Fra de tidlige 80’eres talstærke grupper, som satte gang i festen til discorytmer, over genrens første selvstændige megastjerner og til rappens nutidige allestedsnærværelse har forskellige trends og virkemidler sat deres præg på hiphoppen. Heriblandt finder vi posse cuttet, som har fungeret som kreativt afløb for skiftende tiders store kunstnere. Denne gennemgang fokuserer på ti skarpe cuts fra 90’erne, hvor den særlige udtryksform havde sine kronede dage.
Grundlæggende kan der argumenteres for, at grupper med mange rappende medlemmer, såsom the Pharcyde, Jurassic 5 og mest oplagt Wu-Tang Clan, alle har udsendt album efter album fyldt med posse cuts. Det vil sige fire eller flere vokalister samlet på et og samme nummer; som regel uden et egentligt omkvæd. Dog er det i mødet med gæsteartister, at formatet bliver rigtig interessant, fordi det medfører nogle ubekendte energier og afviger fra den røde tråd, vi tror, vi efterhånden har gennemskuet. Nu bliver alting i stedet kastet i en heksekedel, hvor kreativiteten og synergien når nye højder.
Derfor ser denne liste altså bort fra bidrag fra de store, fasttømrede grupper og fremhæver i stedet de sjældne og nyskabende møder mellem kunstnerne.
Den uundgåelige: A Tribe Called Quest featuring Leaders of the New School – ‘Scenario’ (‘The Low End Theory’ 1991)
Vi starter listen ud med et skoleeksempel i posse cuts. Ikke alene er nummeret et af de mest anerkendte på listen. Det indeholder også alle de brikker, der skal til, for at posse cut-puslespillet kan gå op. Vi præsenteres for fem ordekvilibrister, som alle er så tæt på at skumme over af energi og entusiasme, at man nærmest kan fornemme dem komme krybende ud gennem højtalerne og ind i stuerne. Nummeret har intet omkvæd, og beatet er intenst og hårdt, frit for overflødigt fikumdik,– faktisk næsten ukarakteristisk hårdt for A Tribe Called Quest, som normalt arbejder ud fra et mere laidback og groovy grundlag. Slutteligt kan nævnes, at på dette nummer bidrog allerede veletablerede Tribe til, at alles ører pludselig rettedes mod LONS og især Busta Rhymes.
Den, som begraver tvivlerne levende: Big L featuring Lord Finesse, Microphone Nut, Jay Z, Party Arty & Grand Daddy I.U. – ‘Da Graveyard’ (‘Lifestylez ov da Poor & Dangerous’ 1995)
Når det kommer til Big L, havde det været oplagt at gennemgå ‘8 Iz Enuff’, hvor vi, som titlen antyder, bliver præsenteret for hele otte bidragsydere på samme nummer. Dog er valget faldet på ‘Da Graveyard’, som med sine intet mindre end seks sprængfarlige rappere også er et talstærkt posse cut. Tilsat et rumlende og næsten industrielt Buckwild-beat gennemgår rapperne alle de fantasifulde uhyrligheder, som de velvilligt vil udsætte alle, som kommer på tværs af deres planer om verdensherredømmet, for. Big L var kendt som en af de dygtigste flow-rappere i branchen, og på indeværende nummer synes en ung og ualmindeligt veloplagt Jay Z at være inspireret af Big L’s hurtige og komplekse levering og leg med ordene.
Den eksklusive: Mobb Deep featuring Nas & Raekwon – ‘Eye for a Eye (Your Beef Is Mines)’ (‘The Infamous’ 1995)
Blot et års tid inden udgivelsen af dette nummer havde Nas udgivet ‘Illmatic’, der, dengang som nu, med rette betragtes som et af de bedste hiphopalbum nogensinde. Desuden var det, at et Wu-Tang-medlem overhovedet ville overveje at samarbejde med andre end sin egen klan, et kæmpe blåstempel. Havoc og Prodigy fra Mobb Deep havde selv tidligere udgivet deres roste ‘Juvenile Hell’, men alligevel må det have været to ærefrygtige, unge herrer, som gik i studiet den eftermiddag. På ‘Eye for a Eye’ er vi således vidner til fire sublime rappere, alle på toppen af deres karriere, som giver alt, hvad de har, for at leve op til deres egne og kollegernes forventninger. Det kanaliseres ud i en helt særlig nerve i det hårdtslående nummer, som efterlader lytteren åndeløs.
Den brancherevsende: The Roots featuring M.A.R.S. & Dice Raw – Clones (Illadelph Halflife, 1996)
Her rettes kritik mod alle, som ikke holder det ægte: Alle klonerne, som efterligner pionererne og slår plat på de hårdtarbejdende hiphopveteraners forarbejde. Et yderst effektfuldt træk finder sted mellem hvert vers, idet englesang og et mere afslappet udtryk for en stund tager over, inden en hidsig trommehvirvel genintroducerer grundrytmen. Og så er det ellers op til næste levende billede at hægte sig på, inden beatet stikker af i fuldt firspring. The Roots’ daværende to faste frontrappere, Black Thought og Malik B, fejer sammen med Dice Raw gulvet med de uværdige kolleger, som forsøger at forpurre branchen. I første vers er M.A.R.S. en anelse mere forsonende, og hans fokus er mere møntet på at formidle et ‘do the right thing’-budskab.
