Roskilde Festival: Franske Pigers døsige dreampop forplantede sig kun stedvist i virkeligheden

Der er en overhængende fare for at falde i staver, når man begår sig i transcenderende dreampop ligesom Franske Piger. Det forhold søgte den odenseanske kvintet fra Vellness Plader på godt og ondt at omfavne snarere end at omgå til deres udmærkede eftermiddagskoncert på Rising.

Fra start blændede bandet op for deres atmosfærisk drevne popunivers på ’Livets kollision’, og forsanger Søren Friis’ klare ungertenor skar sig gelinde gennem den fede bund fra den dybe bas og de tunge, kontante trommer. Til gengæld havde han gennem koncerten lidt svært ved at finde sig til rette i den – for ham – lamslående seance.

»Det er så vildt at være her«, bemærkede den lyshårede fyr, godt nok lidt apatisk, hvorpå bandet satte funky fut i fejemøget med den labre ’Helt sammen’, hvis diskofile rytmer og cremede basgroove løftede stemningen øjeblikkeligt i et ellers overvejende døsigt drømmende sæt.

Den støjende shoegaze-koger ’Vores dage’ virkede en anelse fodslæbende, selvom den sølvjakkeklædte leadguitarist kæmpede bravt med de effektfulde støjoceaner på sin skrigende røde guitar, som var det selveste Midgårdsormen, han havde mellem hænderne. I samspil med trommeslageren fandt de dog momentant ind til nogle intense stjernestunder.

De store anstrengelser forplantede sig desværre ikke helt i det talstærke publikum, og koncerten fremstod efter lukkeren ’Du’ en anelse lunken. Gruppen fremførte deres stærke repertoire aldeles fejlfrit, men man savnede, at de løsrev sig mere fra drømmen.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival