Roskilde Festival: Carl Emil Petersen stod stærkt på egne ben

Det var noget af en ilddåb. Uden studiealbum i ryggen var den tidligere Ulige Numre-frontmand Carl Emil Petersen blevet slynget hovedkulds ind på Arena, hvor han skulle bevise, at han kunne stå på egne stænger.

Og allerede da han åbnede koncerten med et par stærke, nye numre, var det tydeligt, at hans kvaliteter som sangskriver har overlevet afskeden. Petersen er en bredtfavnende storbydigter, der skriver fængende melodier og beskriver 20’ernes turbulente overgangsfase melankolsk og nærværende. Hans ærlige beskrivelse af at være »fanget i den uendelige morgenfest« blev således leveret, så de fleste jævnaldrende kunne mærke det.

Hans nye, seks mand høje backingband lavede ikke mange fodfejl og leverede tidligt i settet en effektiv version af førstesinglen ’Liv før døden’ med drevne, vrængede guitarer og fuld tryk på trommerne.

Petersen havde nær snublet over en ledning og stammede på ordet »skrøbelig«, da han introducerede en ny sang, men efterhånden voksede han ind i rollen som rockstjerne og kom helt tæt på publikum i Ulige Numres ’Dansk vejr’.

Han pendulerede gnidningsfrit mellem nye og gamle sange, men kunne snildt have skåret fedtet fra: Til tider smagte udtrykket lovlig meget af støvet americana, og ’Racerhjerte’ led under et langtrukkent mellemspil. Til gengæld sørgede ’Frit land’ og ’København’ for, at hele teltet kom med til slut.

»Lov mig, at det bedste er tilbage« sang han på ’Skærgården’ om bruddet med Ulige Numre. Og man tog sig selv i at tænke, at det gode kun lige er begyndt.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival