Har du nogensinde tænkt på, hvad man kalder den kvindelige pendant til stådrengen, boneren, ståtrolden, den hårde hævner, jernet – den gode, gamle hard on?
Det har koncertaktuelle Tove Lo, og hun besvarede spørgsmålet med titlen på sit seneste album, ‘Lady Wood’, der udkom i oktober. Et album, der er skrevet af rå tanker og ægte følelser – af destruktiv kærlighed, seksuel selvsikkerhed og dystre drifter.
‘Lady Wood’ var Los første album siden debuten ‘Queen of the Clouds’ og det tilhørende internationale gennembrud med hitsinglen ‘Habits (Stay High)’, og i år kan den svenske sangerindes mørke electropop-univers opleves hele to gange i Danmark: I et udsolgt Store Vega den 4. marts og på Tinderbox Festival i Odense til juni.
Tove Lo har blottet sig i mere end én forstand. Med ‘Lady Wood’ har hun nemlig kreeret en kortfilm bestående af de første numre fra albummet under titlen ‘Fairy Dust’, hvor vi kommer helt tæt på Lo, der dominerer stramme koreografier og underlægger sig ukontrollerede udbrud i alt fra selvdestruktivt drama til intens liderlighed.
Vi har talt med Tove Lo om ‘Lady Wood’, om kønspolitiske manifestationer og misforståelser, om at skabe mediestorm i hotpants – og om at onanere på film.
Hvordan vil du beskrive ‘Ladywood’ – dets tema og kapitler?
»Hele albummet handler om jage en form for rus. At gøre ting, der skræmmer og tænder dig på samme tid – som får dit hjerte til at slå hurtigere. De forskellige kapitler repræsenterer forskellige stadier af rusen. Det første er bekymringsfrit, uden nogen konsekvenser. Når det så fortager sig en smule, bliver man mere sårbar. Man vil desperat gerne tilbage til det første stadie. Men så begynder man at jagte noget nyt«.
»Det er ikke kun stoffer, det handler om. Når du er en emotionel person, har du en tendens til at søge ting, der får dig til at mærke mere. Enten dét – eller også prøver du at bedøve dig, når du er nede. Alt er drevet af dine følelser«.
Det virker som et meget personligt album, men samtidig er både teksterne og i særdeleshed de meget eksplicitte scener i filmen også ret provokerende i deres udtryk. Hvad var din motivation – følelserne eller et ønske om at skabe politiske statements?
»Det var egentlig ikke min intention, at det blev politisk. Jeg gør ting, der falder mig naturligt, men jeg kan se, at det i den kommercielle popverden ikke er så almindeligt. Det er ikke normalt at synge om sex, at være åben omkring det og komme ind på områder, som mænd ellers har domineret. Jeg har intet imod at være nået dertil, at det blev politisk. Emnerne og måden, jeg udtrykker mig på, er bare naturligt for mig«.
»Min musik er bare mig. Det er den eneste pointe, jeg prøver at understrege. Folk kan kritisere det så meget, de vil, men de kan ikke kritisere det, fordi jeg er kvinde«.
Føler du, din intention med ‘Lady Wood’ er blevet misforstået?
»Nej, slet ikke, og det er jeg så glad for. Folk lader til at forstå, hvad det handler om, og at det hele kommer fra et ægte sted. Nogle synes, det er for meget, mens andre kan lide og forstår det. Du kan aldrig stille alle tilfredse. Det er ikke min mission at ændre deres mening – jeg siger bare det, jeg tænker«.
Tror du, at det er muligt at gøre en forskel med de statements, man laver i popmusik i dag? Som når du for eksempel blotter dig som både menneske og kvinde?
»Det tror jeg. Så snart du laver noget, folk ikke er vant til at opleve, vækker det dem. Og så begynder de at føle ting omkring det. Jeg forstår ikke, hvordan man kan leve, når alting bare er komfortabelt og pænt – hvor ting flyder forbi én i et roligt ingenting-land. Sådan er mennesker ikke! Så får man aldrig afløb for sine følelser, hvad end de måtte være; om det er ekstremt glad, trist, vred eller liderlig«.
»Hvis nogen fortæller mig, der er noget, jeg ikke kan gøre, fordi jeg er kvinde, så vil jeg ikke være enig. Det er ikke min mission, men jeg vil fortsætte med at gøre det, jeg gør, og hvis det hjælper mod en form for ændring, så er det fedt. Hvis jeg kan få folk til at reagere, så kan man bestemt ændre noget ved at starte en diskussion«.
Har folk har fortalt dig, der er ting, du ikke kan gøre, fordi du er kvinde?
»Ja. For eksempel min ‘Idols’-optræden: Folk gik amok, fordi jeg havde hotpants på på scenen og lavede et Michael Jackson-move. Jeg troede slet ikke, folk ville reagere på det. Jeg troede helt klart, vi var kommet længere end det. Hvis jeg havde været en mand og havde lavet samme bevægelse, ville folk bare grine. Ingen ville bekymre sig. Det er fucking underligt. Hvorfor er det så skræmmende, så slemt for en kvinde?«
Giver det dig ikke lyst til at rykke folks grænser yderligere?
»Det handler ikke om, hvad andre synes. Det handler om, hvad jeg synes, og hvordan jeg har lyst til at udtrykke mig selv. Siden mit første album har jeg forstået, at det vil starte diskussioner. Men jeg stopper ikke, jeg ændrer mig ikke på grund af deres meninger. Det kommer aldrig til at handle om dem«.
Du begyndte som sangskriver – nu har du indtaget hovedrollen på dine egne album og nu som skuespiller i din egen film. Faldt det dig naturligt pludselig at være så meget i spotlyset?
»Ja, det gjorde det faktisk. Det er måske, fordi den drejer sig om mig, og fordi jeg selv var med til at skrive den sammen med Tim Erem, min medinstruktør, der var den første, der fangede og forstod mig visuelt. Jeg elsker at spille skuespil. Jeg har aldrig gjort det før, men det er et andet kreativt afløb – og jeg har brug for mange af dem«.
Var det svært at give sig hen til så personlige scener – både de følelsesladede og de seksuelle?
»Åbningsscenen, hvor jeg går fra at grine til at blive vred til at græde, var meget udmattende. Jeg kan godt gå gennem følelserne på en dag, men det er meget hårdt at tvinge det frem og mærke dem alle sådan. Men det var koreografierne og dansen, der var den største udfordring for mig. Vi skød hele filmen på fem dage. Jeg aner ikke, hvordan vi klarede det. Det var meget drænende, men jeg har samtidig heller aldrig følt mig så spændt og så fri før. Det var fantastisk«.
»Onaniscenen handlede mere om virkelig, virkelig at give sig hen til øjeblikket og prøve at glemme, at der var fire andre mennesker i rummet, der kiggede på. Men det var faktisk ikke så svært, jeg måtte bare være i min egen verden – det var mig-tid. Lad være med at tænke på, hvordan du ser ud, lad være med at tænke på, hvad de andre laver – bare kom ind i din egen zone. Det virkede!«
Hvor mange gange måtte I skyde onaniscenen?
»Haha, selvfølgelig spørger du om dét! Tre gange, tror jeg. Det var en underlig dag. Vi gik fra dét til at optage monologen med den anden skuespillerinde, som portrætterer mit selvdestruktive alterego. Den person, jeg ikke vil blive til. Monologen, jeg skrev. Det var rigtig underligt«.
Hvordan reagerede din mor (som er psykolog, red.) til hele projektet?
»Hun er faktisk virkelig stolt. Jeg er virkelig imponeret af hende over det, for jeg tror ikke, det er en let ting at se sin datter i den slags situationer. Men hun synes, det er en smuk, ærlig film om følelser og at prøve at give efter for dem«.
Tove Lo spiller i Vega den 4. marts og på Tinderbox i Odense til juni.