Irah nåede himmelske højder på Roskilde Festival
Det var dårligt til at fatte, at man stod til en koncert i Roskilde Festivals opvarmningsdage.
For nok har synthpop-gruppen Irah kun ét minialbum på cv’et, men målt på ren og skær vellyd befinder de sig allerede i en stratosfære, som få bands får fornøjelsen af at strejfe i løbet af en karriere. Det slog de fast uden skyggen af tvivl på Countdown-scenen.
De lagde fra land med et af de mest radikale greb, jeg mindes at have set til en warm-up-koncert: Adi Zukanovic, Årets Musiker til Steppeulv-prisen 2017, fremkaldte gennem ti minutter infernalsk larm fra sin synthesizer, mens forsanger Stine Grøn kiggede besat ud i luften.
Bassen lod mellemgulvet skælve, og flere festivalgæster holdt sig for ørerne, men da støjmuren aftog i styrke og levnede plads til Zukanovic’ bløde synthbølger og Grøns krystalklare vokal, var ekstasen allerede stor foran Countdown.
På ’Mirroring’ fra debutalbummet ’Into Dimensions’ lagde Grøns stemme sig berusende over det dronede lydtapet, mens bandets nye – og afsindigt velspillende – trommeslager kælede trommeskindet med sine whiskers. På titelnummeret fra samme album havde trioen modet til at udfordre studiematerialet, inden de samlede trådene i et voldsomt crescendo.
Trods få tekniske problemer fortsatte de i samme spor med legelyst, nærvær og timing i overgangene. Undervejs fløj tankerne mod både Portishead og Dead Can Dance, men efter debuten på Roskilde Festival står det klart, at Irah allerede er et mægtigt navn i egen ret. De rakte efter himlen – og det føltes, som om de nåede den.
Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival