en ret stærk kontrast til lyrikken. Vidste du fra starten, at du ville tilstræbe den form for kontrast?
»Nej, det gjorde jeg faktisk ikke… men jeg fandt ret hurtigt ud af det (griner). Der er en enorm kraft i den kontrast, synes jeg. Og så snart jeg havde regnet det ud, var det med til at fodre min kreativitet. Jeg fik simpelthen mere lyst til at lave musikken! Det er måske det greb, jeg er allermest stolt af ved albummet, at jeg formåede at skrive en anderledes form for lyrik, men samtidig fandt et nyt musikalsk sprog, der passede så godt til den. Jeg er rigtig glad for mine gamle album, men det er som om jeg først nu har knækket koden i forhold til at undgå at gøre det hele… ensfarvet. Før var jeg seriøs uanset hvad jeg lavede, hvorimod jeg på det her album har åbnet op, er blevet mere modtagelig og umiddelbar«.
Man kan måske også sige, at musikken er den sukker, der får den stærke medicin, i skikkelse af lyrikken, til at glide lettere ned…
»Lige præcis! Det er ideen med den trojanske hest, ikke? Musikken er hesten, som bliver inviteret indenfor murene, fordi den er flot, skinnende og uimodståelig. Folk kan ikke lade være med at åbne deres hjem og hjerter for den. Dermed ikke være sagt, at alle fanger budskabet første eller anden gang de lytter til albummet, men tredje gang? Måske. Det tror jeg i hvert fald mine svenske lyttere gør, de forstår jo dog sproget (griner)«.
Var der nogle konkrete kunstnere, der inspirerede dig i forhold til det her med at lave et socialt og politisk engageret værk?
»Nej, det tror jeg faktisk ikke. Jeg følger mest min egen mavefornemmelse. Det er ikke sådan, at jeg aldrig lader mig inspirere af andre, men jeg følger meget mine egne fornemmelser og skeler ikke så meget til hvad andre gør. Slet ikke når det kommer til det lyriske indhold. Det at jeg skriver på svensk gør måske også, at jeg automatisk kigger mere indad. Jeg tager jo ikke del i en større, global popscene, kan man sige«.
Men er der andre aktuelle popmusikere, der laver en form for protestmusik, som du kan identificere dig med eller gerne vil fremhæve som lytteværdigt?
»Der er en svensk fyr, der hedder Abidaz, som laver hiphop om hans eget liv og opvækst i ghettoen. Det er jo ret politisk, simpelthen fordi hans liv er… politisk. Du kan ikke skille de ting ad i hans tilfælde. Det er meget inspirerende, synes jeg«.
Hvad med uden for Sveriges grænser? Har du for eksempel hørt det nye Kendrick Lamar-album? Det er jo også et meget politisk album…
»Ja, for pokker! Det er sjovt, for det album udkom dagen efter mit eget. Og jeg havde netop haft en samtale med en god ven, hvor vi blev enige om, at der ikke rigtig er nogen, der laver ordentlig funk i dag. Så kom Lamars album… og det er i den grad et funkalbum, hvis du spørger mig! Jeg synes det er et mesterværk. Det er det bedste jeg har hørt meget længe«.
Og det er også et indigneret og politisk engageret værk…
»Ja, det er i den grad et vredt, politisk album. Så Kendrick og jeg, vi har virkelig fat i noget…(griner højt)«.
Læs anmeldelse: Jonathan Johansson ‘Lebensraum!’