Den Wu-Tang-influerede: Genius/GZA featuring Ghostface Killah, Killah Priest & RZA – ‘4th Chamber’ (‘Liquid Swords’ 1995)
Som nævnt ses der bort fra Wu-Tang Clan-udgivelser på denne liste, men ligesom på de fleste andre soloudspil fra klanmedlemmerne bærer GZA ’Liquid Swords’ tydeligt præg af hans kunstneriske ophav. Nummeret gæstes af Ghostface og RZA fra Wu-Tang samt den tæt forbundne Killah Priest, der samples fra en samuraifilm i introen, og beatet er produceret af selvsamme RZA. På trods af disse karakteristika, som forbinder GZA og vennerne til deres baggrund, er ‘4th Chamber’ meget mere end en omgang kulsyrefattig Wu-Tang-light. Ghostface flår stereotypiske prædikater fra hinanden. Killah Priest ophøjer sig selv til et fænomen, som eksisterer uafhængigt af tid og rum. RZA’s vers er politisk og fyldt med referencer til historie og religion. GZA selv kredser slutteligt om penge og magtforhold.
Den fra undergrunden: Blahzay Blahzay featuring La the Darkman, Smoothe da Hustler & Trigger tha Gambler – ‘Danger – Part 2’ (‘Blah Blah Blah’ 1996)
Navnet Blahzay Blahzay vækker måske ikke den helt store genkendelse hos de uindviede, men gruppen havde et pænt hit i 1995 med singlen ‘Danger’, som fungerede som en forløber for deres eneste album. På selvsamme album finder vi ‘Danger – Part 2’. Her er mange af de oprindelige elementer fra ‘Danger’-beatet bevaret, men hele herligheden har fået en mere rå og upoleret lyd. Dette kommer blandt andet til udtryk ved, at man tydeligt kan høre selve friktionen mellem pickup’en og pladen, når duoens dj, P.F. Cuttin’, scratcher over det gennemgående ’m-more dangerous’-sample. Selv om Blahzay Blahzays øvrige materiale vidner om, at de ikke stikker op for bollemælk, er det tydeligt, at rapperen Outloud skruer ekstra op for den hårde attitude for at imødekomme sine medsammensvorne gæsteartister.
Den, der hylder rødderne: LL Cool J featuring Bomb, Big Money Grip & HIC – ‘Farmers Blvd. (Our Anthem)’ (‘Mama Said Knock You Out’ 1990)
Stadig kun i de tidlige 20’ere og med tre album i bagagen, som alle har solgt platin eller bedre, var LL Cool J en kæmpe stjerne i slut-80’erne. Alt tydede således på, at succesen ville fortsætte langt ind i 90’erne. I forbindelse med sit fjerde album, ‘Mama Said Knock You Out’, ville superstjernen tilsyneladende vise omverdenen, at han ikke havde mistet jordforbindelsen. Dette blev realiseret ved at invitere tre barndomsvenner med på et nummer. Som ganske ung havde LL Cool J trådt sine barnesko på gadehjørnerne i Queens og rappet sammen med Bomb, Big Money Grip & HIC, og de tre gutter, som havde været med til at forme LL Cool J, fik chancen for at høste lidt velfortjent anerkendelse.
Den, som næsten bryder med dogmet: Heltah Skeltah featuring O.G.C. – ‘Leflaur Leflah Eshkoshka’ (‘Nocturnal’ 1996)
I virkeligheden er det næsten snyd at inkludere dette nummer på listen. Oprindeligt blev ‘Leflaur Leflah Eshkoshka’ nemlig udgivet som en b-side-single af gruppen The Fab 5. Siden delte gruppen sig i to, således at man stod tilbage med henholdsvis O.G.C. og Heltah Skeltah. Som en del af deres debutalbum genudgav Heltah Skeltah nummeret, og dermed ender vi ad omveje op med tre gæsterappere i form af O.G.C. Nummeret udmærker sig især ved måden, hvorpå de fem flyder sammen. I stedet for en mere stringent model, hvor hver rapper har sit eget vers adskilt af et omkvæd, dukker de op på må og få. Sel vom det hele sikkert er nøje tilrettelagt og afstemt, får man følelsen af, at nummeret er blevet freestylet i hus.
Den til grillfesten: Diamond and the Psychotic Neurotics featuring Whiz One, Maestro, Mike G.Q. & Fat Joe – ‘Pass Dat Shit’ (‘Stunts, Blunts & Hip Hop’ 1992)
Den løsslupne stemning fortsætter på næste eksempel fra Diamond and the Psychotic Neurotics, eller bare Diamond D. Som en integreret del af beatet gøres der brug af samples af baggrundsstøj, snak og opmuntrende tilråb. Dette bevirker, at vi som lyttere har følelsen af, at vi er en del af slænget, som er samlet til en hyggelig eftermiddags-cypher i den lokale park. Diamond D har rollen som faderfiguren, der giver sine drenge chancen for at vise sig frem, inden han lukker ballet med sidste vers. Hvor Whiz One, Maestro og Mike G.Q. er forblevet relativt ubeskrevne blade, er nummeret kendt for at have kickstartet Fat Joes karriere, da det er første gang, han optræder på en regulær udgivelse.
Den fra vestkysten: DJ Quik featuring 2nd II None & AMG – ‘Deep’ (‘Quik Is the Name’ 1991)
På en liste, som ellers er meget domineret af acts fra den amerikanske østkyst, finder vi dette bidrag fra vestkysten. Og fra hvilket andet sted end Compton? På ‘Deep’ har DJ Quik taget den lokale gruppe 2nd II None og AMG under sine vinger, og i fællesskab leverer de et legesygt posse cut. Bestående primært af et morsomt billedsprog fremført i relativt umiddelbare enderim og en umiskendelig lyd af West Coast-rap fra de tidlige 90’ere, er ‘Deep’ en dejlig solbeskinnet størrelse. I kraft af sin rolle som producer, sin karakteristiske lyse stemme og med et noget længere og skarpere vers end sine tre kumpaner, er det DJ Quik selv, som leverer det stærkeste indtryk.