Nybrud i Brynjolfurs discofile basfjæs
Færøske Brynjolfur har sluppet endnu en ep, der trods sit beskedne omfang på to sange og et mix formår at kile sig ind som en begivenhed inden for både den danske, elektroniske selvforståelse og markeringen af hans egen individualitet.
Det har hele tiden været som om, at Brynjolfur á Heygum ikke kun er interesseret i at dirigere skabelonagtig dansemusik. Han vil trække en ny, dristig aggressivitet ind i klubkonventionerne, hvor heftigt varieret synth og rytmebrud provokerer publikum. Med ’Technoir’ konstruerer han sit eget genrebegreb, hvilket danner grundlaget for hans evner til at iværksætte en helt igennem overbevisende og unik elektronisk lyd.
Gennem en retro-klingnede underlægnings-hi-hat bygger åbneren ’IO’ sig langsomt op til et space-rave med henvisninger til det, der må udgøre computermusikkens mørke net. Disco-harmonierne teaser konstant lytterens basfjæs, og den plastiske melodi virker så pirrende op imod nummerets bagvedliggende tyngde, at kroppens bevægelser synes totalt underlagt denne kontrast. Han tør arbejde i hele volumenspektret og udvider på den måde sit festprojekt til en intention om også at få dansegulvet til at lytte efter den deciderede komposition.
Oven på denne gradvise opvarmning følger titelnummeret, der med både tempo og friskhed skyller ind over house-ekkoet som en mørk Atlanterhavsbølge. Umiddelbart fremstår dette track dog lidt mindre flatterende i sin bevægelse end det foregående. Her gøres i stedet plads til det forventelige klokken-tre-klimaks, der bestemt også har sin berettigelse i technoartistens sorte vinyllandskab, så skarpt, som det er skåret her. Man føres hele tiden videre med en følelse af, at Brynjolfur altså holder det her format virkelig godt kørende.
Som en sideanretning får vi til sidst serveret det noget kortere ’Foot Mix’ af den første, funkholdige opdagelsesrejse ’IO’, hvilket giver hele udgivelsens struktur indtryk af at være dybt velovervejet. Ved at designe disse flydende stemningsskifte fuldender Brynjolfur en tydelig, geometrisk technofigur, og på den måde manifesterer ’Technoir’ sig som et originalt værk, der både har karakter af eksperimentladet konceptkunst og et mere afslappet dj-set. Denne vekslen imellem fløjlsblød synth og industriel hårdhed, der både gennemsyrer ep’ens ramme og ligger gemt i selve numrene, er et badebassin, man gerne vil ligge i blød i til den lyse morgen.
Kort sagt:
Den diskofile charmetrold løfter sig kilometer over knap den så flabede ’M25’ fra tidligere i år og etablerer en fest med omtanke for hastigheden og det iørefaldende, så man ikke kan undgå at deltage.