Rag’n’Bone Man leverede gumpetung, blåøjet soul på Roskilde Festival

Der var ingen tvivl om, at næste punkt på dagsorden for den store, glade menneskemængde, der sivede væk fra The Weeknds popbrag på Orange Scene, var britiske Rag’n’Bone Man. Det flot udsmykkede Avalon-teater blev hurtigt fyldt, og flagene svajede på ægte Roskilde-manér, da den trinde soulsanger indtog scenen. Hvad der præcist skabte den hektiske jubel, der prægede særligt anden del af koncerten, var sværere at gennemskue.

Iklædt baseball-jakke trissede Rory Charles Graham rundt på scenen med stiv mine og brummede løs med sin, indrømmet, både markante og kraftige vokal. Men man fik sådan lidt X-Factor-associationer, når han brølede igennem for ligesom at markere, hvor dyb en soul, han egentlig rummer.

Det var med følelserne uden på tøjet og masser af påtaget patos, men koncerten var aldrig for alvor præget af meget indlevelse. Særligt når han valgte at traktere med en omgang prædikende rap, blev det for meget.

De Britiske Øer har leveret mange fabelagtige, kridhvide fortolkninger af soul og blues gennem tiderne, men det var ikke nogen ny Dusty Springfield eller Joe Cocker, vi mødte i mørket foran Avalon. Nærmere en gumpetung omgang blåøjet soul.

Vi fik en effektiv gengivelse af kometkarrierens indtil videre største hits, og det var til stor tilfredsstillelse for det meste af crowden, som svajede hensat fra side til side under både ’Human’ og ’Bitter End’. Men den smag, man stod tilbage med i munden, var af et one-hit wonder, der lykkeligt red på sin hype.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival